International Baccalaureate, IB, international studentereksamen, der er anerkendt som adgangsgivende til videregående studier i mange lande, bl.a. Danmark. IB styres fra Genève og tilbydes på over 600 skoler i 83 lande; i Danmark på fire skoler (1997), Copenhagen International School (CIS), Birkerød Gymnasium, Herlufsholm Skole og Nørre Gymnasium. Foruden det toårige gymnasieforløb tilbydes i mange lande, i Danmark på CIS og Herlufsholm Skole, en femårig mellemskole, Middle Years Programme, MYP. International Baccalaureate består af seks fag: sprog 1, fremmedsprog, "individ og samfund" (økonomi, geografi og historie), naturvidenskab (biologi, kemi og fysik), matematik og valgfag. Undervisningen foregår hovedsagelig på engelsk.