Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Israel - uddannelse

Oprindelig forfatter MSLar Seneste forfatter Redaktionen

Israels karakter af indvandringsland stiller uddannelsessystemet over for en svær integrationsopgave, idet hebraisk, der er undervisningssprog, ikke umiddelbart mestres af de mange nye indvandrere. Den jødiske religion spiller med sine normative forpligtelser en stor rolle i israelsk uddannelsestænkning, men det er også et mål for uddannelsessystemet at give et uddannelsestilbud til de ikke-jødiske indbyggere. Ud over det statslige, stærkt centraliserede uddannelsessystem findes der et antal selvejende skoler, som er drevet af enten moderate eller ortodokse jødiske kredse. Der er 11 års skolepligt for de 5-16-årige.

Uddannelsessystemet indledes med en førskole for 2-6-årige, hvis sidste år er obligatorisk. Grundskolen er seksårig. Derpå følger tre års lavere og tre års højere sekundærskole, som søges af 86% af en årgang (1994).

Efter eksamen i 18-års-alderen aftjener både kvinder og mænd deres værnepligt; først derefter kan de fortsætte uddannelsen.

Annonce

De videregående uddannelser er præget af stærk vækst i 1990'erne; de tilbydes på otte universiteter og på en række højere læreanstalter; ca. en tredjedel af befolkningen har en videregående uddannelse (1992).

Læs mere om Israel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Søgaard Larsen: Israel - uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99937