Det danske uddannelsessystem har opbygget en række karakteristiske undervisningsprincipper. De fremgår bl.a. af formålsformuleringerne for grund- og ungdomsuddannelser, hvor videnstilegnelse er ledsaget af mål om som at fremme den enkelte elevs alsidige udvikling og lyst til at lære mere samt temaer som elevmedbestemmelse og skole-hjem-samarbejde. Synet på værdier og viden har gennem årene skiftet: Hvor det i 1814 handlede om, at eleverne skulle "bibringes" de "Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige for at blive nyttige Borgere i Staten", skal folkeskolen siden 2006 forberede dem "til videre uddannelse".
Undervisningens indhold skal i både grundskolen og det almene gymnasium være almendannende og ikke erhvervsrettet. Almendannende undervisning skal gavne eleverne selv og fællesskabet og gennem valget af stof og metoder udvikle deres faglige viden, tilværelsesforståelse, samfundsindsigt og handlekompetence; undervisningens indhold skal derfor udtrykke en sammenhængende og helhedsbetonet fagligheds- og læringsforståelse.
Uddannelsernes individfokus indebærer, at den lærende på flere uddannelsesniveauer har ret til pædagogisk støtte gennem undervisningsdifferentiering og vejledning samt i et vist omfang også til specialundervisning.
Udgifterne til specialundervisning er i de senere år vokset kraftigt, og bl.a. derfor blev der i 2012 indført inklusion i folkeskolen. Inklusionsbegrebet blev introduceret med Salamanca-erklæringen i 1994 og fulgt op af FN’s handicapkonvention fra 2006, som retsligt sikrer handicappedes borgerlige, politiske, sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Ved en inkluderende undervisningstilrettelæggelse søges opnået, at færre elever udskilles, og flere deltager i skolens og klassens fællesskab, uanset individuelle forskelle med udspring i handicap, religion, kultur eller seksualitet.
Grundskolens specialundervisning, der fra 2012 alene omfatter den hidtidige vidtgående specialundervisning, går tilbage til 1980, hvor særforsorgen blev udlagt fra staten til amterne. Ved strukturreformen i 2007 blev ansvaret for det meste af den vidtgående specialundervisning overdraget til kommunerne.
Ved inklusionsreformen i 2012 blev undervisningsdifferentieringsprincippet yderligere aktuelt, fordi større spredning i elevforudsætningerne inden for klassens rammer kræver større variation i tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisning. Differentieringsformerne i grundskolen adskiller sig primært fra hinanden med hensyn til differentieringens genstand: I mange år var elevdifferentiering fremherskende, idet elevgruppen blev opdelt efter især boglige forudsætninger, men siden blev det undervisningen, der skulle afstemmes efter forskelle i elevforudsætninger og varieres med hensyn til fx arbejdsformer, tempo og fordybelse.
At der i Danmark er undervisningspligt og ikke skolepligt betyder, at elevens undervisning ikke nødvendigvis skal ske i folkeskolen, men efter forældrenes valg også kan foregå i en fri grundskole eller som hjemmeundervisning, når blot undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Undervisningspligten var syvårig, indtil den i 1972 blev niårig og udvidet med 8. og 9. klasse og i 2008 tiårig, idet børnehaveklassen her blev obligatorisk. Undervisningspligten indtræder 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, og ophører 31. juli ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin, dog senest, når den unge er fyldt 17 år; kommunalbestyrelsen har tilsynsansvaret for, at alle undervisningspligtige børn i kommunen opfylder undervisningspligten. Siden 1953 er det grundlovsfæstet, at alle børn har ret til at blive undervist vederlagsfrit i folkeskolen.
Klasselæreren er nøglepersonen i grundskoleelevers skoleliv og skal skabe og koordinere læringsmulighederne for den enkelte klasse og elev, både fagligt og socialt. Klasselærerbegrebet, der ofte fremhæves som specifikt dansk, går tilbage til 1870'erne, men klasselærerens opgaver blev først i 1993 nævnt i folkeskoleloven som følge af, at "klassens time" fra 1975-loven blev konverteret til den ikke-skemalagte "klassens tid" og tillagt klasselærerens ansvarsområde.
Skole-hjem-samarbejde eller forældresamarbejde blev formelt indføjet i folkeskolens formål med 1975-loven, hvorefter folkeskolen skal løse sin opgave "i samarbejde med forældrene" – en position, der er bevaret i 1993- og 2006-formålet, og som svarer godt til tidens fokus på det enkelte individs udfoldelsesmuligheder. Et ligeværdigt samarbejde mellem skole og forældre er et grundvilkår for at skabe et godt læringsklima i balance mellem undervisningens faglige mål og drøftelse af den enkelte elevs sociale relationer og generelle trivsel i skolen.
I den danske folkeskole er der elevmedbestemmelse, ikke elevselvbestemmelse. Den kan realiseres på flere planer og niveauer. På enkeltelevniveau skal lærer og elev løbende samarbejde om mål, arbejdsformer, metoder og stofudvælgelse. Eleverne har derigennem medindflydelse på egen læring og egen skolehverdag og kan foretage en række valg og beslutninger, fx valg af valgfag. Den formelle elevindflydelse er udmøntet i elevrådsstrukturen, som går tilbage til 1970, hvor elevrepræsentanter fik adgang til at deltage i skolenævnsmøder, der fra 1990 blev erstattet af skolebestyrelsesmøder. I 1974 fik eleverne ret, men ikke pligt til at danne elevråd, og i 1977 fik de tillige to repræsentanter uden stemmeret i skolekommissionen, indtil denne bortfaldt ved en skolestyrelsesreform i 1989; elevrepræsentanterne måtte dog ikke deltage i behandlingen af personsager. I 2000 fik elevrådet ret til at udpege repræsentanter til de udvalg mv., som skolen nedsætter. Eleverne afgør selv, hvordan elevrådet skal sammensættes, og hvordan det skal vælges.
Et centralt princip er også spørgsmålet om metodefrihed, dvs. frihed for læreren til at vælge de fremgangsmåder og metoder, som virker i den givne situation. At metodefriheden, der ikke må forveksles med metodeløshed, altid skal udøves inden for de gældende rammer, fremgår af folkeskolelovens § 18, stk. 4, hvor det tillige hedder, at "fastlæggelse af arbejdsformer, metoder og stofvalg skal i videst muligt omfang foregå i samarbejde mellem lærerne og eleverne." Denne formulering blev indføjet i 1975-loven og hjemler lærernes metodefrihed, fordi den muliggør, at den enkelte lærer under skolelederens overordnede ansvar selv kan vælge de pædagogiske veje til et givet undervisningsmål og udvælge undervisningsstoffet inden for de centralt og lokalt fastsatte rammer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.