Ahms Kursus, privat dag- og aftenkursus i København 1939-1988, oprettet af Axel Ahm (1907-1988). Undervisningen, der foregik på Nørrevold og i Fiolstræde, forberedte til mellemskole- og realeksamen, præliminær- og studentereksamen; fra 1960'erne også til korrespondenteksamen.

Ahms Kursus var dominerende i hovedstaden og dækkede et behov hos mange, som ikke havde opnået en eksamen i det offentlige skolesystem. Omkring 1970 gik der 1100-1200 kursister. Afskaffelsen af realeksamen (1975) medvirkede til, at Ahms Kursus blev urentabelt i 1980'erne.

Sidste rektor for Ahms Studenterkursus var Bjørn Brinck Clausen. Han huskes af skakfolk bl.a. for deltagelse i skakolympiaden i Havanna 1958. Han døde i 2022.

Kommentarer (2)

skrev Carsten Westphal Andersen

I 1969 blev jeg student fra Ahms kursus. Det er korrekt at Ahm havde undervisning på Nørrevold (bl.a. forkursus til studenterkursus) og realkursus i Fiolstræde. Studenterkursus var imidlertid beliggende på 5. sal i Struensegade på Nørrebro.

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Når vi får tilknyttet en fagansvarlig til kategorien, vil vi bede vedkommende tage stilling til, om artiklen skal ændres.
Venlig hilsen
redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig