Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.
Rive løs sig rigets stænder fra den fælles folkeånd, da går hoved, fødder, hænder latterlig på egen hånd, da er riget sønderrevet, fortidsalderen udlevet, folket mødigt sover hen, vågner vanskelig igen.
Grundtvigs digt "Folkeligheden" (Folkeligt skal alt nu være) fra 1848 svarer til det, han samtidig sagde i politiske taler. De her citerede strofer er nr. 7 og 8 i den oprindelige udgave af digtet med 14 strofer og nr. 4 og 5 i den forkortede udgave med 8 strofer, der findes i sangbøgerne.
Folkelighedsideologien er en demokratisk, konsensussøgende, antiautoritær indstilling, der søger at skabe reel lighed mellem alle. Denne form for folkelighed indebærer en stærk tro på "folks" eller såkaldte "almindelige menneskers" sunde fornuft og på deres evne og vilje til at sætte sig ind i vanskelige spørgsmål. De har kompetence til at handle og til at tage et ansvar, hvis de hjælpes på vej af en folkeoplysning, der ikke søger at udbrede overklassens kultur til hele samfundet, men tager udgangspunkt i folkets egne forudsætninger og erfaringer.
Det er denne grundindstilling, som i mange forskellige varianter — fx med eller uden kristendommen som væsentligt element og med forskellig vægt på det i traditionel forstand "oplysende" — har været det ideologiske og pædagogiske grundlag for andels- og højskolebevægelserne, friskolerne og en række af de andre bevægelser og organisationer, der i egen selvopfattelse og gængs sprogbrug er "folkelige", og som har præget dansk kultur og politik siden Grundtvig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.