Mogens Jansen, f. 1930, dansk læseforsker og læsepædagog; læreruddannet og cand.psych. Jansen var direktør for Danmarks Pædagogiske Institut 1987-95 og formand for Landsforeningen af Læsepædagoger 1963-2001. Han har skrevet og redigeret et stort antal fagbøger, lærebøger, artikler mv. om læsning og danskundervisning og redigeret talrige bøger for læsehandicappede. Han etablerede tidligt et omfattende internationalt netværk og har modtaget en række danske såvel som udenlandske priser og hædersbevisninger.