Ovide Decroly, 1871-1932, belgisk læge og psykolog. Decrolys pædagogik er baseret på en psykologisk forståelse af børns udvikling, og han var stærkt inspireret af den amerikanske pædagog John Dewey. Han lagde vægt på indlæring ud fra barnets behov og udviklede en holistisk metodik, hvori udgangspunkt for undervisning er meningsbærende helheder. Han mente, at børn gennem iagttagelse af naturen og af levende væsener kan tilegne sig social tilpasning. Klasseværelset var for ham et laboratorium, hvor der eksperimenteres og gøres erfaringer. Han tillagde manuelt arbejde og ekskursioner stor betydning og gik ind for fællesundervisning af drenge og piger. Decroly var medstifter af New Education Fellowship 1921 og arrangerede kurser for lærere, hvor han selv og hans medarbejdere underviste i Decrolymetoden.