Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nordisk uddannelsessamarbejde

Oprindelig forfatter VS-P Seneste forfatter Redaktionen

Nordisk uddannelsessamarbejde, samarbejde, der er koordineret af Nordisk Ministerråd på områderne skole, videregående uddannelse, almen voksenuddannelse og folkeoplysning. Samarbejdet, der opstod på person- og institutionsplan i 1800-t. som udløber af skandinaviske forskerbesøg og studentermøder, blev udbygget i 1900-t., især efter oprettelsen af Foreningen Norden i 1919.

Samarbejdet omfatter alle niveauer i uddannelsessystemet, bl.a. integration af informationsteknologi på grundskoleområdet, elevudveksling på de gymnasiale uddannelser og studieophold ved højere læreanstalter i de andre nordiske lande på samme optagelsesvilkår som landets egne studenter. Også den almene voksenuddannelse har i 1990'erne fået en høj prioritering: Rapporten Gulltavlerne i gresset (1995) konkluderede, at fremtidens erhvervskvalifikationer må bygge på nordiske traditioner for livslang folkeoplysning og voksenundervisning. Ministerrådet anvendte i 1996 ca. 200 mio. kr., dvs. ca. 30% af sit budget, på uddannelse og forskning.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Skovgaard-Petersen: Nordisk uddannelsessamarbejde i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132661