Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

disciplin

Oprindelig forfatter OVar Seneste forfatter Redaktionen

Disciplin. Meget arbejde kræver både ydre og indre disciplin. Her på skoleskibet Danmark i Det Sydfynske Øhav sættes der sejl på turen mellem Svendborg og København sommeren 1991.

Disciplin. Meget arbejde kræver både ydre og indre disciplin. Her på skoleskibet Danmark i Det Sydfynske Øhav sættes der sejl på turen mellem Svendborg og København sommeren 1991.

disciplin, begreb, der betegner, at man indretter sig efter de regler, der gælder i fx en skole, en organisation eller et samfund. Der skelnes mellem ydre disciplin, såkaldt kadaverdisciplin, dvs. hvor lydighed og orden er et resultat af andres kontrol, magt og trusler om sanktion, og indre disciplin eller selvdisciplin, dvs. hvor adfærden er under kontrol af personen selv og baseret på accept af fælles normer eller på vilje til at indrette sig efter regler fastsat af fællesskabet eller af en selv.

Den første opdragelse af små børn baseres mest på voksne autoriteters påbud og forbud, der bygger på regler for børnenes adfærd. Målet for den tidlige opdragelse er, at den ydre disciplin efterhånden skal afløses af den indre, således at den ønskede adfærd også finder sted, når voksne ikke er til stede, eller når de mister deres autoritet. Under hele processen spiller de voksnes eksempel en vigtig rolle.

Ordet disciplin kommer af latin disciplina 'undervisning, opdragelse', af discipulus 'elev', oftest sat i forbindelse med discere 'lære', men snarere fra discipere 'opløse, opfatte', af dis- og capere 'gribe'.

Traditionelt sættes der i skolen ofte lighedstegn mellem disciplin og stilhed, men da den moderne skole sætter elevaktivitet højt, er begreberne stilhed og undervisning ikke altid forenelige. Det gælder fx i forbindelse med gruppearbejde, klassediskussion eller manuelt arbejde, hvor disciplinen kan være fuldt tilfredsstillende uanset støj og bevægelse, blot der er den nødvendige ro og orden til at udføre skolearbejdet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Varming: disciplin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=65052