Rådet for Børns Læring, uafhængigt råd, der beskæftiger sig med evaluering og kvalitetsudvikling i folkeskolen og dagtilbud samt rådgiver ministeren i spørgsmål inden for dette felt.

Rådet for Børns Læring har til opgave at følge det faglige niveau og den pædagogiske udvikling i folkeskolen og ungdomsskolen samt elevernes udbytte af undervisningen. Desuden følger rådet det pædagogiske arbejde med at understøtte børnenes trivsel, udvikling og læring i dagtilbud.

Herudover vurderer rådet skolers og dagtilbuds evne til at bidrage til at bekæmpe elevers negative sociale arv, at øge integrationen af elever med anden etnisk baggrund end dansk og at inkludere børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte.

Rådet har et formandskab udpeget af ministeren og bestående af 5-7 personer med særlig indsigt i forholdene i folkeskolen og dagtilbud samt atten medlemmer, der repræsenter kommunale myndigheder og interesseorganisationer med tilknytning til folkeskolen, ungdomsuddannelser og dagtilbud.

Rådet for Børns Læring blev nedsat 2014 som afløsning for Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig