Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

MBA

Oprindelig forfatter MBle Seneste forfatter Redaktionen

MBA, Master of Business Administration, engelsk og international akademisk grad inden for det merkantile område med hovedvægt på ledelse. MBA-uddannelser findes på universiteter og handelshøjskoler verden over. På trods af et vist samarbejde mellem mange af udbyderne er uddannelserne meget forskellige i indhold, målgruppe, niveau og uddannelseslængde. De fleste MBA-uddannelser er relativt kostbare for deltageren eller dennes arbejdsgiver. I Danmark indgår de offentlige MBA-uddannelser i videreuddannelsessystemet for voksne på linje med andre masteruddannelser, se voksenuddannelse. Fra 2003 udbydes der i København en etårig engelsksproget MBA, mens den generelle MBA (engelsksproget) og de særlige linjer, bl.a. inden for bygge- og anlægsområdet (dansksproget) og shipping (engelsksproget), fortsat er toårige ligesom uddannelsen i Aarhus og ved Syddansk Universitet. I privat regi udbydes der i Danmark MBA-uddannelser af Scandinavian International Management Institute (SIMI) i København og af Business Institute Aalborg, hvortil kommer, at Henley Management College i England gennem en afdeling i Aarhus tilbyder en treårig MBA-uddannelse som fjernundervisning.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Blegvad: MBA i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123273