Faktaboks

Friedrich Fröbel

Friedrich Wilhelm August Fröbel

Født
21. april 1782, Oberweissbach, Tyskland
Død
21. juni 1852, Marienthal, Thüringen, Tyskland

Friedrich Fröbel. Med baggrund i mere end 30 års lærergerning antog Fröbel, at menneskets personlighedsudvikling grundlægges i småbarnsalderen. Derfor skabte han børnehaven som grosted, hvor det lille barn kan udfolde sig under kyndig vejledning. Litografi af F.M.E. von Rohrbach, ca. 1840.

.

Friedrich Fröbel var en tysk pædagog.

Efter naturvidenskabelige studier begyndte Fröbels livslange virke først som lærer og pædagogisk tænker og i de senere år som skaber af børnehaven. Fröbel, der byggede videre på Pestalozzis filosofi og praksis, havde som hovedtese, at mennesket er "naturens barn, menneskets barn og Guds barn".

I den fröbelske pædagogik er anskuelse og aktiv handlen udgangspunkt for refleksion, og legen er central i læreprocessen. Fröbel udviklede et system af materialer til støtte for barnets udvikling og fremhævede i sine bøger mødrenes betydning som slægtens kulturbærere.

Den første Fröbelbørnehave blev oprettet i 1840, og idéen blev på trods af politisk modstand hurtigt udbredt. I de nordiske lande harmonerer Fröbels barne- og skolesyn med det Grundtvig-koldske, ligesom børnehaver i Norden bl.a. blev et redskab i kvindefrigørelsen. To seminarier i Danmark har båret Fröbels navn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig