Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grækenland - uddannelse

Oprindelig forfatter MSLar Seneste forfatter Redaktionen

Uddannelse i Grækenland er præget af betydelige generationsmæssige, sociale og geografisk betingede forskelle. Uddannelsesvæsenet er centralt styret, og de private skoler udgør kun ca. 5% (1992). Den niårige skolepligt indtræder, når barnet er 51/2 år.

Den frivillige førskole, nipiagogio, der søges af 3/4 af en årgang i året før skolestart (1992), går forud for den seksårige dimotiko scholio, der efterfølges af det treårige gimnasio. I 1991 bestod ca. 80% her den afsluttende eksamen. Derefter kan der vælges mellem det treårige, linjedelte likio og erhvervsskole af to års varighed. Fra 1985 indgår fremmedsprog i undervisningen. Princippet om livslang læring er svagt udviklet, og mindre end 2% af arbejdsstyrken mellem 25 og 64 har modtaget efteruddannelse i 2001, det laveste i EU.

Adgang til universitet og en række andre højere læreanstalter forudsætter ud over studentereksamen (likio) en særlig optagelsesprøve; koncentrerede forberedelseskurser hertil findes på private skoler. Lange videregående uddannelser, der søges af knap 2% af befolkningen (1990), tilbydes på ti universiteter og en række højere tekniske uddannelsesinstitutioner. Fordelingen af de studerende på de videregående uddannelser foregår centralt. Universiteterne har i modsætning til resten af uddannelsessystemet et betydeligt selvstyre.

Annonce

Læs mere om Grækenland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Søgaard Larsen: Grækenland - uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86322