Sikkerhedsuddannelser, uddannelser for personale, der bevogter og beskytter levende væsener, materielle værdier og den offentlige orden. Sikkerhedspersonale er ansat i stat og kommuner eller i private vagtselskaber og redningskorps. Normalt tages uddannelsen efter ansættelsen.

Sikkerhedsuddannelser (1999)

  • erhvervsuddannelser
    • redder
    • sikkerhedsvagt
  • arbejdsmarkedsuddannelser
    • vagtfunktionær
  • elevuddannelser
    • bilsagkyndig
    • brandmand
    • falckredder
    • fængselsfunktionær
    • livredder
    • politibetjent
    • S-togs-revisor

Vagtfunktionærer oplæres på arbejdspladsen og uddannes på AMU-centre; fra 2000 tilbydes en uddannelse til sikkerhedsvagt som erhvervsuddannelse. De fleste andre sikkerhedsuddannelser, der drives af den ansættende myndighed, er i oversigten omtalt som elevuddannelser. Disse uddannelser foregår som oplæring på arbejdspladsen suppleret med teoretisk og praktisk undervisning.

Ved siden af de egentlige uddannelser findes der en række kurser og prøver, der kan aflægges før eller under ansættelsen. Kurser i brandbekæmpelse afholdes af Beredskabsstyrelsen, og dykkerkurser af søværnet. Prøver i førstehjælp og livredning kan afholdes af foreninger, højskoler, oplysningsforbund mv. Se også politi (uddannelse).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig