Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

småbørnspædagogik

Oprindelig forfatter HVej Seneste forfatter Redaktionen

småbørnspædagogik, gren af pædagogikken, som omhandler opdragelse af børn oftest op til seks år, undertiden dog til otte år, hvorved også skolestarten, dvs. børnehaveklasse og 1.-2. klasse omfattes; hensigtsmæssigheden af den sidste afgrænsning er omdiskuteret.

Småbørnspædagogik som selvstændigt begreb forudsætter, at barndommen opfattes som en periode med særlig betydning for den enkeltes identitets- og personlighedsudvikling. Denne opfattelse har sin rod i oplysningstiden og kommer bl.a. til udtryk i J.-J. Rousseaus Émile ou de l'éducation (1762) og i J.W. Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96). Idéerne vandt senere genklang hos J.H. Pestalozzi og F. Fröbel, som var den, der etablerede småbørnspædagogikken og bl.a. indførte begrebet børnehave. Med Darwins udviklingslære og den øgede interesse for psykologien fra slutningen af 1800-t. øgedes opmærksomheden mht. småbørnspædagogik yderligere, ikke mindst gennem de pædagogiske idéer og arbejdsformer, som M. Montessori introducerede i begyndelsen af 1900-t.

Småbørnspædagogik har været og er til dels stadig i betydelig grad præget af at være familiens sag, mens opdragelse og undervisning af større børn længe har været et offentligt anliggende. Den stadig højere erhvervsfrekvens for kvinder har i Danmark medført, at næsten alle småbørn omkring 2000 passes og opdrages uden for hjemmet. Småbørnspædagogikken er derfor i disse år genstand for en voksende institutionalisering, der dog er karakteriseret ved en høj grad af forældreinvolvering, især for de yngste børn.

Annonce

Et andet karakteristisk træk ved småbørnspædagogik er, at den traditionelt er udviklingsorienteret, mens skolens pædagogik overvejende kan siges at være læringsorienteret. Selve ordet "børnehave" illustrerer således, at vækstbegrebet i Fröbels pædagogik spillede en betydelig rolle, idet børnehaven forstås som den gode grobund for udfoldelsen af børnenes iboende muligheder.

I børns udvikling spiller leg en væsentlig rolle som allerede understreget af Fröbel, der dog samtidig lagde vægt på færdighedstilegnelse og skabte en række materialer, de såkaldte legegaver, til optræning af fingerfærdighed, farve- og formsans mv. Montessoris pædagogik var i højere grad rettet mod tilegnelse af viden og færdigheder, idet hun så den voksnes rolle som formidleren til det enkelte barn af netop det materiale, der på et givet tidspunkt passer til dets interesse og udviklingstrin. Også Montessori bidrog således til at fastholde småbørnspædagogikkens udviklingsorienterede præg.

Læringssynsvinklen er i dansk institutionstradition bl.a. blevet understreget gennem de ansattes benævnelse som "børnehavelærere" og den næsten skoleagtige tilrettelæggelse af dagsrytmen i de første daginstitutioner. Uoverensstemmelsen mellem den vækstpædagogiske og den indlæringspædagogiske retning inden for småbørnspædagogik blev skærpet i 1960'erne i takt med det stigende antal børn i børnehaverne og den voksende anerkendelse af psykologi som videnskab. Dette medførte en optagethed af børnehavens muligheder for at fremme udbyttet af skolegangen, især for børn med ringe social og økonomisk baggrund.

Småbørnspædagogikken blev yderligere styrket af de følgende års kritik af skolen for at være for boglig og af et stigende ønske hos børnehave-, fritids- og socialpædagoger om at profilere deres professionelle status i forhold til lærerne. Denne modsætning er endnu omkring 2000 mærkbar i afgrænsningen af områderne pasning og omsorg over for læring og opdragelse og af leg over for læring, især i forbindelse med skolestarten og samarbejdet mellem skole- og institutionssektoren. Til gengæld ses også modsatrettede tendenser, idet arbejdet i de senere årtier inden for begge sektorer i stadig højere grad er målorienteret og præget af et helhedsorienteret syn på barnets udvikling. Se også barndom.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Vejleskov: småbørnspædagogik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 3. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161494