Danmark. Obligatoriske test i folkeskolen, fuldt implementeret fra skoleåret 2007-08.

.

Danmark – uddannelse, Der findes i Danmark i 2012 knap 2300 almene skoler og andre uddannelsesinstitutioner for børn og unge, heraf ca. 1320 folkeskoler, 540 friskoler og private grundskoler, 265 efterskoler og knap 150 almene gymnasier, der også kan have tilknyttet hf-kurser. De erhvervsgymnasiale uddannelser hhx og htx udbydes sammen med erhvervsuddannelserne på ca. 180 uddannelsessteder for erhvervsrettet uddannelse. Uddannelsessystemet for voksne omfatter dels kompetencegivende videreuddannelse, dels efteruddannelse, som kan være formelt kompetencegivende, men også bestå i nonformel uddannelse på fx folkehøjskoler og i oplysningsforbund. Videreuddannelse foregår overvejende på landets 9 erhvervsakademier, 8 professionshøjskoler og 8 universiteter, mens almen og erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU) tilbydes på 13 VEU-centre som grundlæggende voksenundervisning (GVU), forberedende voksenundervisning (FVU), almen voksenundervisning (AVU) og arbejdsmarkedsuddannelser (AMU). Andre især private efter- og videreuddannelsesformer udbydes mange steder i Danmark.

Øverste myndighed for undervisning af børn og unge samt VEU-uddannelser er Undervisningsministeriet, mens det videregående uddannelsessystem hører under Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, også kaldet Uddannelsesministeriet. Udgifterne til uddannelse er vokset hastigt siden 1950'erne fra godt 2 % af BNP til 8 % i 2010. I 2013 var de samlede offentlige udgifter til uddannelse ca. 70 mia. kr., hvilket svarer til ca. 11 % af de offentlige udgifter.

Uddannelsesforkortelser

  • AMU: Arbejdsmarkedsuddannelse
  • AVU: Almen voksenundervisning
  • EGU: Erhvervsgrunduddannelse
  • EUD: Erhvervsfaglige uddannelser
  • FUU: Den fri ungdomsuddannelse
  • FVU: Forberedende voksenundervisning
  • GVU: Grundlæggende voksenundervisning
  • hf: Højere forberedelseseksamen
  • hhx: Handelsgymnasiet
  • htx: Teknisk gymnasium
  • SOSU: Social- og sundhedsuddannelse
  • STU: Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse
  • stx: Det almene gymnasium
  • VEU: Voksen- og efteruddannelse

Af en elevårgang (2011) fortsætter ca. 97 % i uddannelsessystemet efter afsluttet grundskoleforløb, heraf ca. 65 % i gymnasiale uddannelser og ca. 32 % i erhvervsuddannelser. Erhvervskompetence opnås af godt 84 % og studiekompetence af godt 6 %, mens knap 10 % af en årgang er uden formelle kompetencer.

I 2010'erne er uddannelse fortsat et samfundsmæssigt nøglebegreb, der indgår i forestillingen om demokrati og ses som en forudsætning for den enkelte borgers udfoldelsesmuligheder. Uddannelsessystemet skal således på samme tid sætte det enkelte individ i stand til at fungere som samfundsborger, styrke social lighed og fungere som individuelt selvrealiseringsprojekt.

Træk af uddannelsessystemets udvikling

I Danmark er der undervisningspligt, ikke skolepligt. Det er resultatet af historiske brydninger mellem forældremyndighed, statsmagt og kirke. Efter Reformationen 1536 var undervisning primært en kirkelig opgave, der skulle løses i tilknytning til opdragelsen i hjem og menighed. Middelalderens katolske klosterskoler blev afløst af protestantiske latinskoler og forskellige former for byskoler. I byerne foregik undervisningen i læse- og skriveskoler, på landet ved at præsten eller degnen overhørte i katekismus en eller to gange om ugen.

Af både idé- og nyttebetonede grunde voksede statens interesse for børns undervisning i 1700-t. Fattiglovens krav om skoler på landet (1708), oprettelsen af 240 rytterskoler på de kongelige godser i 1720'erne, indførelsen af kirkelig konfirmation 1736 samt lovgivning om skoler i landsogne for alle børn fra 5-6-årsalderen (1739) var udtryk for en statslig og kirkelig interesse i opdragelsen af børn og tyende til fromme og læsende kristne.

Alligevel regnes folkeskolens fødsel normalt først til 1814, da der blev gennemført en landsdækkende undervisningspligt for drenge og piger fra 6-7-årsalderen indtil konfirmationen. Folkeskolen blev betalt lokalt, dvs. af samtlige beboere i sognet, dog fra 1856 med tilskud fra staten, og styret af en skolekommission i hvert sogn under præstens ledelse. Indtil 1958 omfattede folkeskolen både et landsbyordnet og et købstadsordnet skolevæsen. En del landkommuner havde efterhånden valgt købstadsordningen; ved udgangen af 1957 gik således ca. 75.000 elever på landet i købstadsordnede skoler, mens ca. 200.000 gik i egentlige landsbyskoler, som havde færre klassetrin og færre ugentlige timer pr. klasse.

I byerne fandtes der fra slutningen af 1700-t. private drenge- og pigeskoler; i by og på land var hjemmeundervisning ikke ualmindelig. Efter midten af 1800-t. opstod der små private "friskoler" rundt om i landsognene, oprettet af forældrekredse, der ønskede at præge deres børn. Retten til selv at sørge for sit barns undervisning uden først at skulle indhente myndighedernes godkendelse blev lovfæstet i 1855 og grundlovsfæstet i 1915 med baggrund i de krav om frihed i kirke og skole, som blev fremført af N.F.S. Grundtvig og Christen Kold. Fra 1899 fik friskolerne statstilskud. Skolefriheden er senere også udnyttet af andre skolekredse: det tyske mindretals skoler i Nordslesvig, lilleskoler i 1960'erne, kristne friskoler i 1970'erne, Steinerskoler, indvandrerskoler mfl. Der findes således skoler for alle anerkendte trossamfund, fx mosaiske, katolske og muslimske.

Med skolereformen af 1903, der som mål havde en demokratisering af den højere skoleuddannelse, indførtes en fireårig mellemskole med fortsættelse enten i en etårig realklasse eller et treårigt gymnasium. Fra 1950'erne ekspanderede uddannelsessektoren bl.a. ud fra samfundskrav om teknologisk vækst. I de følgende årtier gav uddannelse næsten konstant anledning til debat. Der blev bygget meget, fra centralskoler til universiteter. I 1960'ernes politiske forestillingsverden var øget uddannelse ensbetydende med investering i fremtiden, og debatten om uddannelsesspørgsmål medførte reformpædagogisk inspirerede ændringer i skolens undervisnings- og arbejdsformer, mens samværsformer blev mere uformelle både i og uden for skolen.

Folkeskolen var indtil 1933 under gejstligt tilsyn og indtil 1975 forpligtet på en kristen livsforståelse. Siden har den alene været bundet til krav om alsidighed og demokrati. Lidt efter lidt er enhedsskolen blevet gennemført ved afskaffelsen af mellemskolen 1958 og realafdelingen 1975 samt i 1980 ved integration af børn med særligt behov for specialundervisning. Med 1993-loven blev deling i grundkursus og udvidet kursus i visse fag ophævet, og begrænset adgang til holddannelse var herefter eneste delingsmulighed.

Stadig mere kritiske komparative OECD-rapporter satte i starten af 2000-t. spørgsmålstegn ved folkeskolens faglige kvalitet, hvilket øgede væksten i de private skoler, som efter mange forældres opfattelse repræsenterede en stærkere faglighed end folkeskolen.

Principper for undervisning

Det danske uddannelsessystem har opbygget en række karakteristiske undervisningsprincipper. De fremgår bl.a. af formålsformuleringerne for grund- og ungdomsuddannelser, hvor videnstilegnelse er ledsaget af mål om som at fremme den enkelte elevs alsidige udvikling og lyst til at lære mere samt temaer som elevmedbestemmelse og skole-hjem-samarbejde. Synet på værdier og viden har gennem årene skiftet: Hvor det i 1814 handlede om, at eleverne skulle "bibringes" de "Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige for at blive nyttige Borgere i Staten", skal folkeskolen siden 2006 forberede dem "til videre uddannelse".

Undervisningens indhold skal i både grundskolen og det almene gymnasium være almendannende og ikke erhvervsrettet. Almendannende undervisning skal gavne eleverne selv og fællesskabet og gennem valget af stof og metoder udvikle deres faglige viden, tilværelsesforståelse, samfundsindsigt og handlekompetence; undervisningens indhold skal derfor udtrykke en sammenhængende og helhedsbetonet fagligheds- og læringsforståelse.

Uddannelsernes individfokus indebærer, at den lærende på flere uddannelsesniveauer har ret til pædagogisk støtte gennem undervisningsdifferentiering og vejledning samt i et vist omfang også til specialundervisning.

Udgifterne til specialundervisning er i de senere år vokset kraftigt, og bl.a. derfor blev der i 2012 indført inklusion i folkeskolen. Inklusionsbegrebet blev introduceret med Salamanca-erklæringen i 1994 og fulgt op af FN’s handicapkonvention fra 2006, som retsligt sikrer handicappedes borgerlige, politiske, sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Ved en inkluderende undervisningstilrettelæggelse søges opnået, at færre elever udskilles, og flere deltager i skolens og klassens fællesskab, uanset individuelle forskelle med udspring i handicap, religion, kultur eller seksualitet.

Grundskolens specialundervisning, der fra 2012 alene omfatter den hidtidige vidtgående specialundervisning, går tilbage til 1980, hvor særforsorgen blev udlagt fra staten til amterne. Ved strukturreformen i 2007 blev ansvaret for det meste af den vidtgående specialundervisning overdraget til kommunerne.

Ved inklusionsreformen i 2012 blev undervisningsdifferentieringsprincippet yderligere aktuelt, fordi større spredning i elevforudsætningerne inden for klassens rammer kræver større variation i tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisning. Differentieringsformerne i grundskolen adskiller sig primært fra hinanden med hensyn til differentieringens genstand: I mange år var elevdifferentiering fremherskende, idet elevgruppen blev opdelt efter især boglige forudsætninger, men siden blev det undervisningen, der skulle afstemmes efter forskelle i elevforudsætninger og varieres med hensyn til fx arbejdsformer, tempo og fordybelse.

At der i Danmark er undervisningspligt og ikke skolepligt betyder, at elevens undervisning ikke nødvendigvis skal ske i folkeskolen, men efter forældrenes valg også kan foregå i en fri grundskole eller som hjemmeundervisning, når blot undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Undervisningspligten var syvårig, indtil den i 1972 blev niårig og udvidet med 8. og 9. klasse og i 2008 tiårig, idet børnehaveklassen her blev obligatorisk. Undervisningspligten indtræder 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, og ophører 31. juli ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin, dog senest, når den unge er fyldt 17 år; kommunalbestyrelsen har tilsynsansvaret for, at alle undervisningspligtige børn i kommunen opfylder undervisningspligten. Siden 1953 er det grundlovsfæstet, at alle børn har ret til at blive undervist vederlagsfrit i folkeskolen.

Klasselæreren er nøglepersonen i grundskoleelevers skoleliv og skal skabe og koordinere læringsmulighederne for den enkelte klasse og elev, både fagligt og socialt. Klasselærerbegrebet, der ofte fremhæves som specifikt dansk, går tilbage til 1870'erne, men klasselærerens opgaver blev først i 1993 nævnt i folkeskoleloven som følge af, at "klassens time" fra 1975-loven blev konverteret til den ikke-skemalagte "klassens tid" og tillagt klasselærerens ansvarsområde.

Skole-hjem-samarbejde eller forældresamarbejde blev formelt indføjet i folkeskolens formål med 1975-loven, hvorefter folkeskolen skal løse sin opgave "i samarbejde med forældrene" – en position, der er bevaret i 1993- og 2006-formålet, og som svarer godt til tidens fokus på det enkelte individs udfoldelsesmuligheder. Et ligeværdigt samarbejde mellem skole og forældre er et grundvilkår for at skabe et godt læringsklima i balance mellem undervisningens faglige mål og drøftelse af den enkelte elevs sociale relationer og generelle trivsel i skolen.

I den danske folkeskole er der elevmedbestemmelse, ikke elevselvbestemmelse. Den kan realiseres på flere planer og niveauer. På enkeltelevniveau skal lærer og elev løbende samarbejde om mål, arbejdsformer, metoder og stofudvælgelse. Eleverne har derigennem medindflydelse på egen læring og egen skolehverdag og kan foretage en række valg og beslutninger, fx valg af valgfag. Den formelle elevindflydelse er udmøntet i elevrådsstrukturen, som går tilbage til 1970, hvor elevrepræsentanter fik adgang til at deltage i skolenævnsmøder, der fra 1990 blev erstattet af skolebestyrelsesmøder. I 1974 fik eleverne ret, men ikke pligt til at danne elevråd, og i 1977 fik de tillige to repræsentanter uden stemmeret i skolekommissionen, indtil denne bortfaldt ved en skolestyrelsesreform i 1989; elevrepræsentanterne måtte dog ikke deltage i behandlingen af personsager. I 2000 fik elevrådet ret til at udpege repræsentanter til de udvalg mv., som skolen nedsætter. Eleverne afgør selv, hvordan elevrådet skal sammensættes, og hvordan det skal vælges.

Et centralt princip er også spørgsmålet om metodefrihed, dvs. frihed for læreren til at vælge de fremgangsmåder og metoder, som virker i den givne situation. At metodefriheden, der ikke må forveksles med metodeløshed, altid skal udøves inden for de gældende rammer, fremgår af folkeskolelovens § 18, stk. 4, hvor det tillige hedder, at "fastlæggelse af arbejdsformer, metoder og stofvalg skal i videst muligt omfang foregå i samarbejde mellem lærerne og eleverne." Denne formulering blev indføjet i 1975-loven og hjemler lærernes metodefrihed, fordi den muliggør, at den enkelte lærer under skolelederens overordnede ansvar selv kan vælge de pædagogiske veje til et givet undervisningsmål og udvælge undervisningsstoffet inden for de centralt og lokalt fastsatte rammer.

Internationalisering og målstyring

Internationaliseringen har siden 1990'erne sat sine spor på mange uddannelsesområder, ikke mindst på grund af Danmarks deltagelse i den EU-styrede Bolognaproces, der blev påbegyndt i 1999. Bolognaprocessen udpegede en række konkrete udviklingsområder i EU-landene ud fra et princip om sammenlignelighed i uddannelsesstruktur, bl.a. med en ensartet struktur i de videregående uddannelser med et treårigt bachelorstudium efterfulgt af en toårig master- eller kandidatuddannelse og herefter eventuelt en treårig ph.d., et fælles mobilitetsfremmende meritsystem baseret på ECTS-skalaen og sammenlignelige uddannelsesbeviser. Dansk samspil med internationale fora foregår tillige i regi af Nordisk Ministerråd, Europarådet og OECD, der bl.a. påvirker dansk uddannelsesplanlægning gennem PISA-undersøgelserne på grundskoleområdet.

Internationaliseringen har bl.a. sat sit præg på dansk karaktergivning, som overalt i uddannelsessystemet følger en fælles karakterskala, 7-trinsskalaen, opbygget i overensstemmende med den internationale ECTS-skala. 7-trinsskalaen afløste i 2006 13-skalaen, som i 1963 trådte i stedet for den Ørstedske karakterskala, der havde været i brug siden midten af 1800-t. Forskellige tiders forskellige karakterskalaer har alle skullet leve op til krav om kvantificerbarhed og informationsværdi, idet de både har skullet kunne ligge til grund for udregning af gennemsnit og være håndterbare for bedømmere, læsbare for aftagere samt motiverende for elever og studerende. Læs mere om karakterer.

På alle uddannelsesområder har målstyring vundet frem, fx i folkeskolen i form af Klare Mål fra 2001, Fælles Mål fra 2003 og 2009 og Forenklede Fælles Mål fra 2013-15, pædagogiske læreplaner i børnehaver i 2004 og i skolefritidsordninger i 2008 samt kontrakt- og tilsynsmål for selvejende institutioner. Målstyringen går i en dansk kontekst tilbage til 1980’erne, hvor de centrale myndigheder i perioden 1980-85 udsendte en række sparecirkulærer til amter, kommuner og institutioner om udgiftsbegrænsning og som styringsredskaber pegede på decentralisering og begyndende målstyring. I 2000 blev målstyringen styrket, ved at der blev indført udviklingskontrakter på en række områder og stillet krav om evaluering, jf. oprettelsen af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i 1999, der har til opgave at evaluere alle niveauer i uddannelsessystemet. EVA afløste Evalueringscentret, oprettet 1992, som alene evaluerede de videregående uddannelser.

Målstyringen fik yderligere vind i sejlene ved strukturreformen i 2007, hvor antallet af kommuner blev reduceret fra 271 til 98 og amterne erstattet af regioner, fordi mange institutionsformers ejerforhold ved denne lejlighed blev omlagt til selveje med målstyring og taxameterfinansieret statstilskud.

Med baggrund i den store betydning, der i Danmark tillægges uddannelse, har mange bestræbelser på uddannelsesområdet fokuseret på at støtte såvel lighed som konkurrencedygtighed. Disse bestræbelser er bl.a. udmøntet i den såkaldte 95 %-målsætning, der går tilbage til 1993, hvor den blev præsenteret i R 3 Uddannelse til Alle. Målsætningen fastsatte 2011, at i 2015 skulle 95 % af en ungdomsårgang fuldføre mindst én ungdomsuddannelse, og i 2020 skulle 60 % af 2020‐ungdomsårgangen gennemføre en videregående uddannelse, heraf 25 % en lang videregående uddannelse. I 2011 var målsætningen næsten nået med henholdsvis 92 %, der havde gennemført en ungdomsuddannelse, 59 %, der havde gennemført en videregående uddannelse, og 25 %, der havde gennemført en lang videregående uddannelse.

Støtteordninger

Grundlovens § 76 foreskriver, at undervisning i den undervisningspligtige alder er gratis i folkeskolen, og gratisprincippet er stort set fastholdt i det ordinære uddannelsessystem, mens der er deltagerbetaling af varierende størrelsesorden i voksen- og efteruddannelsessystemet (VEU), herunder diplom- og masteruddannelser.

Ved både ungdoms- og videregående uddannelser er der mulighed for at opnå stipendier og studielån fra Statens Uddannelsesstøtte (SU). Man er støtteberettiget, når man er fyldt 18 år, har dansk statsborgerskab og er studieaktiv; dog har en afgørelse ved EU-domstolen i 2013 fastslået, at udenlandske EU-borgere, der studerer i Danmark og samtidig udøver reel og faktisk beskæftigelse her, ikke kan nægtes SU. Ordningen blev derfor strammet op ved nedsættelse af SU til studerende på ungdomsuddannelserne og til hjemmeboende studerende på videregående uddannelser, primært for at forebygge et forventet boom af udenlandske SU-ansøgere, men også fordi de samlede årlige SU-udgifter siden 2001 var fordoblet fra 8,4 til 17 mia. Danske studerende kan medbringe deres SU til et andet EU-land, hvis han eller hun kan opfylde bopælskravet om at have boet i Danmark to år inden for de seneste ti år.

For deltagere i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse findes der to forskellige støtteordninger: VEU-godtgørelse, som står for voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse, og statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), begge med op til 80 % af højeste dagpengesats. VEU-godtgørelse gives ved uddannelser på erhvervsuddannelsesniveau og SVU ved uddannelse på folkeskoleniveau, på gymnasialt niveau eller ved visse videregående voksenuddannelser, fx Åbent Universitet.

Uddannelsessystemets opbygning

Grundlæggende skoleuddannelse

Grundlæggende skoleuddannelse kan opnås i folkeskolen, i frie grundskoler, i efterskoler samt ved hjemmeundervisning. I 2012 var der i de tre skoleformer henholdsvis 561.423 elever i folkeskolen, 104.687 elever på frie grundskoler og 26.421 elever på efterskoler, og kun ganske få elever blev hjemmeundervist.

Folkeskolen omfatter en etårig børnehaveklasse, en niårig grundskole og en etårig 10. klasse. Dens formål, der bestemmer undervisningen i folkeskolen, lægger vægt på elevens videnstilegnelse, demokratiopdragelse og alsidige udvikling. Siden 2005 er der frit skolevalg inden for og på tværs af kommunegrænser, så forældre har krav på, at deres barn optages i en folkeskole efter eget valg.

I 1999 blev det obligatorisk for kommunerne at tilbyde danskundervisning til 3-6-årige tosprogede børn, og i 2002 ophævede man kommunernes pligt til at tilbyde modersmålsundervisning. I 2005 fik kommunerne udvidet adgang til at henvise tosprogede elever til andre skoler end distriktsskolen for at modvirke koncentrationer af tosprogede elever med svage danskkundskaber på enkelte skoler.

Fra 1990'erne har folkeskolens faglighed været under pres, idet en række internationale komparative undersøgelser viste, at folkeskolens faglige niveau ikke var tilfredsstillende set i relation til sammenlignelige lande. Dette medførte i 00'erne en række øgede krav til undervisningens faglige niveau, herunder indførelse af elektroniske, adaptive test i skoleåret 2006-07 i læsning i 2., 4., 6. og 8. klasse, i matematik i 3. og 6. klasse, i engelsk i 7. klasse og i naturfagene i 8. klasse; testene blev dog først fuldt ud realiseret i foråret 2010. Kritikken af folkeskolen og strukturreformens kommunesammenlægninger, som muliggjorde et betydeligt antal skolesammenlægninger og –nedlæggelser, skabte øget vækst i privatskolesektoren.

En folkeskolereform i 2014 forventes at bringe ændringer både i struktur og indhold. Således udvides elevernes timetal såvel i fagene som med nye emner som lektiehjælp og motion. Kommunerne får mulighed for selv at godkende nye valgfag, skolebibliotekarfunktionen åbnes for ikke-læreruddannede, regler vedr. kvalitetsrapporten og skolers fællesledelse forenkles, og pædagogisk råd gøres frivilligt.

Undervisningen afsluttes med folkeskolens afgangsprøver og 10.-klasseprøver, fra august 2014 formentlig benævnt 9. klasseprøver og 10. klasseprøver. I 2006 blev afgangsprøverne gjort obligatoriske, og antallet af prøvefag voksede, så det tidligere anvendte udtræksprincip fra mellemskole- og realeksamen blev genindført. Samme år blev gruppeprøver afskaffet på alle niveauer af uddannelsessystemet, men genindført i 2011 efter regeringsskifte.

10. klasse

Et omdiskuteret felt siden midt i 1990'erne er 10. klasse, der med 1975-loven afløste 3. realklasse. Det førte i 1999 til en indholdsrevision og nye 10. klasseprøver i stedet for folkeskolens udvidede afgangsprøver, men altså stadig på niveau med det gamle realeksamensniveau. Politisk så mange imidlertid 10. klasse som et forsinkende led i uddannelsesforløbet, og man forsøgte ved flere lejligheder at ændre den til en mere erhvervsrettet klasse for de svageste elever. Men det gik imod ønskerne fra den frie skolesektor, især efterskolerne, og 10. klasse søges stadig af knap halvdelen af en årgang (2013: 48 %). De fleste af landets kommuner har af både økonomiske og pædagogiske hensyn samlet eleverne i 10. klasse på en af kommunens skoler eller på et 10.-klassecenter.

Efterskoler

Efterskolerne, der i mange år især hentede sine elever fra landdistrikter med få uddannelsesmuligheder efter 7. klasse, fik fra 1967 mulighed for at udbyde undervisningspligtig undervisning og afholde folkeskolens afsluttende prøver, og det tiltrak også unge fra byen, som ønskede et miljøskifte. Selvom efterskolernes undervisning i de traditionelle skolefag ligner folkeskolens, har den ofte et musisk-kreativt eller praktisk udgangspunkt, og da skolerne også har prioriteret den prøverettede del af undervisningen, har skoleformens succes bl.a. bidraget til at fastholde et ret stabilt dimittendtal ved 10.-klasseprøverne.

Frie skoler

De frie skoler er finansieret dels ved forældrebetaling, dels ved statstilskud – den såkaldte koblingsprocent, der beregnes som en del af den gennemsnitlige elevudgift i folkeskolen, og som 2010-14 er nedtrappet fra 75 % til 71 %. De frie skoler kan dels være privatskoler, hvoraf mange har rod i realskolen, der var et barn af oplysningstiden, dels friskoler og lilleskoler mv., der udspringer af den frie skoletradition, som går tilbage til midten af 1800-t. og er inspireret af N.F.S. Grundtvig og C. Kold. Siden slutningen af 1990'erne har sektorens vækst udløst en stærkere politisk styring parallelt med folkeskolens. Således skal de frie skoler opfylde de aktuelle krav i både friskoleloven og Undervisningsministeriets årlige tilsynsplan. I 2005 blev der indført krav om udarbejdelse af slutmål, delmål og undervisningsplaner, jf. folkeskolens Fælles Mål, samt om evaluering, og i 2006 blev folkeskolens afgangsprøver obligatoriske også i de frie skoler, som herefter ikke mere skal søge om prøveret, men blot meddele Undervisningsministeriet, hvis de ikke ønsker at afholde prøverne. Læs mere om folkeskolen og frie grundskoler.

Ungdomsuddannelser

I 2012 fuldførte 24.257 det almene gymnasium (stx), 6.158 den toårige hf, 7.712 handelsgymnasiet (hhx) og 3.695 teknisk gymnasium (htx), mens 32.645 fuldførte erhvervsuddannelsernes hovedforløb mv. Næsten alle unge påbegynder en ungdomsuddannelse, men nogle falder fra undervejs, færrest på de gymnasiale uddannelser med ca. 13 % og flest på de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser med ca. 28 % på grundforløbet og 21 % på hovedforløbet (2011).

Gymnasiale uddannelser

Studentereksamen blev indført ved Københavns Universitet omkring 1630 og i 1850 udlagt til latinskolerne. Fagtrængsel medførte i 1871 en opdeling i en matematisk-naturvidenskabelig linje og en sproglig linje, som i 1903 opdeltes i en klassisksproglig og en nysproglig linje. Fra 1875 fik piger adgang til at aflægge studentereksamen. I 1958 fik gymnasiet en ny struktur med kun to linjer, hhv. den matematiske og den nysproglige og grendeling efter 1. g, og samtidig bortfaldt mellemskolen, som havde været en vigtig del af gymnasiets rekrutteringsgrundlag. Herefter kunne gymnasierne indtil 1973 udbyde nogle få spor af realafdelingen, men ordningen blev gradvis udfaset og kompenseret af indførelse af hf i 1967. Ved gymnasiereformen af 1987 blev grenvalget afløst af et tilvalgssystem inden for rammerne af sproglig og matematisk linje.

I 2005 blev linje- og tilvalgsstrukturen erstattet af halvårlige grundforløb med efterfølgende specialisering på 2½-årige studieretningsforløb. Ved samme lejlighed blev den toårige hf bibeholdt, den etårige hhx blev afskaffet, og VUC'erne fik mulighed for at udbyde toårigt studenterkursus. Efterfølgende er der løbende sket en række indholds- og strukturændringer, bl.a. blev der i 2012 indført et gennemsnitligt elevtalsloft på 28 i alle gymnasiale fuldtidsuddannelser. Med de stigende andele af en ungdomsårgang, som søger de gymnasiale uddannelser, er valget mellem elitegymnasium eller massegymnasium blevet stadig mere påtrængende. De gymnasiale uddannelser er fortsat studieforberedende, almendannende og principielt adgangsgivende til de videregående uddannelser.

Erhvervsfaglige uddannelser

De erhvervsfaglige uddannelser (EUD), der omfatter håndværksmæssige, merkantile og tekniske erhvervsuddannelser, har 12 fællesindgange, hvor eleverne allerede fra begyndelsen skal vælge erhvervsuddannelse. Under erhvervsuddannelserne hører siden 2007 også social- og sundhedsuddannelsen (SOSU), erhvervsgrunduddannelse (EGU) og produktionsskoler.

EUD, der giver direkte erhvervskompetence og i et vist omfang også studiekompetence til bl.a. erhvervsakademiuddannelser, er vekseluddannelser med ca. 30-50 % skolevirksomhed og ca. 50-70 % praktik, enten i en praktikplads eller i skolepraktik. Ikke mindst manglen på praktikpladser har givet anledning til bekymring, hvorfor der fra 2006 blev genindført mulighed for mesterlære, hvor praktisk oplæring i en virksomhed i den første del af uddannelsesforløbet helt eller delvis erstatter grundforløbet, så en erhvervsuddannelse herefter kan gennemføres enten ad skoleadgangsvejen, praktikadgangsvejen eller som mesterlære. Erhvervsuddannelserne er imidlertid stadig præget af stort frafald og praktikpladsmangel, så en reform af erhvervsuddannelserne forventes gennemført i 2014.

Produktionsskolerne tilbyder en værkstedspræget undervisning til unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse. Skoleformen er som daghøjskolerne for voksne over 25 år udsprunget af de vanskelige arbejdsmarkedsforhold i begyndelsen af 1980'erne. De to skoleformer var i de første mange år hjemlet i samme lov, men produktionsskolerne blev i 1999 udskilt i egen lov, og i 2002 blev daghøjskolerne lagt ind under folkeoplysningsloven.

Den fri ungdomsuddannelse (FUU), der eksisterede 1995-2002 og var en individuelt sammensat to-tre-årig uddannelse, havde et frafaldsbegrænsende formål. I 2007 indførtes så den beslægtede særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) for unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov og ringe muligheder for at gennemføre en traditionel ungdomsuddannelse; i alt 1300 elever har fuldført en STU siden uddannelsens start, heraf 743 i 2011.

Ved strukturreformen i 2007 blev indholdsstyringen for alle ungdomsuddannelser samlet i staten, og de institutionsformer, der ikke allerede havde selveje, overgik hertil og blev taxameterfinansieret. Omlægningen til selveje medførte et endnu større fokus på de enkelte institutioners økonomi, og fusioner mellem almene gymnasier, handelsgymnasier og tekniske gymnasier tog fart. Institutionernes driftsvilkår blev mere heterogene, og gymnasierne i det såkaldte Udkantsdanmark, fx de sydvestjyske egne, måtte af økonomiske grunde operere med højere klassekvotienter og et mere begrænset studieretningsudbud, selvom en vis økonomisk udjævning blev realiseret gennem en støttefond etableret af gymnasierne selv. Dilemmaet at skabe lige adgang til ungdomsuddannelse overalt i landet eksisterer således fortsat. Se også erhvervsuddannelser.

Videregående uddannelser

De videregående uddannelser er inddelt i korte, mellemlange og lange videregående uddannelser med en varighed på hhv. under 3 år, 3-4 år og mere end 4 år. De udbydes på erhvervsakademier, professionshøjskoler, universiteter og maskinmesterskoler. Antal optagne pr. 31.7.2013 var i alt 64.746 studerende fordelt med 10.829 på erhvervsakademiuddannelserne, 23.924 på professionsbacheloruddannelserne, 29.324 på bacheloruddannelserne og 669 på de maritime uddannelser.

Adgangskrav er overalt en gymnasial eksamen samt for visse uddannelser en erhvervsfaglig uddannelse. Alle institutioner har som øverste myndighed en bestyrelse, der skal varetage institutionens interesser, herunder fastlægge retningslinjer for dens organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.

De korte videregående uddannelser omfatter bl.a. laborant-, markedsøkonom- og datamatikeruddannelsen.

De mellemlange videregående uddannelser omfatter bl.a. journalist, folkeskolelærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske. Også universiteternes bacheloruddannelser hører til denne gruppe uddannelser.

De lange videregående uddannelser omfatter kandidatuddannelser inden for bl.a. humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab, medicin, teknik, teologi og erhvervsøkonomiske fag. Som overbygning på kandidatuddannelsen er indført en treårig forskeruddannelse, der fra 1960'erne førte til en licentiatgrad og fra 1992 til en ph.d.-grad. Kandidatuddannelserne er traditionsrige uddannelser med den teologiske embedseksamen (cand.theol.) som den ældste fra 1629; dernæst følger den juridiske (cand.jur.) fra 1736 og den medicinske (cand.med.) fra 1788. Masteruddannelser først blev introduceret i Danmark i 1994.

I 2000-t. har de videregående uddannelsessteder været præget af fusioner på alle niveauer, og selveje er indført, hvor det ikke allerede var den herskende organisationsform, jf. de korte videregående uddannelsers ændring til erhvervsakademiuddannelser i 1998 og indførelse af professionsbachelorbegrebet i år 2000 samtidig med seminarierne og Danmarks Lærerhøjskoles kursusafdelingers samling i 22 Centre for Videregående uddannelse (CVU’er). I 2004 fik de ubetingede CVU’er mulighed for at kalde sig "University Colleges", men CVU'ernes liv blev kortvarige, idet de allerede i 2007 blev samlet i professionshøjskoler.

Professionshøjskolerne gik i gang pr. 1.1.2008 og kom fra starten til at omfatte mere end 60.000 studerende og 6000 undervisere. Samtidig blev det besluttet, at erhvervsakademierne dels kunne udbyde bacheloroverbygninger, dels skulle indgå i professionshøjskolerne; men i 2013 fik de på ny fik ret til selvstændigt udbud af uddannelser, hvilket stort set efterlader professionshøjskolerne som uddannelsesproducent alene til offentlige erhverv.

