dansk skolehistorie

Det ældste vidnesbyrd om skole i dansk sammenhæng er Ansgars undervisning ca. 830 af 12 drenge, der skulle oplæres til forkyndelse af det kristne budskab. I de næste 1000 år var skolernes vigtigste opgave en opdragelse i den kristne børnelærdom, varetaget først af den katolske, siden af den lutherske kirke.

I middelalderen eksisterede flere skoleformer side om side: klosterskoler, katedralskoler og 1400-tallets byskoler. Undervisningssproget var latin, og målet var først og fremmest en gejstlig uddannelse. Undervisningen omfattede oftest de syv "frie kunster": grammatik, dialektik og retorik samt astronomi, geometri, aritmetik og musik.

Ved den lutherske Reformation i Danmark i 1536 fik statsmagten ansvar for undervisningen. Den første danske skolelov var en del af Kirkeordinansen 1537 (på dansk 1539), som foreskrev, at der i enhver købstad skulle indrettes en latinskole, hvor drenge kunne opnå et teologisk grundlag. Trods reformforsøg fra centralt hold især under Christian 4. var disse latinskolers virksomhed i de følgende to århundreder ofte præget af fattigdom, vold og uvidenhed. Undervisningssproget var uændret latin, og normalt måtte peblinge skaffe sig det daglige brød ved kirkelig sangtjeneste og tiggeri. Kun de færreste nåede frem til universitetet, hvor der omkring 1630 blev indrettet en studentereksamen som optagelsesprøve (examen artium). Overklassens børn blev sendt på anerkendte skoler i udlandet.

I løbet af 1600-tallet opstod et uoverskueligt skolemarked i mange danske byer, bl.a. de såkaldte klipskoler eller vinkelskoler, private pogeskoler samt enkelte steder også sy- og knipleskoler for piger. Først med fattigforordningen i 1708 opstod i nogle byer offentlige børneskoler, hvori fattige børn kunne modtage gratis undervisning. På landet var degnen ifølge Kirkeordinansen forpligtet til at undervise børnene i den kristne børnelærdom.

Med de 240 rytterskoler, som Frederik 4. 1721-27 lod opføre på de kongelige godser, der skulle stille ryttere til hæren, indledtes et nyt kapitel i den danske skolehistorie. Hver af skolerne fik en grundmuret bygning med skolestue og lærerbolig — og en indmuret tavle, der kundgjorde kongens velgerning. Baggrunden var ikke kun de helt kontante problemer som børnetiggeri, overklassens uddannelse i udlandet og mangel på kvalificerede embedsmænd, men også en spirende forståelse af skolens muligheder for at danne børnene til gode kristne og nyttige borgere. Pietismens lutherske grundtanke om et aktivt, næstekærligt levned, der var præget af fromhed, flid og dygtighed, fandt udtryk både i skolelovgivning og i en grundlæggende lærebog, Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed (1737), som i spørgsmål og svar fortolkede Luthers Lille Katekismus (1529).

Også andre strømninger, inspireret af bl.a. Rousseau og Pestalozzi, satte præg på dansk skole i århundredets sidste halvdel og resulterede i lovgivning ud fra statens bevidste interesse i skolens muligheder for forbedring af sociale, økonomiske og moralske forhold og kvalificering af arbejdskraften. Den pietistiske statsmagt havde i 1736 gennemført den kirkelige konfirmation i Danmark-Norge med krav om en forudgående skolegang, der sikrede kendskab til kristendommen. I 1739 udstedtes en forordning om undervisningspligt for alle børn på landet og dermed pligt til at holde skole i alle sogne og ansætte skoleholdere. I 1740 måtte bestemmelsen dog modificeres af hensyn til godsejernes klager over udgifterne, men i de følgende år blev der alligevel bygget skoler i mange egne af landet.

Reformivrige godsejere med brødrene Ludvig og Christian Ditlev Reventlow i spidsen tog i 1780'erne skolesagen op på deres godser og i statsapparatet. Den Store Skolekommission (1789) opnåede i sit arbejde gennem 25 år vigtige resultater, bl.a. lovgivning om en læreruddannelse og skolegang for hhv. land- og bydistrikter. Fra 1814 skulle alle børn under statsligt og gejstligt tilsyn modtage undervisning indtil konfirmationen, på landet dog kun hver anden dag. Lokalsamfundet, dvs. sognet, afholdt udgifterne til skolen, mens undervisningens indhold blev fastsat af staten.

I 1739 blev antallet af latinskoler kraftigt nedskåret til fordel for elementarskoler i byerne. En reform af latinskolernes faglige indhold var nødvendig, men først 1805-09 blev der udsendt en ny og udvidet læseplan for de statslige latinskoler. Klasselærere blev afløst af faglærere, latin blev erstattet af dansk som eksamenssprog, elevernes sangtjeneste blev afskaffet, og der blev skaffet legatmidler til fripladser. Latinskolen blev derved generelt en forskole for embedsuddannelser og ikke kun for en gejstlig karriere.

I 1800-tallet blev skolebilledet mere varieret med almueskoler på landet og borger- og almueskoler i byerne samt latinskoler, der oprindelig var statslige, men som i stadig højere grad blev private. Borgerskolerne bestod i byerne omkring 1840 dels af gratis borgerskoler, såkaldte fattigskoler, dels af finere betalingsborgerskoler med udvidet undervisning, begge typer opdelt i en drenge- og pigeafdeling. Kommunale og private realskoler førte fra 1881 frem til en almen forberedelseseksamen, præliminæreksamen; private skoler fandtes både på landet og i byerne.

Folkehøjskoler myldrede frem på landet i periodens sidste halvdel og fik statsstøtte fra 1892, mens handels- og håndværksforeninger grundlagde lokale erhvervsskoler i byerne. Skolebilledet aftegnede således forskelle i geografi, social position og køn, men viste også et liberalistisk samfunds voksende behov for indsigt og færdigheder.

Selvom skolen lidt efter lidt blev accepteret af befolkningen, var alle hjem ikke lige interesseret i deres børns skolegang. Der var fx til stadighed problemer med skoleforsømmelser og stedvis også konflikter mellem lærere og beboere. Interessen for skolen var især levende blandt forældre i religiøst og politisk vakte kredse, der var påvirket af Grundtvigs og Christen Kolds skoletanker. Siden vedtagelsen af Friskoleloven 2.5.1855 kunne forældre på egen bekostning oprette skole i harmoni med hjemmenes holdninger. Denne ret, der blev flittigt benyttet især på Fyn, kom i 1915 ind i Grundloven. Fra 1899 kunne friskoler opnå statstilskud.

I periodens sidste del voksede behovet for sammenhæng i det brogede skolebillede, specielt mellem almueskolen, der fra 1899 kaldtes folkeskolen, og de videregående skoler. Statens latinskoler holdt optagelsesprøver uden hensyn til, hvad der indgik i folkeskolens fagkreds, mens de private skoler oprettede klasser, der forberedte til fx studentereksamen. I 1875 fik også piger tilladelse til at aflægge denne eksamen uden dog at opnå ret til at gå i de statslige latinskoler. Af de private pigeskoler opnåede kun Natalie Zahles skole ret til at lade afholde studentereksamen på skolen — i 1886.

Skolens faglige indhold var genstand for overvejelser ikke mindst i latinskolen, hvor de klassiske sprog dominerede over moderne sprog og naturvidenskabelige fag. For at bøde på fagtrængslen deltes dens to øverste klasser i 1871 i to linjer, en klassisk-sproglig og en matematisk-naturvidenskabelig, der begge førte frem til studentereksamen, som indtil 1850 lå ved universitetet og først herefter ved skolerne. Kritikken blev nu mere generelt rettet mod latinskolens isolation fra det øvrige samfund og mod dens autoritære pædagogik. Dette oplysningsglade århundrede mundede ud i et krav om, at latinskoler skulle tilgodese en bredere del af ungdommen. Bag kravet stod både højskolebønder og byarbejdere ved Systemskiftet i 1901.

I 1903 vedtoges en reform af de højere almenskoler. I 1894 var folkeskolens læreruddannelse blevet strammet. Danmarks Lærerforening, dannet 1874, havde i 1899 opnået en forbedring af lærernes løn og arbejdsvilkår, og samtidig var folkeskolens fagkreds blevet udvidet. Det Sthyrske Cirkulære fra 6.4.1900 havde med henblik på en større ensartethed skolerne imellem afstukket retningslinjer for undervisningen i bl.a. anskuelsesundervisning og dansk. Det var således en konsolideret folkeskole, den højere almenskole kunne bygge på.

Latinskolen blev i 1903 afløst af gymnasieskolen, der bestod af en fireårig mellemskole, en etårig realklasse og et treårigt gymnasium med tre linjer: en klassisk-sproglig, en nysproglig og en matematisk-naturvidenskabelig. En mellemskole med realklasse kunne som overbygning også knyttes til et kommunalt skolevæsen i byerne. Piger fik samme ret som drenge til optagelse i statens skoler. Gymnasieskolens opgave var at kvalificere både til akademiske studier og til et moderne samfunds behov, hvilket medførte nye fag som kemi, samfundslære og oldtidskundskab. Både folkeskolelærere og gymnasielærere kunne undervise i mellemskolen.

Hermed var de første skridt taget hen imod en enhedsskole. Men reelt var sammenhængen kun etableret i byerne, og den omfattede ikke landsbyskolen og byskolens 6.-7.-klasser. Mellemskolen blev populær, selvom mange elever forlod den, når de i 14-års-alderen kom ud over den undervisningspligtige alder. Gymnasiet havde socialt set stadig en eksklusiv karakter.

Hele skolevæsenet blev genstand for diskussion i den store skolekommission 1919-23, der bestod af både politikere og skolefolk. For folkeskolens vedkommende må to begivenheder udpeges som de vigtigste resultater: Det gejstlige tilsyn blev i 1933 stort set afskaffet, og det amtslige tilsyn blev med forbillede i den sønderjyske skoleordning fra Genforeningen 1920 realiseret af amtsskolekonsulenter. Hertil kom, at folkeskolen i 1937 fik en ny lov, der skulle tilføre de eksamensfrie klasser mere indhold og større prestige, den såkaldte "fri mellem"; den kommunale eksamensmellemskole blev en del af folkeskolen. Uligheder mellem folkeskolens afdelinger og forskelle mellem skolerne på landet og i byerne blev dog heller ikke denne gang fjernet.

I 1958 blev både folkeskole og gymnasium omdannet: Folkeskolen fik samme rammer i by og på land, og mellemskolen blev efter 5. klasse erstattet af almen og boglig linje. Efter 7. skoleår kunne eleven fortsætte enten i 8.-9. klasse med en afsluttende prøve eller i realafdelingen med mulighed for realeksamen efter 3. real. Efter både 2. og 3. real var der adgang til det treårige gymnasium, der gik under navnet grengymnasiet. På gymnasiets to linjer — en sproglig og en matematisk-naturvidenskabelig — kunne man efter 1.g vælge mellem forskellige grene. På de fleste gymnasier var der på den sproglige linje en nysproglig og en samfundssproglig gren og på den matematiske en matematisk-fysisk, en matematisk-biologisk og en matematisk-samfundsfaglig gren. En række gymnasier havde yderligere musikgrene og enkelte havde en klassisk-sproglig gren.

Ved gymnasiereformen i 1988 blev grengymnasiet erstattet af et valgfagsgymnasium. Den sproglige og den matematiske linje blev bevaret, mens der i 2.g og 3.g var tilvalg af en række fag, som kunne tages enten på højt niveau eller på mellemniveau. Reformen blev fulgt op dels af nye læseplaner, Den Blå Betænkning for folkeskolen og Den Røde for gymnasiet, dels af et omfattende skolebyggeri.

I løbet af 1960'erne blev det almindeligt, at klasserne forblev udelte efter 5. klasse, og at elever fortsatte skolegangen ud over den undervisningspligtige alder. Som konsekvens heraf gennemførtes en udvidelse af undervisningspligten og en reform af undervisningens indhold i hhv. 1972 og 1975. Folkeskolen kom herefter til at bestå af en niårig grundskole, en frivillig 10. klasse og en frivillig børnehaveklasse. Elever kunne aflægge folkeskolens afgangsprøve efter 9. eller 10. klasse eller folkeskolens udvidede afgangsprøve efter 10. klasse.

1975-loven gav folkeskolen et nyt formål med vægt på demokratiske holdninger, udvikling af lærelyst, skole-hjem-samarbejde mv., men uden konfessionel binding til folkekirken. Loven åbnede mulighed for deling af eleverne i grundkursus og udvidet kursus i matematik, fysik og fremmedsprog. Niveaudelingen bortfaldt ved folkeskoleloven af 23.6.1993. Dermed blev folkeskolen en enhedsskole, der bygger på en differentiering af undervisningen, som skal tilpasses den enkelte elevs forudsætninger.

I anden halvdel af 1900-tallet har skolens styrelse i stigende grad inddraget forældre og elever i et samarbejde mellem hjem og skole, både om den enkelte elev og klasse og i skolens styrende organer, idet der fra 1970 ved enhver folkeskole er oprettet skolenævn, som i 1990 blev ændret til skolebestyrelser; se også folkeskolen.

Fra midten af 1990’erne blev den uddannelsespolitiske kurs strammet op med øgede krav til faglighed og kompetenceudvikling og mere ressourceorienterede styringsformer. Strukturreformen i 2007, hvor 271 kommuner blev sammenlagt til 98, og hvor de 14 amter blev til fem regioner, muliggjorde fusioner og stordrift. På alle uddannelsesniveauer bortset fra folkeskolen fik institutionerne selveje og taxameterstyring, og grunden var dermed lagt for målstyring, effektmålinger og skolenedlæggelser. Samtidig skete der på folkeskoleområdet en udlægning af næsten alle undervisningsopgaver til kommunerne, så regionerne blot videreførte ganske få lands- eller landsdelsdækkende specialundervisningsinstitutioner. På ungdomsuddannelsesområdet blev regionerne alene involveret i koordinationen af uddannelsesudbud, kapacitetstilpasning og geografisk placering.

Som andre samfundsområder var også uddannelse fra midten af 1990’erne genstand for en stram finanspolitik, forstærket af den internationale økonomiske krise fra 2008. Også regeringsskift i 2001 til en Venstreledet regering og i 2011 tilbage til en S-SF-RV-regering satte sig mærkbare spor. I 00’erne blev der således gjort op med ”rundkredspædagogik” og gruppeeksamen, som ikke mere var tilladt fra 2005, men straks blev genindført efter regeringsskiftet i 2011.

I 2007 skete der et skift af karakterskala, idet 13-skalaen blev erstattet af 7-trinsskalaen. Krav om øget effektivitet og kvalitet i alle dele af uddannelsessystemet resulterede bl.a. i indførelse af adgangsbegrænsninger – i læreruddannelsen i 2013, i erhvervsuddannelserne i 2014 og i de gymnasiale uddannelser fra 2017.

• Danmark (uddannelse)
• skolehistorie