Uddannelse i Kina udgør en unik blanding af klassisk kinesisk tradition, marxisme og modernisering. Traditionen er idémæssigt bl.a. personificeret i Kong Fuzi; det kinesiske eksamenssystem, der var fuldt udbygget allerede i 600-t., var således et af de tidligste eksempler på erhvervelse af social position ikke på baggrund af fødsel, men præstation. Siden Mao har universiteterne gennem flere reformer opnået større udfoldelsesmuligheder. De totale uddannelsesomkostninger i Kina er store, men set som andel af BNP er de faldet fra 2,5% i 1980 til 1,9% i 1993. Siden 1986 er der 9 års skolepligt for 7-16-årige, men skolepligten er ikke helt gennemført pga. store regionale forskelle.

Analfabetismen er reduceret fra over 50% af befolkningen i 1949 til ca. 7% (2000). Men med et samlet antal analfabeter på godt 85 mio. er Kina næst efter Indien det land i verden, der har det største antal analfabeter, et faktum, som landets regering betragter som en stor skamplet, der skal fjernes. De regionale variationer er store, fra 4% i Guangxi på sydkysten til 32% i Tibet.

Uddannelsessystemet omfatter frivillige børnehaver for 3-6-årige, grundskolen, der sædvanligvis varer seks år, hvorpå sekundærskolerne følger, opdelt i et lavere og et højere trin, begge af tre års varighed. Der findes dog også 9-årige grundskoler, der i samme skole tilbyder både grundskole og lavere sekundæruddannelse. Ca. 90% fortsætter skolegangen i den lavere sekundærskole, og omtrent 48% i de forskellige former for højere sekundærskole (1995).

Erhvervsuddannelse, der tilbydes på højere sekundærskoler, på erhvervsskoler og på skoler for faglærte arbejdere, følges som resultat af en klar uddannelsespolitisk satsning af 56,8% (1995) af en årgang mod ca. 19% i 1980.

Voksenuddannelse er en vigtig del af kinesisk uddannelse i form af alfabetiseringsprogrammer og særlige voksenskoler, der udbyder uddannelse på alle niveauer. Højere uddannelse tilbydes på over 1000 universiteter og læreanstalter (1995). De internationale akademiske niveauer, bachelor, master og doctor, blev indført i 1981. I institutionerne er der en betydelig grad af internt demokrati. Ca. 2% af befolkningen har en højere uddannelse (1995).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig