Sociale uddannelser, uddannelser, der sigter mod arbejde med social service, socialpædagogik eller omsorg.

Ungdomsuddannelserne omfatter undervisning på social- og sundhedsskoler mv. vekslende med praktik i institutioner og sygehuse. For unge, der kommer lige fra folkeskolen, er en tilfredsstillende gennemførelse af et indgangsår en adgangsbetingelse for den etårige uddannelse til social- og sundhedshjælper og til den 11/2-årige overbygning til social- og sundhedsassistent. Disse to uddannelser afløste i 1992 uddannelserne til hjemmehjælper, sygehjælper, plejer, plejehjemsassistent og beskæftigelsesvejleder.

Sociale uddannelser (1999)

  • ungdomsuddannelser
    • pædagogisk grunduddannelse (pgu)
    • social- og sundhedshjælper
    • social- og sundhedsassistent
  • videregående uddannelser
    • pædagog
    • socialrådgiver
    • den sociale kandidatuddannelse (cand.scient.soc.)
  • andre uddannelser
    • diplomuddannelsen i familieterapi
    • diplomuddannelsen i socialt arbejde
    • klubpædagog
    • den pædagogiske diplomuddannelse
    • den sociale diplomuddannelse
    • den sociale videreuddannelse
    • socialformidler

Indgangsåret er også adgangsgivende til den 11/2-årige pædagogisk grunduddannelse (pgu), oprettet 1996, med uddannelsesmuligheder for dagplejere, omsorgsmedhjælpere og pædagogmedhjælpere; pgu er tillige adgangsgivende til uddannelsen som pædagog.

Adgangsprøven til de videregående social- og sundhedsuddannelser kan træde i stedet for en gymnasial eksamen ved optagelse på bl.a. socialrådgiveruddannelsen.

Socialrådgivere uddannes på sociale højskoler og Aalborg Universitet, mens socialformidlere er kommunomer fra Danmarks Forvaltningshøjskole. Diplomuddannelserne er åbne uddannelser og findes især på de sociale højskoler. Den sociale kandidatuddannelse tilbydes ved Den Sociale Højskole i København og Aalborg Universitet, og den sociale videreuddannelse ved Danmarks Forvaltningshøjskole.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig