Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dominikanske Republik - uddannelse

Oprindelig forfatter MSLar Seneste forfatter Redaktionen

I Den Dominikanske Republik er uddannelsesvæsenet præget af ønsket om at benytte uddannelse som et aktivt redskab i omstillingen fra landbrugssamfund til industrisamfund. Dette gav sig i 1970'erne og 1980'erne udslag i, at opmærksomheden rettedes mod ungdoms- og erhvervsuddannelserne, selvom de økonomiske rammer for uddannelse set under ét faldt: fra 2,2% af BNP i 1980 til 1,5% i 1986. Bekæmpelse af analfabetisme er et vigtigt uddannelsespolitisk mål, men endnu i 1990 var knap 17% af alle voksne analfabeter. Næsten alle børn kommer i skole; klassekvotienten er høj: en lærer for hver 47 børn (1989).

Der er otte års undervisningspligt. Uddannelsessystemet omfatter en frivillig førskole for 3-6-årige, kun søgt af 14% (1989), og en grundskole for 7-14-årige med en overbygning af ungdoms- og erhvervsuddannelser. De private skoler er socialt betydningsfulde, men søges kun af få børn og unge.

Højere uddannelse tilbydes på otte universiteter og højere læreanstalter. Universitetet i Santo Domingo blev oprettet i 1538 og er det ældste i Amerika.

Annonce

Læs videre om Den Dominikanske Republiks historie eller læs om landet generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Søgaard Larsen: Dominikanske Republik - uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=65986