• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

elevråd

Oprindelig forfatter TThej Seneste forfatter Redaktionen

elevråd, ved offentlige danske skoler har eleverne ret til at danne et elevråd, som kan tale elevernes sag over for skolens ledelse, lærergruppen og offentligheden.

I folkeskolen dannes elevråd, når en skole har 5. eller højere klassetrin. Eleverne bestemmer selv valgmåder og arbejdsform, men de har kun ret til at holde møde i undervisningstiden, hvis skolelederen godkender det.

Eleverne har ret til at være repræsenteret med to medlemmer i skolebestyrelsen, hvor de kan deltage i behandling af alle sager med undtagelse af personsager. Kommunalbestyrelsen kan give eleverne stemmeret.

Annonce

Også på gymnasieskoler vælges elevråd. Rådet kan udtale sig til rektor om alle elevforhold, dog ikke om den enkelte lærer.

På erhvervsskoler varetager elevråd elevernes undervisningsmæssige, faglige, kulturelle, personlige og økonomiske interesser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thorkild Thejsen: elevråd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69891