Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kundskaber

Oprindelig forfatter HHenr Seneste forfatter Redaktionen

kundskaber, begreb, som omfatter det at kende, vide besked med, være fortrolig med noget; næsten identisk med viden. Kundskaber nævnes i denne sammenhæng altid i flertal og betegner som regel adskilte dele af en mere omfattende og sammenhængende viden. Kundskab, nævnt i ental, omtales fx i myten om syndefaldet, hvor Adam og Eva spiser af kundskabens træ. Dette kan tolkes som, at de lærer at skelne mellem godt og ondt, og hermed knyttes kundskab sammen med begrebet ansvar. Der er således en snæver sammenhæng mellem kundskaber, viden og ansvar, og kundskabsformidling må derfor altid begrundes ikke alene ud fra informationernes oplysningsværdi, men også etisk.

Med den naturvidenskabelige og tekniske udvikling efter renæssancen blev kundskabsbegrebet tillagt en instrumentel betydning. I 1800-t. var der således stor interesse for at finde frem til almene principper i bl.a. biologien, sociologien og psykologien, hvormed man kunne styre og kontrollere udviklingen i naturen, samfundet og menneskene. Denne holdning kom til at præge undervisningen: Kundskaber skulle være nyttige.

I Folkeskoleloven fra 1937 betegnes det som skolens formål at give eleverne "nyttige kundskaber" og i senere skolelove fastholdes denne opgave. På baggrund af den såkaldte kundskabseksplosion i 2. halvdel af 1900-t. må det overvejes, hvilke kundskaber der bør tillægges størst betydning. På den ene side er der næppe nogen, der ønsker at genindføre fortidens kundskabsskole med en uoverkommelig udenadslæren af et stort hukommelsesstof; på den anden side er kundskaber en forudsætning for at kunne tage aktivt del i tilværelsen i vort komplicerede samfund. Det helt centrale spørgsmål gælder derfor, hvilke kundskaber der er grundlæggende i fremtidens samfund.

Annonce

Tilegnelsen af kundskaber er en demokratisk rettighed og anses af mange for det vigtigste værn mod følelsesmæssig overrumpling, indoktrinering og manipulation. Med kundskab, set som summen af kundskaber, viden og ansvar, udvikles opmærksomhed og dømmekraft. Uden kundskab er der ingen løsningsmuligheder for problemstillinger, der indebærer en menneskelig stillingtagen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Holger Henriksen: kundskaber i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112197