Også universiteterne har været med på fusionsbølgen, allerede før det lovgivningsmæssigt blev krævet. Således blev Syddansk Universitet dannet i 1998 ved fusionering af Sydjysk Universitetscenter, Handelshøjskole Syd, Ingeniørhøjskole Syd og Odense Universitet. Udviklingskontrakter blev indført i år 2000 med det formål at skabe en stærkere målstyring og en mere effektiv evalueringspraksis, og ved universitetsreformen i 2003 blev universiteterne selvejende institutioner med taxameterordning og bloktilskud. Se også videregående uddannelser.

Voksenuddannelser

Voksenuddannelserne udgør en broget buket og var tidligere præget af mange ukoordinerede tiltag. Det bragte derfor en væsentlig afklaring, da der i 2001 blev etableret et sammenhængende voksen- og efteruddannelsessystem fordelt på tre forskellige uddannelsestyper: almen, erhvervsrettet og videregående voksen- og efteruddannelse (VEU).

Almen VEU omfatter forberedende voksenundervisning (FVU), almen voksenundervisning (AVU) samt de gymnasiale enkeltfag på hf, hhx, htx og stx.

Erhvervsrettet VEU vedrører arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) og EUD-enkeltfag mv.

Videregående VEU omfatter enkeltfag ved de videregående uddannelser, åben uddannelse, fx meritlæreruddannelsen, samt diplom- og masteruddannelser.

Der er tale om en økonomisk tung sektor. Således udgjorde 2014-finanslovens årlige nettoudgiftsbudget for alle tre VEU-typer knap 7,4 mia. kr. Aktiviteterne i almen og erhvervsrettet VEU er siden 2010 samlet i 13 VEU-centre for at skabe større overskuelighed i de offentlige tilbud til ufaglærte og faglærte om erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og sikre koordinering af virksomhedsopsøgende arbejde, markedsføring og behovsafdækning mv.

Til belysning af sektorens omfang skal her blot nævnes antal årskursister (2011) for nogle af de større VEU-uddannelser, nemlig FVU med 34.091 kursister, AVU med 123.824, enkeltfags-hf med 104.987, ordblindeundervisning med 20.575 og danskundervisning for udlændinge med 72.928 kursister; i alt 1.357.478 kursister årligt på samtlige VEU-uddannelser. Et aktuelt problemfelt udgøres af AMU-kurserne, hvor kursisttallet 2010-12 faldt fra 1.002.550 til 617.276, dvs. en reduktion på ca. 40 %. Faldet skyldes formentlig navnlig, at AMU-udbuddet er økonomisk følsomt, idet det er virksomhedernes konjunkturforventninger, der afgør antallet af kursister. På videregående VEU var kursisttallene (2011) på diplomuddannelser 44.819, på masteruddannelser 9.449 og på HD-/ED-uddannelserne 18.276. Se også voksenuddannelse.

Folkehøjskoler og anden folkeoplysning

Der er i Danmark en mangeårig tradition for folkeoplysende, ikke-kompetencegivende undervisning formidlet af bl.a. folkehøjskoler og oplysningsforbund.

Folkehøjskoler, der tilbyder almendannende undervisning for voksne, havde i 2011 på landets knap 70 folkehøjskoler i alt 8.281 årskursister. Skolerne er eksamensfri og beslutter selv deres idégrundlag og faglige indhold. På linje med friskoler og efterskoler er folkehøjskolerne en del af den folkeoplysende tradition, som går tilbage til N.F.S. Grundtvig og har præget dansk kultur- og erhvervsliv både lokalt og nationalt. Den første folkehøjskole blev oprettet i Rødding i 1844, og antallet af højskoler voksede, især i 1860'erne, med bl.a. Askov (1865), Testrup (1866) og Vallekilde (1865). Den første arbejderhøjskole blev oprettet i Esbjerg i 1910, den næste i Roskilde i 1930. Også Indre Mission har oprettet højskoler.

Mens nogle højskoler har valgt stadig at være almene, har mange specialiseret sig fagligt, fx som idrætshøjskoler, livsstilshøjskoler eller seniorhøjskoler. Højskolerne har hidtil fulgt bestemmelserne for de frie skoler, men en ny højskolelov forventes vedtaget i 2014. Den skal bl.a. udvide højskolernes muligheder for at nå en øget målgruppe, fx arbejdsledige, for at drive lokal oplysningsvirksomhed og for at samarbejde med uddannelsesinstitutioner med kompetencegivende uddannelser. Se også folkehøjskole.

Til den folkeoplysende tradition hører også oplysningsforbund, aftenskoler, Folkeuniversitetet og andre former for fritidsundervisning. Det første oplysningsforbund var AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund), stiftet i 1925. Senere fulgte bl.a. FOF (Folkeligt Oplysningsforbund) og LOF (Liberalt Oplysningsforbund). På Folkeuniversitetet, oprettet 1898, formidler forskere videnskabelige arbejdsresultater; undervisningen foregår ikke kun i universitetsbyerne, men også lokalt gennem et netværk af knap 100 lokalkomitéer. Lovgrundlaget for aktiviteterne er indeholdt i folkeoplysningsloven. Læs mere om folkeoplysning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig