Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holland - uddannelse

Oprindelig forfatter MSLar Seneste forfatter Redaktionen

Holland. Uddannelsessystemet i Holland giver mulighed for efter den treårige fælles skole for 12-15-årige at vælge mellem erhvervsforberedende og almengymnasiale uddannelser. Adgang til den tre-fireårige erhvervsuddannelse MBO opnås enten fra VBO eller MAVO.

Holland. Uddannelsessystemet i Holland giver mulighed for efter den treårige fælles skole for 12-15-årige at vælge mellem erhvervsforberedende og almengymnasiale uddannelser. Adgang til den tre-fireårige erhvervsuddannelse MBO opnås enten fra VBO eller MAVO.

Uddannelse er i Holland præget af adskillelse mellem stat og kirke, og der er ligestilling mht. statens finansiering af offentlig og privat uddannelse. I 1991 anvendtes 6,2% af BNP til uddannelse, og Holland er dermed blandt de nationer i den industrialiserede verden, som yder mest til uddannelsessektoren.

Der er skolepligt fra 5 til 16 år. 16-årige, der forlader uddannelsessystemet, har derudover en etårig deltidsskolepligt, hvilket betyder, at de skal følge undervisning en til to dage om ugen.

Børn skal begynde i skolen som femårige, men de fleste begynder i fireårsalderen. Grundskolen, Basisschool, varer otte år. 2/3 af alle skoler på dette trin er private, såkaldte bijzondere scholen. De fleste privatskoler er katolske eller protestantiske.

Annonce

Overbygningen består efter en reform fra 1993 af et fælles treårigt grundlag, Basisvorming, og derefter tre alment gymnasiale uddannelser, den etårige MAVO, Middelbaar algemeen voortgezet onderwijs, den toårige HAVO, Hoger algemeen voortgezet onderwijs, eller den treårige VWO, Voorbereidend wetenschappelijk onderwijs, der giver adgang til universitetsstudier. Desuden er der en etårig erhvervsforberedende sekundæruddannelse, VBO, Voorbereidend beroepsonderwijs. Egentlig erhvervsuddannelse, MBO, Middelbaar beroepsonderwijs, tilbydes som tre til fire års skoleuddannelse eller som mesterlære; ca. 30% af de unge søger de almene gymnasiale uddannelser, mens ca. 70% vælger erhvervsrettede uddannelser (1992).

Holland har et højt uddannelsesniveau; i 1992 var ca. 1/2 mio. i gang med højere uddannelse. I 1980'erne blev de højere uddannelser omstruktureret og antallet af institutioner reduceret fra mere end 300 til under 100. Der er 14 universiteter (1996) og et stort antal videregående uddannelsesinstitutioner af mere erhvervspræget art.

Læs mere om Holland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Søgaard Larsen: Holland - uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92411