folkeskolen

Betegnelsen "folkeskole" går tilbage til Seminarieloven af 30.3.1894 og folkeskoleloven af 24.3.1899, hvor den afløste benævnelserne almueskole og borger- og almueskole. Folkeskolens fødsel regnes dog gerne fra 1814, hvor der med anordningerne om "Almueskolevæsenet paa Landet" og "Almueskolevæsenet i Kjøbstæderne" samt "Reglement for Almue- og Borgerskolevæsenet i Kjøbenhavn" blev indført undervisningspligt for alle børn fra 6-7-års-alderen til konfirmationen. De første læseplanslignende bestemmelser for folkeskolen, det såkaldt Sthyrske cirkulære af 6. april 1900, blev udsendt af kultusminister H.V. Sthyr.

Gennem tre selvstændige folkeskolelove fra 1937, 1975 og 1993 samt den indgribende lovændring i 1958 er folkeskolens opgave, indhold, struktur og tilsyn løbende tilpasset samfundets krav om en tidssvarende almen grunduddannelse. Med 1937-loven blev eksamensmellemskolen overflyttet fra gymnasiebestemmelserne til folkeskoleloven og suppleret med en fireårig eksamensfri mellemskole for ikke-boglige elever, som dog aldrig slog an blandt elever og forældre. Efterkrigstiden udløste 1958-revisionen, som omsider afskaffede den landsbyordnede skoleordning og fik gjort definitivt op med den skolemæssige ulighed mellem land og by. Samtidig tog man endnu et skridt hen imod enhedsskolen ved at erstatte eksamensmellemskolen med en "mild deling" i almen og boglig linje på 6.-7. klassetrin og derefter mulighed for fortsættelse i enten 8. og 9. klasse eller en treårig realafdeling. I 1972 blev undervisningspligten ved den "lille strukturreform" udvidet fra 7 til 9 år, og tre år senere fulgte så den store indholdsreform med 1975-loven. Opdeling af eleverne blev her udskudt til 8. klassetrin, hvorpå fulgte valg mellem grundkursus eller udvidet kursus på 8.-10. klassetrin; herefter kunne undervisningen afsluttes med folkeskolens afgangsprøve (FSA) og folkeskolens udvidede afgangsprøve (FSU), fra 2001 benævnt 10.-klasseprøven.

Først med den gældende folkeskolelov fra 1993 gennemførtes den udelte skole fuldt ud, idet kursusdelingen blev ophævet; desuden blev formålet revideret og fik bl.a. et stærkere nationalt islæt, engelskundervisningen blev fremrykket som et led i øget internationalisering, og der blev stillet krav om undervisningsdifferentiering og nye tværfaglige arbejdsformer, herunder den obligatoriske projektopgave.

En omfattende ændring af 1993-loven blev gennemført pr. 1. januar 2014, for størstepartens vedkommende med virkning fra skoleåret 2014-15. Det ugentlige timetal blev hævet til gennemsnitligt 30 timer for børnehaveklasse-3. klasse, 33 timer for 4.-6. klasse og 35 timer for 7.-9. klasse. En del af undervisningstiden tilrettelægges som såkaldt understøttende undervisning, fx i form af lektiehjælp, fysisk aktivitet og andre aktiviteter, der styrker elevernes læringsparathed og alsidige udvikling. De praktisk-musiske fag sløjd, håndarbejde og hjemkundskab ændres til "håndværk og design" samt "madkundskab", natur/teknik ændres til ”natur og teknologi", uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering ændres til ”uddannelse og job” og valgfagene fotolære og medier slås sammen under navnet ”medier”. Desuden bliver rammerne for oprettelse af valgfag og samarbejde med fritidsorganisationer bliver mere fleksible, og der er iværksat et revisionsarbejde af folkeskolens afgangsprøver, herefter benævnt 9.-klasseprøverne, og af fagenes mål i Fælles Mål.

Folkeskolens formålsparagraf blev senest ændret i 2006 og lyder således:

§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Folkeskolens 200-årige historie taget i betragtning, kan man sige, at det egentlig var ret sent, at der opstod et behov for at formulere et formål med skolens virksomhed, nemlig ved 1937-lovens § 1, stk. 2. De efterfølgende lovændringer har fastholdt formålsparagraffen som lovens første, og samtidig har de hver på sin måde tilpasset formuleringerne til tidens værdier og samfundskrav. De skiftende formål vidner bl.a. om, at den gejstlige indflydelse i skolen gradvis blev reduceret, og fra og med 1975-loven indeholdt formålsparagraffen ikke længere kirkelige aspekter. Til gengæld blev der ved samme lejlighed indføjet krav om forældresamarbejde, og folkeskolen har siden da skullet løse sin opgave "i samarbejde med forældrene". Uanset formuleringsforskelle er det imidlertid karakteristisk for dansk folkeskoletradition, at skolens opgave til enhver tid har været at udvide elevernes indsigt og omverdensforståelse.

Folkeskolens undervisning er organiseret i fag og emner. Fagrækken er fastlagt i folkeskoleloven, mens fagenes mål formuleres af ministeren. De første specificerede målformuleringer blev udformet i 2001 med de vejledende Klare Mål, som blev erstattet af de obligatoriske Fælles Mål i 2003. Fælles Mål blev revideret første gang i 2009 og anden gang i 2013-14. Fælles Mål II fra 2009 omfatter i alle folkeskolens fag og obligatoriske emner fagmål, trin- og slutmål samt vejledende læseplaner og undervisningsvejledninger. Slutmål og trinmål, der angiver fælles nationale mål for elevernes kundskabs- og færdighedstilegnelse, udgør grundlaget for evalueringen af elevernes udbytte af undervisningen og for kravene ved de afsluttende prøver. Til tosprogede elever gives særligt tilrettelagt danskundervisning.

Folkeskolen tilbyder rammer for at opfylde undervisningspligten, som indtræder 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, og ophører 31. juli ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin, dog senest, når den unge er fyldt 17 år. De overordnede rammer for folkeskolen er lagt af Folketinget, mens en række forhold kan fastsættes efter ministerbemyndigelse, idet ministeren har adgang til at udstede nærmere regler af bindende karakter til supplering og udbygning af lovens bestemmelser, fx udtræk af prøvefag, sommerferiens begyndelsestidspunkt og diverse dispensationer.

Klassen er skolens grundlæggende undervisningsenhed, hvor eleverne skal undervises samlet i den overvejende del af undervisningstiden. Holddannelse kan ske ud fra praktiske og pædagogiske grunde, herunder den enkelte elevs resultater i den løbende evaluering. Fra børnehaveklasse til 2. klassetrin og på små skoler kan undervisningen tilrettelægges samordnet og være fælles for flere klasser og klassetrin, og kommunalbestyrelsen kan tilbyde undervisning i fritiden.

Siden 2007 har mange kommuner besluttet skolenedlæggelser eller sammenlægninger af skoler under fælles ledelse. Skolefusionerne har givet dels besparelser, især i ledelsen, der herefter varetager flere uddannelsessteder. Sammenlægningerne har også medført ændringer i skolebestyrelsesstrukturen til store, mere eller mindre handledygtige fællesbestyrelser og dermed svækket den direkte forældreindflydelse, idet forældrerepræsentation ved tidligere selvstændige skoler er bortfaldet.

De tre begreber, der alle er helt centrale i folkeskolens virksomhed, er tæt forbundne med hinanden, for inklusion kan ikke realiseres uden undervisningsdifferentiering og et vist mål af specialundervisning, idet ikke alle tidligere specialundervisningselever kan have et rimeligt udbytte af en inkluderende undervisning. Hvor begrebet inklusion kan ses som en vision om fællesskab, opfatter mange specialundervisning som kompenserende for læringsvanskeligheder af forskellig art, mens undervisningsdifferentiering er et princip om varieret undervisningstilrettelæggelse.

Specialundervisningen har sit udspring i forsorgen og fik først noget med folkeskolen at gøre, da det fra 1943 blev muligt at give specialundervisning på små hold i forbindelse med den almindelige undervisning. Ind i folkeskoleloven kom den såkaldte særundervisning med 1958-loven, og med 1975-loven tilføjedes den almindelige specialundervisning. Med særforsorgens udlægning til amter og kommuner i 1980 kom også den vidtgående specialundervisning ind i folkeskolen.

Undervisningsdifferentiering blev indført i folkeskolen med 1993-loven, hvor den afløste den tidligere elevdifferentiering. Det blev dermed et krav, at undervisningen skal tage udgangspunkt i den enkelte elevs udvikling og tilrettelægges, så den rummer udfordringer for alle elever.

