Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Schweiz - uddannelse

Oprindelig forfatter MSLar Seneste forfatter Redaktionen

Den føderale tradition afspejles i uddannelsesvæsenet, idet grund- og sekundæruddannelse i hovedsagen er kantonale anliggender, mens ansvaret for højere uddannelse er delt mellem føderationen og kantonerne. Schweiz har således ikke ét, men 26 uddannelsessystemer. Der findes ikke et fælles undervisningsministerium, men visse opgaver koordineres. De afsluttende eksaminer i gymnasiet er således fælles for alle kantoner. Den offentlige skole er gratis.

Den frivillige førskole for 4-6-årige følges af næsten alle. Den niårige skolepligt opfyldes i grundskolen og den lavere sekundærskole, der oftest er hhv. seks- og treårig. Sekundærafdelingen er i nogle kantoner organiseret som enhedsskole, i andre niveaudelt med basis- og udvidet niveau.

Ungdomsuddannelserne omfatter bl.a. erhvervsskoler, der søges af ca. 70%, og gymnasier, der søges af ca. 17% af en årgang (1994); hertil kommer almene skoler, der ikke giver adgang til videregående studier.

Annonce

Af de i alt 11 universiteter er det ældste Universität Basel, der er oprettet i 1460.

Læs mere om Schweiz.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Søgaard Larsen: Schweiz - uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156600