Pædagogik. Dette træsnit fra Liber faceti docens (Bogen om vid) fra 1496 viser, hvordan humanisterne forestillede sig undervisning: I en rolig og venlig atmosfære underviser magisteren en lille gruppe opmærksomme elever. Sceneriet er præget af humanismens dannelsesideal, der ofte var langt fra virkeligheden, men hyldede forestillingen om en beåndet og inspireret undervisning, bl.a. udtrykt med princippet Nihil sine musa 'intet uden det musiske'.

.

Pædagogik. Antikes Schulwesen, litografi af J. Nussbiegel, viser en karikatur af pædagogikkens vilkår i 1700- og 1800-t. Undervisningen foregår i lærerboligen samtidig med tøjvask og børnepasning. Undervisning var ikke så velbetalt, at man kunne leve af det alene. Derfor supplerede læreren her på billedet sine indtægter med skomagervirksomhed og lidt landbrug. Præsten på visitats overværer lærerens anstrengelser for at blive hørt gennem larmen.

.

Pædagogik. Folkeskoleloven af 1993 har på mange måder betydet en pædagogisk fornyelse. For at også skolens fysiske rammer kan genspejle denne, er der i 1999 afholdt tre landsdækkende konkurrencer om fremtidens skolebyggeri. Førstepladsen i gruppen nybyggeri gik til Trekroner Skolen i Roskilde for et fleksibelt skolelandskab, der inddrager hele skolens undervisning i et grønt miljø ud fra idéen om, at de fire elementer jord, ild, luft og vand er det fælles udgangspunkt for elevernes naturfaglige erkendelse.

.

Børnehaver er et pædagogisk pasningstilbud for 2-7-årige børn, der sigter mod at fremme børnenes udvikling, trivsel og selvstændighed.

.

Pædagogik er læren om den teori og praksis, der omhandler mål, midler, sammenhænge og forhindringer i relation til udvikling af værdier, viden og kunnen hos den enkelte.

Faktaboks

Etymologi
Ordet pædagogik er afledt af græsk paidagogike (techne) 'opdragelseskunst', afledt af paidagogos, se pædagog.

Set under forskellige synsvinkler handler pædagogikken om opdragelse, undervisning og uddannelse, dvs. personlighedens dannelse i vid forstand.

Der er ikke klare grænser mellem pædagogik og de nævnte tre områder, men snarere tale om et samspil:

  • set i forhold til opdragelse lægges der i begrebet pædagogik vægt på den holdningsmæssige side af personlighedsdannelsen,
  • i forhold til undervisning lægges der i begrebet pædagogik vægt på principperne for valg af mål, indhold og metoder,
  • i forhold til uddannelse lægges der i begrebet pædagogik vægt på struktur og organisation af undervisning og læring på alle niveauer.

Pædagogikken henter sin inspiration fra tre forskellige kilder:

  • pædagogisk praksis, der forsyner os med konkrete erfaringer,
  • pædagogisk empiri, der forsyner os med forskningsresultater baseret på observation af pædagogiske forhold,
  • pædagogisk teori, der forsyner os med en fortolkning og systematisering af pædagogiske begreber og udsagn.

Det er et karakteristisk træk ved pædagogikken, at den forudsætter et samspil mellem de tre kilder, således at de indbyrdes supplerer og korrigerer hinanden.

Pædagogikkens historie

Optagethed af pædagogiske spørgsmål kan påvises i alle samfund og kulturer fra oldtidens skriftlige tradition op til i dag. Den følgende fremstilling er samlet om udvalgte temaer, der har betydning for drøftelser af nutidens pædagogiske problemstillinger.

Paideia og humanitas

I Europa viser interessen for pædagogiske spørgsmål sig først i det antikke Grækenland, hvor sofisterne, der var lærere i veltalenhed, i 500-400-t. f.v.t. lagde grunden til en højere undervisning.

Spørgsmål i tilknytning hertil blev med vidtrækkende virkning taget op af filosoffer som Sokrates, Platon og Aristoteles.

I det antikke Rom, hvor bl.a. Cicero omformede det græske såkaldte paideia-ideal til det romerske humanitas-begreb, spillede ikke alene filosofien, men også retorikken en vigtig rolle.

