Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Célestin Freinet

Oprindelig forfatter HHenr Seneste forfatter Haabet

Célestin Freinet, 1896-1966, fransk pædagog. Freinet gjorde sine første erfaringer i en landsbyskole, hvor han gav børnene mulighed for dels selvvirksomhed, dels at få medindflydelse på skolens virksomhed.

Freinets skole er en reformpædagogisk arbejdsskole. Det vigtigste værksted er trykkeriet, hvor børnene lærer at læse og skrive egne tekster, "den frie tekst".

I klasseavisen gør børnene rede for ugens arbejde og for planlægningen af den kommende uge. Der lægges vægt på kommunikation og deltagelse til fremme af en demokratisk pædagogik.

Annonce

I 1926 var Freinet medstifter af Coopération de l'enseignement laïc (CEL) (Sammenslutningen for verdslig undervisning). To af Freinets værker er udgivet på dansk, Folkets skole (1973) og Arbejdet som pædagogisk princip; den frie tekst (1980).

Freinetskoler

Freinet oprettede i 1927 Fédération internationale des mouvements d'école moderne til støtte for sine skoletanker. Organisationen har medlemmer i mange lande og arbejder på grundlag af Freinets pædagogik. I Danmark findes der tre Freinetskoler (2009), oprettet i henhold til Friskoleloven.

Freinets pædagogik er oprindelig udviklet for den lille landsbyskole med en enkelt lærer i et samfund med håndværk og landbrug og let adgang til oplevelser i naturen. For Freinetskolerne er det derfor en opgave at udvikle deres pædagogiske holdning i takt med de krav, der i et moderne samfund stilles til uddannelse.

Elevernes brug af sproget tager fortsat udgangspunkt i deres erfaringer, og informationsteknologien giver gennem tekstbehandling og korrespondance Freinetpædagogikken nye muligheder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Holger Henriksen: Célestin Freinet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79834