Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Borgerdydskolerne

Oprindelig forfatter VS-P Seneste forfatter Redaktionen

Borgerdydskolerne, to københavnske gymnasieskoler. Selskabet for Borgerdyd oprettede 1787 en privat drengeskole, som året efter blev delt i to. Borgerdydskolen i København var 1813-43 placeret i Gyldendals ejendom i Klareboderne, senere i Bredgade og fra 1884 i Stockholmsgade. Den anden skole flyttede under navnet Borgerdydskolen på Christianshavn i 1795 til Strandgade, derefter til Wildersgade, 1892 til Helgolandsgade og 1970 til Sjælør Boulevard.

Skolerne blev 1919 overtaget af staten under navnene Østre Borgerdydskole og Vestre Borgerdydskole. Fra hhv. 1953 og 1957 har piger kunnet optages som elever. I 1986 overgik de to skoler til kommunalt regi.

Vesterbro Studenterkursus indgik 1991 i Vestre Borgerdydskole, og skolen, der fik navnet Vestre Borgerdyd — Kursuscenter og Gymnasium, omfattede gymnasium, hf og studenterkursus. I 2007 skiftede denne skole navn til Københavns åbne Gymnasium.

Østre Borgerdydskole blev i 2010 lagt sammen med Metropolitanskolen og bærer nu navnet Gefion Gymnasium.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Skovgaard-Petersen: Borgerdydskolerne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49752