Én kirke, én skole, ét sprog

Middelalderens vidt forgrenede net af kloster- og domkirkeskoler, hvoraf nogle udviklede sig til Europas første universiteter, sikrede rekrutteringen af kirkens egne folk.

Sproget var latin, "læseplanen" bestod af de syv frie kunster, og de foretrukne tekster var af Aristoteles og Augustin. I 1200-tallet ydede Thomas Aquinas originale bidrag til pædagogikkens udvikling; bl.a. videreudviklede han de forestillinger om læringens natur, som tidligere var fremsat af Sokrates og Augustin.

Den nye videnskab

Fremkomsten af naturvidenskaben i 1600-tallet betød i pædagogisk henseende en større betoning af erfaringen og af de såkaldte reale fag, dvs. matematik, fysik, kemi og ikke-klassiske fremmedsprog.

Således understregede tidens store reformator, tjekken Johann A. Comenius, i sit universelle dannelsesideal den nære sammenhæng mellem sproget og den fysiske omverden og mellem modersmål og latin.

Natur og kultur

Oplysningstiden, der i lighed med antikken blev skelsættende i pædagogisk henseende, fremhævede det "naturlige" på alle samfundslivets områder som en forudsætning for menneskelig frigørelse.

I Émile formulerede franskmanden Jean-Jacques Rousseau principperne for en sådan opdragelse, idet han inddrog bl.a. sanseopdragelsen og beskrev barndommen som en periode af livet med egen ret og egne udviklingskarakteristika.

Leg og folkelig vækkelse

Inspirationen fra Rousseau kan spores hos de fleste af 1800-tallets tænkere, bl.a. Johann H. Pestalozzi, som videreudviklede begrebet anskuelsesundervisning.

Af andre pædagogiske fornyere fik især repræsentanterne for de nationalromantiske bevægelser betydning, fx Friedrich Fröbel, der inddrog leg og fri bevægelse i førskoleopdragelsen, og N.F.S. Grundtvig, der i 1830'erne lagde grunden til højskolebevægelsen.

Reformpædagogik og demokratisering

I 1900-tallet vandt reformpædagogikken frem ikke mindst i Skandinavien. I tiden op til 2. Verdenskrig kom den såkaldte frie opdragelse til at spille en stor rolle, bl.a. gennem skoleforsøg, i Danmark, fx i Vanløse.

Flere frie skoler så i 1920'erne dagens lys, bl.a. Summerhillskolen i England. I Amerika opstod den progressive bevægelse med John Dewey som den pædagogisk mest fremtrædende tænker og igangsætter. I Tyskland blev Georg Kerschensteiner den kendteste fortaler for arbejdsskoletanken, og i Italien udformede Maria Montessori en ny førskolepædagogik baseret på selvudvikling og spontanitet.

De forskellige strømninger fandt efterhånden sammen i en bevægelse, der under navne som reformpædagogik, aktivitetspædagogik, progressiv eller moderne pædagogik stillede krav om en barnecentreret, mere livsnær og mindre autoritetspræget holdning.

Disse strømninger, der har domineret dansk pædagogik fra sidste halvdel af 1900-tallet, førte med Den Blå Betænkning fra 1960 og Folkeskolelovene af 1975 og 1993 efterhånden frem til gennemførelsen af en udelt, niårig enhedsskole, suppleret med krav om differentieret undervisning og øget vægt på elevernes medindflydelse og medbestemmelse.

Teori og praksis

Et grundvilkår i pædagogik er relationen mellem pædagogiske aktiviteter i praksis og teoretiske overvejelser om ønskelige ændringer heri.

Den pædagogiske praksis udgøres af de faktiske handlinger som opdrageren, pædagogen eller læreren udfører med henblik på at fremme en bestemt handlemåde og læring. Her hentes konkrete erfaringer, og herfra udgår behov og interesse for empirisk iagttagelse og refleksion for at vinde indsigt i sammenhænge bag praksis.

Pædagogisk empiri spænder vidt: fra praktikeren, der gør sin egen praksis til genstand for observation, til forskeren, der observerer et bestemt aspekt ved den pædagogiske praksis, afprøver hypoteser eller ved aktionsforskning selv følger og fremmer en bestemt udviklingsproces i praksis. Sådanne empiriske iagttagelser er et nødvendigt supplement og korrektiv til såvel den pædagogiske praksis som den pædagogiske teori.

Det er den pædagogiske teoris opgave ved begrebsafklaring og ud fra en helhedsbetragtning at bringe orden og sammenhæng i erfaringer og observationer samt evt. at udvikle dem til egentlige dannelsesteorier rodfæstet i bestemte menneske- og samfundssyn.

Mens erfaringsgrundlaget samt interessen og behovet for pædagogiske overvejelser udspringer af praksis, så er det i overvejende grad fra pædagogisk empiri og teori, at den videnskabelige pædagogik henter sit indhold. Dette forhold giver anledning til to typer af modeller for praksis, som er forankret i hhv. teori og empiri:

  • Modeller, der udspringer af pædagogisk teori, omfatter antagelser om samfundets og menneskets natur og får derfor i højere grad karakter af at være normative i forhold til praksis,
  • Modeller, der udspringer af pædagogisk empiri, bygger på antagelser om mere specifikt pædagogiske forhold, fx læreprocesser, motivation, barnets udvikling og sammenhæng mellem uddannelse og social baggrund mv.

De to modeltypers eksistens illustrerer den videnskabelige pædagogiks sammensatte karakter.

Pædagogik som fag

Pædagogik kan betragtes enten som et overvejende humanistisk eller som et overvejende samfundsvidenskabeligt fag.

  • Når faget anskues som især humanistisk, lægges hovedvægten på den historiske synsvinkel i form af uddannelseshistorie og de pædagogiske idéers historie med nær tilknytning til pædagogisk filosofi; derved inddrages områder som didaktik eller undervisningslære samt det komparative studium af opdragelse og uddannelse i forskellige lande og kulturer. De foretrukne metoder er af tekstkritisk, tolkende eller begrebsanalytisk natur og bringer dermed pædagogikken i kontakt med samfundets almene værdigrundlag. Faget fremstår derigennem med et forholdsvis klart afgrænset indhold.
  • Når faget anskues som samfundsvidenskabeligt, træder det identitetsskabende indhold i baggrunden i forhold til det metodiske, idet faget beskriver og vurderer brugen af fortrinsvis empiriske og statistiske metoder. Ved denne fagforståelse er der en større umiddelbar gennemslagskraft i praksis for pædagogiske teorier, fx af sociologisk art.

I den praktiske tilrettelæggelse af pædagogikfaget er der dog ikke tale om et enten-eller, men om et både-og, idet begge fagsyn udspringer i praktisk, pædagogisk erfaring.

Først i 1900-tallet har pædagogik opnået anerkendelse som et videnskabsfag. Det første danske professorat i pædagogik blev oprettet i 1955 ved Københavns Universitet under det filosofiske, nu humanistiske fakultet. Siden blev der oprettet professorater i faget ved Danmarks Lærerhøjskole (nu DPU ved Aarhus Universitet) og ved de nye universitetscentre. Faget er en væsentlig del af lærer- og pædagoguddannelserne.

Pædagogikkens discipliner

Pædagogikken opdeles traditionelt i en række underdiscipliner enten efter en trinmæssig aldersfordeling med dertil hørende uddannelsesinstitutioner, fx børnehavepædagogik, gymnasiepædagogik, universitetspædagogik og voksenpædagogik, eller i faglige discipliner.

Ved sidstnævnte opdeling skelnes der mellem almene discipliner, der især beskæftiger sig med spørgsmål af principiel karakter, og en række hjælpediscipliner, der hovedsagelig ved empiriske studier af praksis bidrager til forståelsen og forklaringen af pædagogiske forhold.

Almene discipliner

De almene discipliner omfatter pædagogikkens historie, didaktik, komparativ pædagogik og pædagogisk filosofi.

  • Pædagogikkens historie omfatter fremstillingen af de pædagogiske idéers udvikling samt udviklingen af pædagogiske institutionstyper som børnehaver, skoler og højere læreanstalter.
  • Didaktik, hvis indhold er rettet mod undervisningens metoder, indhold og mål, var tidligere begrænset til læren om undervisningsmetoder, men inddrager nu tillige områder som curriculum- og dannelsesteori, målovervejelser samt undervisningens psykologiske og socio-kulturelle forudsætninger.
  • Komparativ pædagogik omfatter det sammenlignende studium af pædagogiske forhold i forskellige lande og kulturer og muliggør en mere nuanceret forståelse af pædagogiske relationer.
  • Pædagogisk filosofi, der i reglen også henregnes under de almene discipliner, omfatter spørgsmål af etisk og værdimæssig karakter, som unddrager sig afgørelse ad videnskabelig vej, men alligevel kræver en stillingtagen af hensyn til praksis. Derfor indbefatter pædagogisk filosofi sproglig analyse og tolkning af pædagogiske begreber og udsagn.

Hjælpediscipliner

Til de vigtigste hjælpediscipliner hører pædagogisk psykologi og pædagogisk sociologi:

  • Pædagogisk psykologi rummer anvendelsen af psykologisk viden til løsning af pædagogiske problemer. Siden grundlæggelsen af den empiriske psykologi i slutningen af 1800-tallet har psykologien haft stor indflydelse på pædagogikken, fx på områder som læring, tænkning, motivation, intelligens, personlighedsudvikling mv.
  • Pædagogisk sociologi analyserer pædagogiske fænomener i relation til samfundet og bidrager til at forklare dem ud fra fx politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og ideologiske synsvinkler. Sociologer som Émile Durkheim, Max Weber, Talcott Parsons og Pierre Bourdieu har bidraget til udviklingen af pædagogisk sociologi.
  • Pædagogiske forskningsmetoder er en integreret del af de nævnte discipliner, men undertiden udskilles de som en særlig disciplin, hvor de indsættes i en bredere videnskabsteoretisk sammenhæng.

Pædagogiske problemstillinger

Pædagogiske problemstillinger er til enhver tid bestemt af de samfundsskabte rammer for opdragelse, undervisning og uddannelse. Derfor spænder de også over en række forskellige aktiviteter, fra kamp mod analfabetismen i udviklingslande til spørgsmål om den bedst mulige resurseudnyttelse i de vestlige lande.

I 2010'ernes Danmark afdækkede den offentlige debat en række mere eller mindre synlige problemstillinger, undertiden markeret så kraftigt, at der var tale om konflikter med rod i uenighed om værdigrundlaget. Tilbagevendende temaer varr således, hvad der var den nødvendige bagage mht. viden og handlekraft i et moderne industrialiseret samfund, hvilke egenskaber der burde udvikles med henblik på aktiv deltagelse i samfundslivet, og hvilken personlighedsudvikling der ansås for værdifuld.

Nutidige pædagogiske problemstillinger omfatter bl.a., hvordan skolen løser sin opgave uanset forskelle i køn, begavelse og social status, i hvilken grad undervisningen skal struktureres af læreren, hvordan elevernes medindflydelse bedst realiseres, og hvilken grad af indflydelse forældrene bør have både på skolens styrelse og på selve undervisningen.

Den løbende debat sætter fokus på skolens hovedopgave, undervisning, bl.a. med henblik på faglighed og tværfaglighed. I debatten om ønskværdige lærerkompetencer efterlyses ofte overbevisning og engagement, men samtidig må en lærer ikke kunne anklages for manipulation eller indoktrinering. Grænsen mellem disse begreber trækkes ikke altid samme sted.

Pædagogik og etik

Bag pædagogiske beslutninger ligger ofte bestemte menneske- og samfundssyn, som afspejler almene forestillinger om et idealt fællesskab. Forholdet mellem individ og fællesskab er derfor til enhver tid et etisk grundtema i pædagogikken, og pædagogikkens udfoldelsesmuligheder er betinget af etiske afgørelser.

Det rejser en række spørgsmål om forståelsen af centrale begreber, fx hvad et demokratisk fællesskab er. Er det nationalt, europæisk eller globalt? Hvor store er enheder for fællesskab? Familien, slægten eller folket? I hvilket omfang kan samfundet lade det enkelte individs ønsker og behov danne udgangspunkt for pædagogiske bestræbelser, uden at hensynet til fællesskabet tilsidesættes?

Alle kulturelle forhold kræver etiske overvejelser, før de kan udmøntes i pædagogiske beslutninger; der indgår således også etiske begrundelser i det pædagogiske tilbud til etniske minoriteter. Begrebet bredde i uddannelserne har ligeledes etiske dimensioner, fx i vurderingen af en elites betydning for samfundet sammenholdt med ønsket om at sikre det kvalitative i bredden.

I dannelsesmæssig henseende står pædagogikken med en række åbne spørgsmål, der må finde deres svar i balancen mellem hensynet til det enkelte menneske og til samfundet, i det spændingsfelt, der afgrænses af prioriteringer inden for dels intellektuel, moralsk og fysisk dannelse, dels demokratiske mål i et moderne samfund.

Centrale værker i pædagogikkens historie

Oversigten er kronologisk, ordnet efter forfatterens fødselsår

forfatter titel indhold
Platon Politeia (ca. 375 f.v.t., Staten) Det første europæiske arbejde, der systematisk gennemarbejder uddannelsens og opdragelsens grundtemaer, og som teoretisk begrunder det græske paideiaideal.
Aristoteles Politica (ca. 330 f.v.t., Statslæren) Beskriver en idealstat og opdragelsen som grundlag herfor; stærk fortaler for øvelse og tilvænning som opdragelsesprincip.
Quintilian Institutio Oratoria (ca. 94 e.v.t., Uddannelse til veltalenhed) Skildrer oplæringen i veltalenhedens kunst; værket blev genfundet på klosteret i Sankt Gallen i 1410 og blev højt værdsat af tidens humanister.
Augustin De magi- stro (389 e.v.t., Om læreren) Diskuterer muligheden af ved sprogets hjælp at lære andre noget.
Johann A. Comenius Didactica magna (1657, Den store Undervisningslære) Comenius blev med Didactica magna den førende skikkelse i 1600-tallets reformbevægelse; værket, der omhandler det universelle dannelsesideal, reformerede sprogundervisningen, foregreb enhedsskolen og gav større plads for de naturvidenskabelige fag i læseplanen.
John Locke Some Thoughts Concerning Education (1693, Nogle tanker om opdragelse) Værket beskriver personlighedsudviklingen gennem styrkelse af karakteren, lægger grunden til gentlemanbegrebet som dannelsesideal og inddrager flere praktiske fag.
Jean-Jacques Rousseau Émile ou de l'éducation (1762) Det skelsættende værk fremhæver som de tre opdragende faktorer naturen, tingene og menneskene, hvor den første skal føre an, og den sidste indrette sig efter de to foregående.
Johann H. Pestalozzi Stanserbrevet (1799) Pestalozzi er mest kendt for sin metode, men i Stanserbrevet understreges betydningen af den ånd, undervisningen foregår i.
Johann F. Herbart Umriß pädagogischer Vorlesungen (1835) Værket funderer pædagogikken som videnskab, men gør den samtidig afhængig af etik og psykologi, idet "den første viser os målet, den anden vejen, midlerne og forhindringerne".
Friedrich Fröbel Die Menschenerziehung (1826, Menneskeopdragelsen) Værket, der fik stor betydning for førskolepædagogikken, fremhæver især legen som middel til forløsning af det guddommelige i mennesket.
N.F.S. Grundtvig Skoleskrifterne (1830'erne) Understreger betydningen af national og folkelig oplysning, formidlet gennem det levende ord, og af en folkelig højskole.
Herbert Spencer On Education (1861) Opstiller et uddannelsesprogram med den biologiske nytte som højeste princip.
Ellen Key Barnets århundrede (1900) Genoptager Rousseaus tanker om børns ret til frit at udvikle den iboende natur, idet den større frihed naturligt vil føre til en sundere og renere menneskeslægt.
John Dewey Democracy and Education (1916) Et dybtgående pædagogisk og kulturfilosofisk værk, der behandler samspillet mellem demokrati og dannelse/uddannelse; den amerikanske progressivismes hovedværk.
Georg Kerschen- steiner Begriff der Arbeitsschule (1912) Lægger den fremtidige erhvervsudøvelse til grund for en reform af skolen og fremhæver i konsekvens heraf de manuelle fags betydning.
Maria Montessori Barndommens Gåde (1936) Indeholder læren om de sensitive perioder, hvor børn er særlig modtagelige for bestemte indtryk og særlig disponerede for bestemte virksomheder og præstationer; udvikler en række selvundervisende og selvkorrigerende materialer.
A.S. Neill Summerhillskolen (1963) Repræsenterer idéen om en fri og autoritetsløs opdragelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig