Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Haiti - uddannelse

Oprindelig forfatter TW-J Seneste forfatter Redaktionen

Grundskolen, hvor eleverne begynder som seksårige, optager ca. 60% af hver årgang, idet Haiti har den laveste skoledeltagelse i det caribiske område (1990). Frafaldet er stort, og analfabetisme udbredt. Den seksårige skolepligt blev i 1990 udvidet til ni år. Ca. 3/4 af grundskolerne er private og drives især af religiøse institutioner.

Den sekundære uddannelse er syvårig og foregår overvejende på private skoler i byområder. Her fortsætter knap 15% af hver årgang, men kun omkring halvdelen af disse når frem til den afsluttende eksamen, baccalauréat.

De senere år er der gjort en stor indsats for at øge børn og unges uddannelsesniveau.

Annonce

På videregående niveau tilbydes en række kortere uddannelser, alle i Port-au-Prince. Foruden Haiti Statsuniversitet, der fører tilsyn med både private og offentlige videregående uddannelsesinstitutioner, findes to mindre universiteter i Quisqueja og i Roi Christophe.

Læs mere om Haiti.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thyge Winther-Jensen: Haiti - uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88027