Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Byskov

Oprindelig forfatter TW-J Seneste forfatter Redaktionen

Jens Byskov, 1867-1955, dansk seminarieforstander og sprogmand, undervisningsminister 1926-29 i Madsen-Mygdals regering. Efter lærereksamen blev han i 1889 lærer ved Gedved Seminarium, og i 1903 købte han seminariet, hvor han virkede som forstander til 1934. Han blev samtidig en landskendt foredragsholder. Byskov foretog studier i matematik og historie, men sprog blev hans foretrukne felt; han udgav i 1910 Dansk Sproglære, i 1913 Modersmaalet og i 1918 Fremmed- og Retskrivningsordbog. Han deltog med iver i striden 1922 om små og store bogstaver i navneord, idet han gik ind for at bevare de store. Pjecen En ærlig Krone (1924) vakte opsigt som udtryk for en politisk liberalisme. Som minister gennemførte Byskov udvidelsen af Nationalmuseet og Det Kgl. Teater (Stærekassen).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thyge Winther-Jensen: Jens Byskov i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52815