Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Albanien - uddannelse

Oprindelig forfatter TW-J Seneste forfatter BlochP

Før 2. Verdenskrig var 80% af den albanske befolkning analfabeter. Den undervisning, der var, blev for det meste varetaget af religiøse organisationer, og højere uddannelser eksisterede ikke. Da landet blev folkerepublik i 1945-46, indledtes en intensiv kampagne mod analfabetismen, og i 1955 hævdedes den at være udryddet for alle op til 40-årsalderen; for befolkningen som helhed skønnedes den i 1990'erne at være en fjerdedel. De nationale mindretal fik en formel garanti for, at de havde ret til at modtage undervisning på modersmålet. Et særkende ved den albanske undervisning var tidligere kombinationen af teoretisk viden, praktisk arbejde og fysisk-militær træning.

Undervisningsforløbet indledes af en førskole for de 3-6-årige, efterfulgt af en 8-årig statslig, obligatorisk og verdslig skole for de 6-14-årige. Videregående skoleuddannelser tilbydes på almene, tekniske og erhvervsfaglige skoler. De højere uddannelser omfatter universitetet i Tirana (oprettet 1957), landbohøjskolerne i Tirana og Korça, læreruddannelserne i Shkodra, Elbasan og Gjirokastra, et kunstakademi (oprettet 1972) og Vojo Kushi-instituttet for fysisk kultur og sport, begge i Tirana.

Læs mere om Albanien.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thyge Winther-Jensen: Albanien - uddannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=35263