Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bordings Friskole

Oprindelig forfatter SoeEh Seneste forfatter Redaktionen

Bordings Friskole, grundtvig-koldsk friskole i København. Skolen blev åbnet i 1945 af Sigrid og Frede Bording fra Københavns Folkehøjskole i forbindelse med deres børns hjemmeundervisning. Den fik eksamensafdeling i 1952 og blev i 1962 en selvejende institution. Elevernes forældre var fortrinsvis tilflyttere fra grundtvigske kredse i provinsen; mange var også medlemmer af Vartov Valgmenighed og Københavns Højskoleforening.

En fornyelse af det pædagogiske arbejde blev indledt i 1978, da Marianne og Laurits Kjær Nielsen overtog ledelsen. Skolen lægger stor vægt på det historiske, på det musisk-kreative og på fortællingen, ligesom forældrene inddrages i skolearbejdet. Arbejdet støttes af en skolekreds med mange lærere, akademikere og kunstnere. Med inspiration herfra oprettedes Frederiksberg Friskole i 1980.

Se også grundtvig-koldske friskoler.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Ehlers: Bordings Friskole i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49675