Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Zimbabwe - uddannelse

Oprindelig forfatter LHemm Seneste forfatter Redaktionen

Før selvstændigheden i 1980 var uddannelsessystemet adskilt for sorte og hvide. De følgende 20 år bragte store fremskridt på uddannelsesområdet; således blev grundskolen tilgængelig for alle, og elevdeltagelsen næsten fordoblet. Fra 1991 har der eksisteret en socialt gradueret betaling for skolegang. Parallelt med det offentlige skolesystem findes mange private skoler. Analfabetismen for den voksne befolkning udgør 14,9% (1995).

Skolesystemet omfatter en syvårig obligatorisk grundskole, som efterfølges af en britisk præget overbygning, opdelt i en fireårig og en seksårig gren, der afsluttes med hhv. O-level og A-level (se Storbritannien (uddannelse)). Undervisningen foregår overvejende på engelsk, i grundskolen dog også på de lokale sprog shona og ndebele.

Videregående uddannelse finder sted på landets to universiteter i Harare og Bulawayo samt på andre højere læreanstalter.

Annonce

Læs mere om Zimbabwe.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lis Hemmingsen: Zimbabwe - uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184170