Inklusion kom til i 2012, hvor almene specialundervisningselever blev inkluderet i den almindelige undervisning. Baggrunden for indførelsen af inklusion rummede både ideologiske og økonomiske aspekter, dels fordi udgifterne til specialundervisning med årene var steget kraftigt, dels fordi der blev sat spørgsmålstegn ved, om folkeskolen kunne siges at være en udelt skole, når ca. 14 % af alle elever (2011) blev udskilt til specialundervisning i kortere eller længere perioder.

Folkeskolen har stadig pligt til at give specialundervisning til børn med særligt behov, som tilbydes støtte på forskellig vis, fx i specialklasser mv. Uanset placering, er fagrækken principielt den samme for specialundervisningselever som i den øvrige folkeskole, men elever kan under visse omstændigheder fritages for deltagelse i enkelte fag, test og prøver.

Folkeskolelovens kapitel 11 omhandler evaluering og kvalitetsudvikling i folkeskolen. Med henvisning hertil kan undervisningsministeren løbende screene folkeskolerne og vurdere, om skolerne har levet op til kravene til folkeskolens mål, struktur og indhold. Som et led i denne praksis indførtes i 2006 obligatoriske digitale test i en række centrale fag. Testene, der også kan bruges af de frie grundskoler og efterskolerne, blev fuldt implementeret fra foråret 2010. Der er test i læsning i 2., 4., 6. og 8. klasse, og i test i fagene matematik i 3. og 6. klasse, engelsk i 7. klasse og naturfagene fysik/kemi, biologi og geografi i 8. klasse. De it-baserede test er adaptive, dvs. at prøvernes sværhedsgrad løbende tilpasses den enkelte elevs opgavebesvarelser. Testspørgsmålene i opgavebanken er inddelt i fem sværhedsgrader og udarbejdet med udgangspunkt i trinmål for fagene. Se også nationale test.

Elevresultater gives til læreren, som formidler resultatet til den enkelte elev og hans eller hendes forældre. Kommunalbestyrelsen og skolelederen får oplyst den enkelte skoles testresultater set i forhold til landsresultatet og korrigeret for elevernes sociale baggrund, og oplysningerne indgår i skolens del af kommunens kvalitetsrapport, lige som skolebestyrelserne kan inddrage dem i grundlaget for deres tilsyn. Den enkelte skoles resultater må ikke offentliggøres eller bruges til at rangordne hverken elever eller skoler, jf. folkeskolelovens § 55 b, som fastslår, at disse oplysninger er fortrolige, mens landsresultaterne årligt offentliggøres i form af en national præstationsprofil.

Fra skoleåret 2006-07 er regelsættet for prøver i folkeskolen strammet op, idet folkeskolens afgangsprøver ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin er gjort obligatoriske og omfatter en udvidet fagkreds, nemlig dansk, engelsk, kristendomskundskab, historie, samfundsfag, matematik, geografi, biologi, fysik/kemi, og tysk eller fransk som tilbudsfag. Hver elev skal aflægge i alt syv prøver: to prøver i faget dansk, en prøve i hvert af fagene matematik, engelsk og fysik/kemi samt to prøver, som udvælges efter udtrækning blandt de øvrige prøvefag. Ved afslutningen af 10. klasse kan eleven enten indstille sig til 10.-klasseprøver i hvert af fagene dansk, matematik, engelsk, tysk, fransk og fysik/kemi, eller gentage en eller flere af folkeskolens afgangsprøver, hvis han eller hun i øvrigt har fulgt undervisningen i faget i årets løb, og hvis faget er udtrukket som prøvefag. Siden 2000 er elevernes gennemsnitsresultater ved folkeskolens afsluttende prøver blevet offentliggjort, fra 2003 på skolernes hjemmeside. På 8.-10. klassetrin bedømmes elevernes standpunkter med karakterer i prøvefagene.

Man skal have lærereksamen for at kunne undervise i 1.-10. klasse og pædagoguddannelse for at kunne undervise i børnehaveklassen. Begge uddannelser udbydes af professionshøjskolerne, og studiernes indhold er formuleret som kompetencemål. Pædagoger kan fra 2014 inddrages yderligere, dels i afgrænsede undervisningsopgaver på 1.-3. klassetrin, dels i den understøttende undervisning.

Læreruddannelsen har igennem snart 200 år haft sin egen lov, men den blev ophævet i 2013, og uddannelsen er herefter lige som pædagoguddannelsen og andre mellemlange videregående uddannelser styret af en bekendtgørelse under professionshøjskoleloven. Læreruddannelsen af 2012 er stadig fireårig og modulopbygget i særlige uddannelsesprofiler eller fagpakker; hver lærer skal typisk have tre undervisningsfag, herunder enten dansk eller matematik, som begge får selvstændige kompetencemål for indskoling og udskoling. I 2002 oprettedes den oftest toårige meritlæreruddannelse, der giver personer med anden mellemlang eller lang videregående uddannelse eller tilsvarende kvalifikationer mulighed for at undervise i folkeskolen.

Pædagoguddannelsen fra 2013 er uændret 3½-årig, og ca. det første år er fælles. Derefter vælger den studerende at specialisere sig i enten småbørnspædagogik (0-5-årige), skole- og fritidspædagogik (6-18-årige) eller social- og specialpædagogik. Fællesdelens grundfag omfatter pædagogik, udviklingspsykologi, sundhed, sprog (dansk) og kommunikation, samfund, æstetiske lærings- og udtryksformer samt it- og mediepædagogik, ligestillingsdimensionen og ”den svære samtale” fx med forældre. Praktikken, der stadig ikke er fuldt SU-finansieret, fylder med knap to år meget i studiet.

Folkeskolens pædagogiske personale ansættes og afskediges af kommunalbestyrelsen, som har arbejdsgiverkompetencen, for lærerområdets vedkommende siden 1993, hvor folkeskolens lærere overgik fra tjenestemandsansættelse til kommunale overenskomster. Se også lærer, læreruddannelser, meritlæreruddannelsen og pædagog.

Det overordnede ansvar for styrelsen af og tilsynet med en kommunes skolevæsen ligger hos kommunalbestyrelsen, mens den daglige ledelse udøves på skolen.

Kommunalbestyrelsen beslutter de økonomiske rammer for kommunens skolevæsen, bl.a. antal skoler, klasser og lærere, og den godkender læseplaner og udstikker generelle retningslinjer for skolernes virksomhed, dels i den lokale skolestyrelsesvedtægt, dels ved budgetbemærkninger, kompetencefordelingsplaner o.lign. Kommunalbestyrelsen har ansvar for skolernes drift, herunder at der stilles personale, lokaler og materialer til rådighed i fornødent omfang, samt for at alle kommunens børn indskrives i en folkeskole eller opfylder undervisningspligten på anden vis. Kommunalbestyrelsen fastlægger dermed skolestrukturen, inddeling i skoledistrikter, skoledagenes antal og placering, elevernes undervisningstimetal, skoledagens længde og rammer for specialundervisning samt skolefritidsordning mv. Kommunalbestyrelsen kan efter indstilling fra skolebestyrelserne beslutte, at en eller flere små skoler med oftest under 150 elever og en større skole eller to eller flere små skoler har fælles skoleleder og skolebestyrelse. Fra 2007 har kommunalbestyrelsen også udarbejdet en årlig kvalitetsrapport om kommunens skolevæsen, skolernes faglige niveau og kommunalbestyrelsens eventuelle opfølgende handlingsplaner. Kvalitetsrapporter og handlingsplaner med de enkelte skolers bidrag samt skolebestyrelsernes udtalelser hertil drøftes og vedtages på et kommunalbestyrelsesmøde, og rapporten offentliggøres på internettet.

Forældrerepræsentation i folkeskolen blev først indført i 1933 med Lov om Folkeskolens Styrelse, hvorefter forældrene kunne forlange, at der skulle oprettes forældreråd ved skolerne. Ved lovens revision i 1949 tog man endnu et par forsigtige skridt til en demokratisering i form af øget forældreindflydelse i såvel skolekommission som skolenævn. Skolenævn blev indført i 1970, hvor skoletilsynsloven blev erstattet af en skolestyrelseslov. De eksisterede indtil 1989, hvor de blev afløst af skolebestyrelser, idet skolestyrelsesloven blev ophævet og dens bestemmelser indsat i sektorlovene, for folkeskolens vedkommende i folkeskoleloven (nu kapitel 6); samtidig blev skolekommissionen og fælleslærerrådet nedlagt, og lærerrådet erstattet af et pædagogisk råd, der alene fik rådgivende kompetencer. Ved 2014-ændringen skiftede pædagogisk råd status fra obligatorisk til frivilligt for kommunen.

Ved hver skole er der en skolebestyrelse. Den har siden 1990 som regel bestået af 5-7 forældrerepræsentanter, to elevrepræsentanter, to medarbejderrepræsentanter samt skolelederen og dennes stedfortræder med sekretærfunktion; fra 2014 kan kommunalbestyrelsen beslutte, at indtil to pladser i skolebestyrelsen tildeles repræsentanter for det lokale erhvervsliv, ungdomsuddannelsesinstitutioner eller foreninger, hvilket øger skolebestyrelsernes medlemstal yderligere, jf. ovenstående bemærkninger om fællesbestyrelser. Skolebestyrelsen, der fungerer i møder, fører tilsyn med alle dele af skolens virksomhed, bortset fra personale- og elevsager, og sikrer derved, at enkeltdispositioner ikke afviger fra gældende regler. Skolebestyrelsen har ikke samme kompetence som bestyrelser i det private erhvervsliv, men har i sin virksomhed alligevel mulighed for at formidle forældrekredsens holdninger og sætte præg på skolens daglige virke, bl.a. ved at fastsætte principper for undervisningens organisering, forældresamarbejdet, fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold, udsendelse i praktik mv. samt for skolefritidsordningens virksomhed. Skolebestyrelsen fastsætter også skolens ordensregler og værdiregelsæt og godkender skolens årsbudget og valg af undervisningsmidler.

Skolens leder, der har den administrative og pædagogiske ledelse af skolen og via sin ledelsesret er ansvarlig for skolens virksomhed over for skolebestyrelsen og kommunalbestyrelsen, træffer alle konkrete beslutninger vedrørende skolens elever og leder og fordeler arbejdet mellem skolens ansatte. Som sekretær for skolebestyrelsen har skolelederen ansvar for udarbejdelse af oplæg til skolebestyrelsen og for udmøntning af dens principper og beslutninger. Lederen skal virke for, at de beslutninger, skolebestyrelsen træffer om skolens virksomhed, er lovlige og ligger inden for de fastsatte rammer. Konkrete beslutninger vedrørende skolens elever omfatter fx beslutninger om standpunktskarakterer, klasse- og holdindplacering, henvisning til specialundervisning og iværksættelse af foranstaltninger til fremme af god orden og hører under skolelederens såkaldt selvstændige kompetence, og de kan siden 2009 ikke genbehandles af kommunalbestyrelsen.

Ved alle skoler med 5. eller højere klassetrin kan eleverne danne et elevråd. Formel elevmedbestemmelse i skolen går tilbage til 1970, hvor elevrepræsentanter fik adgang til at deltage i skolenævnsmøder, senere videreført i skolebestyrelsesarbejdet. I 1974 fik eleverne ret, men ikke pligt til at danne elevråd, og i 1977 fik de tillige to repræsentanter uden stemmeret i skolekommissionen. I år 2000 fik elevrådet ret til at udpege repræsentanter til skolens interne udvalg. Der er principielt ingen nedre grænse for den alder, som eleverne skal have for at være valgbare og valgberettigede til skolebestyrelsen, og hvis et elevråd er etableret, forudsættes det, at det udpeger de to elevrepræsentanter; hvis ikke, deltager alle skolens elever i valget. Elevrådet kan inddrages i alle spørgsmål vedrørende skolen bortset fra personsager og skal inddrages i undervisnings- og arbejdsmiljøspørgsmål.

Folkeskolen har gennem de sidste årtier i stigende grad påkaldt sig offentlig opmærksomhed, ikke alene på grund af øgede udgifter til bl.a. nye digitale undervisningsmidler, men også fordi børns opdragelse er blevet en større del af skolens opgave. Debatten er ikke ny, men har været intens adskillige gange tidligere, bl.a. ved den såkaldte indoktrineringsdebat i 1970'erne, ved 1980'ernes decentralisering og selvforvaltning, ved 1990'ernes diskussion om værdier og normer og 00'ernes krav om øget konkurrencedygtighed. Debatten har gjort folkeskolen til genstand for ikke alene et folkeligt engagement, men også rettet fokus mod, hvordan folkeskolen fremover kan løfte opgaven at give eleverne den nødvendige basisuddannelse i en globaliseringstid.

Se også dansk skolehistorie, frie grundskoler, skole, skolebestyrelse og specialundervisning.