Cameroun - uddannelse, Med landets mange etniske sprogsamfund udgør sprog et afgørende problem også i forbindelse med uddannelse. Bestræbelser på at styrke uddannelsesområdet siden uafhængigheden har medført, at kun ca. 20% af befolkningen er analfabeter (2006), hvilket er et af de laveste niveauer i Afrika.

I de fransksprogede skoler begynder grundskolen i seksårsalderen og varer seks år, mens eleverne i de engelsksprogede begynder et år før og går syv år i grundskolen. Ca. 40% af hver årgang forlader grundskolen før tid.

Af de elever, der fuldfører grundskolen, fortsætter ca. 1/3 i en syvårig sekundærskole af engelsk eller fransk type. Manglende beskæftigelsesmuligheder for elever fra disse skoler øgede i 1980'erne behovet for erhvervsfaglige skoler. 35% af eleverne på grundskole- og sekundærtrin går i private, overvejende katolske skoler.

Det første universitet blev oprettet i Yaoundé 1962. Fire mindre universitetscentre blev føjet til i 1979.

Læs mere om Cameroun.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig