Danmarks Forskningsråd, tidligere råd oprettet i 1996 med det formål at rådgive om de overordnede linjer i dansk forskningspolitik. Rådets formand og otte medlemmer repræsenterede både offentlig og privat forskning. Især gennem sine årlige rapporter, der indeholdt en vurdering af dansk forsknings generelle udvikling, kvalitet og samfundsmæssige relevans, øvede rådet en betydelig indflydelse på dansk forskningspolitik. Danmarks Forskningsråd blev nedlagt i 2004.