Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

center for videregående uddannelse

Oprindelige forfattere SVR og UfRas Seneste forfatter Redaktionen

center for videregående uddannelse, CVU, institutionsform, der eksisterede 2000-08. Institutionsformen opstod ved sammenlægning af uddannelsesinstitutioner til nye selvejende institutioner med fælles ledelse, økonomi og personale.

Formålet med CVU-reformen, der blev vedtaget i 2000, var at styrke de professionsrettede mellemlange videregående uddannelser samt uddannelsesmiljøerne uden for universitetsbyerne.

Centrene skulle være regionale udviklings- og videnscentre med forskningstilknytning; denne sikredes for fx pædagogiske CVU'ers vedkommende i et samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Annonce

Et CVU blev godkendt af Undervisningsministeriet ud fra en kvalitetsvurdering af udbuddet af uddannelser, herunder faglig bredde og studentergrundlag. I særlige tilfælde kunne enkeltstående institutioner, fx ingeniørhøjskoler, godkendes.

Fra 2008 indgik CVU'erne i de nyoprettede professionshøjskoler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Vang Rasmussen, Uffe Rasmussen: center for videregående uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55368