Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyrkiet - uddannelse

Oprindelig forfatter MSLar Seneste forfatter Redaktionen

Det nuværende tyrkiske uddannelsessystem kan føres tilbage til 1924, da koranskolerne blev erstattet af offentlige skoler. Reformarbejdet blev bl.a. fulgt op af indførelsen af det latinske alfabet i 1928.

I det centralt styrede uddannelsessystem er de største udfordringer omkring årtusindskiftet at udjævne forskelle mht. regioner, køn og etniske grupper. Den stadig faldende analfabetisme, der især omfatter kvinder, udgjorde knap 13% i 2008.

Skolesystemet, der er præget af høje klassekvotienter, omfatter en ikke særlig udbredt førskole for 3-5-årige, en otteårig obligatorisk og gratis grundskole, hvoraf de første fem år følges af næsten alle, mens kun ca. 70% fuldfører den obligatoriske skolegang (1997). Derpå følger 3-4-årige ungdomsuddannelser, som omfatter almene, erhvervsrettede og tekniske skoler; disse uddannelser følges af i alt knap 55%.

Annonce

Adgang til de 30 universiteter, hvoraf det ældste er Hacettepe Üniversitesi i Ankara (oprettet 1206 i Kayseri), og flere hundrede andre videregående uddannelsesinstitutioner opnås alene ved en bestået central adgangsprøve. Pga. kapacitetsproblemer kan dog ikke alle beståede påregne optagelse.

Læs mere om Tyrkiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Søgaard Larsen: Tyrkiet - uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175689