elev

Elev, person, der modtager undervisning i skolen eller i en læreplads, dvs. løftes fra ét niveau til et andet, et arbejde, der påhviler læreren.

Forholdet mellem lærer og elev kan synes ukompliceret, men pædagogikkens historie opviser mange forskellige opfattelser heraf. Ifølge en hyppigt anvendt metafor, der tillægges den romerske pædagog Quintilian, opfattes eleverne som åbne krukker, nogle med en snæver, andre med en vid hals, hvilket tvinger læreren til at tilpasse sin undervisning til den enkelte elevs modtagelighed. En moderne, noget mindre yndefuld version af krukkemetaforen, benævnt "tankpasserpædagogik", beskriver lærerens opgave som den at fylde viden på eleverne.

Mere givende er den pædagogiske opfattelse, der ser eleven som en marmorblok, et stykke træ eller en klump ler, der kan og bør formes, eller den opfattelse, at læreren som gartner ved sin pleje af den unge elev kan fremhjælpe de iboende udviklingsmuligheder, men ikke indføre noget nyt. Plantemetaforen indebærer i sin yderste konsekvens, at udgangspunktet for al undervisning må tages i elevens spontane udtryk for interesse, og dannelsesforestillinger er udelukket. Det er de derimod ikke, når eleven betragtes som formbar og kan dannes i overensstemmelse med et givet forbillede. I dannelsesprocessen kan eleven yde modspil og har selv indflydelse på proces og resultat. Målet er, at eleven når frem til at overtage ansvaret for at danne sig selv. I grunden indeholder megen undervisningspraksis elementer af begge elevbilleder.

Udtrykket "elevens selvvirksomhed", der herhjemme kom i brug i 1830'erne, indebærer, at indlæring forudsætter, at eleven selv aktivt arbejder på at skaffe sig viden. En nyere parallel er den opfattelse af forholdet mellem elev og lærer, der sammenfattes i slagordet "elevens ansvar for egen læring". Se også dannelse.