skolepsykologi

I Danmark mødes ordet skolepsychologi første gang i en artikel af højskoleforstander J. Nørregård i tidsskriftet Vor Ungdom 1879, hvor han gør sig til fortaler for en psykologi i skolen, der kan give "en sammenhængende Anskuelse af Menneskets Udviklingsgang". Citatet viser en øget interesse for skolepsykologi sidst i 1800-t., hvor elevtallet i en klasse, som i købstadsskolerne i praksis godt kunne overskride 1814-lovens overgrænse på 80 elever, frem til år 1900 efterhånden blev bragt ned på ca. 35. I samme periode blev ønsket om at opbygge undervisningen med grundlag i psykologien og at anskue barnets udvikling med udgangspunkt i den fremvoksende børnepsykologi stadig større. Se også barndom.

En af fortalerne i begyndelsen af 1900-t. for en psykologisk funderet pædagogik var Vilhelm Rasmussen. Hans indsats var medvirkende til, at disciplinerne børnepsykologi, almen psykologi og undervisningslære fra 1930'erne blev repræsenteret i lærerseminariernes fagplan med stadig større vægt. I samme periode havde intelligensbegrebet en central placering i skolepsykologien ud fra en stærk tiltro til, at intelligensundersøgelser kunne anvendes til diagnosticering af normalitet og afvigelser. Intelligenstest har derfor været en væsentlig del af grundlaget for oprettelse af bl.a. observationsklasser, læseklasser og andre hjælpeforanstaltninger for børn, der ikke kan klare sig i de almindelige klasser.

Viden om læreprocesser og dermed betydningen af kendskabet til børns udvikling og forskelligheder blev i anden halvdel af 1900-t. af stor betydning for skolens undervisning. Samarbejdet mellem skole og hjem er blevet gradvis tættere siden 1960'erne, og også dette har skærpet kravene til lærernes psykologiske indsigt med henblik på samtaler med forældrene om det enkelte barns udvikling.

I 1969 vedtog Folketinget det såkaldte nipunktsprogram, hvorefter børn skulle undervises i det nære miljø, hvis ikke behandlingsmæssige forhold talte imod det. Det blev den første begyndelse til den integrationspolitik, som i 1980 resulterede i udlægningen af særforsorgens opgaver til amter og kommuner.

Folkeskolens psykologiske bistand omfattede herefter alle børn, idet også småbørn i førskolealderen fik ret til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Der er derfor behov for skolepsykologisk og pædagogisk viden om såvel almindelige børns opvækst og læring som børn med indlæringsvanskeligheder, med handicap eller med familieproblemer.

Den første skolepsykolog, Henning Meyer, blev ansat på Frederiksberg i 1934 og havde til opgave at tage standpunktsprøver, udtage børn til forskellige specialklasser og holde foredrag for lærerne. I løbet af 1940'erne blev der ansat skolepsykologer i mange amter og større byer, uddannet ved Københavns Universitet fra 1944 og fra 1940 ved Danmarks Lærerhøjskole, som oprettede en "nøduddannelse", der fortsatte helt til 1967. Denne uddannelse blev i 1965 afløst af et psykologisk-pædagogisk studium med henblik på uddannelse af skolepsykologer med kandidatbetegnelsen cand.pæd.psych. I 2004 blev uddannelsen til cand.pæd.psych. nedlagt, og samtidig oprettede Danmarks Pædagogiske Universitet en uddannelse til cand.pæd. i psykologisk pædagogik, der dog ikke længere gav kandidaterne ret til at kalde sig psykologer. Pædagogisk-psykologisk rådgivning er siden varetaget af uddannede psykologer.

For at understrege den rådgivende funktion skiftede de skolepsykologiske kontorer i løbet af 1980'erne navn til pædagogisk-psykologiske rådgivningskontorer, ofte benævnt PPR. Her er der ansat psykologer, socialrådgivere og skolekonsulenter for specialundervisning. I mange kommuner betjener PPR både skolevæsenet og socialvæsenet og yder foruden skolepsykologisk bistand også rådgivning til fx familier med misbrugsproblemer og samlivskonflikter.

Se også opdragelse og pædagogik.