prøve

Pædagogiske prøver har primært til formål at styrke grundlaget for den bedst mulige undervisning af den enkelte elev, men kan også danne grundlag for bedømmelse. De bruges primært i folkeskolen, men også i andre skoleformer. Resultaterne bruges især af lærere og elever, men også ved orientering til forældre eller andre om klassens eller den enkelte elevs standpunkt og udvikling. Pædagogiske prøver udformes som standpunktsprøver eller diagnostiske prøver. Standpunktsprøver måler elevers standpunkt i fx læsning, matematik og skriftlig fremstilling og kan beskrive et bestemt område mht. viden eller færdigheder. De kan også vise, hvor langt elever er nået i deres udvikling på områder, hvor udviklingstrin er beskrevet, fx i læsning. Diagnostiske prøver belyser årsager til elevers mere eller mindre gode præstationer og diagnosticerer eventuelle særlige vanskeligheder.

Begrebet standpunktsprøve har dog også en mere specifik anvendelse som betegnelse for de interne prøver, der af nogle skoler afholdes til forberedelse af eksaminer og afsluttende prøver. Sådanne prøver blev især tidligere kaldt terminsprøver. Disse prøver, hvor alle elever på de berørte klassetrin oftest samles i større lokaler, fx en skoles gymnastiksal, var i folkeskolen udbredt indtil ca. 1980, men er siden i et vist omfang erstattet af interne, mere uformelle prøver for mindre elevgrupper ad gangen.

Nogle prøver er standardiserede, dvs. at sværhedsgraden er kendt for en bestemt elevgruppe, idet opgaverne er afprøvet på et repræsentativt udsnit af elever, fx på et bestemt alderstrin, således at den enkelte elevs standpunkt kan vurderes i forhold til jævnaldrendes. En standardiseret prøve skal gives under nærmere fastsatte ydre rammer, bl.a. inden for en bestemt tidsramme og med en fastlagt vejledning til eleverne, og opgøres efter en nærmere angivet forskrift. Mange pædagogiske prøver er ikke standardiserede og bruges i uformelle sammenhænge; det gælder fx de prøver, den enkelte lærer udarbejder til brug i sin egen klasse.

Pædagogiske prøver er af tidsmæssige årsager ofte udformet som gruppeprøver. Især siden 1960'erne har man i skolen brugt forskellige udformninger af sådanne prøver, fortrinsvis i læsning, stavning og matematik. Individuelle prøver anvendes primært ved skolepsykologisk diagnosticering af elever med særlige vanskeligheder, herunder ved henvisning til specialundervisning.

Nogle prøver besvares ved valg mellem et antal givne svarmuligheder, såkaldte multiple choice-prøver, mens andre prøvetyper kræver, at den, der svarer, selv formulerer et kortere eller længere svar. Opgørelsen af prøver med faste svarmuligheder er enkel og kan ske maskinelt, mens den ved prøver med åbne spørgsmål er mere tidskrævende og forudsætter klare bedømmelseskriterier.

En professionel brug af pædagogiske prøver forudsætter bevidsthed om, at prøver i reglen kun måler en afgrænset del af det område, man ønsker at vide noget om. En overdreven betoning af prøveresultaters betydning kan derfor medføre en uheldig indsnævring af undervisningen til det prøverelevante indhold, mens andre væsentlige indholdsaspekter nedtones eller udelades.

Se også karakterer, reliabilitet, skoleforsøg og validitet.