Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - forskning

Oprindelige forfattere KnLa, NEng, OPed, UfRas og VS-P Seneste forfatter Redaktionen

Finseninstituttets lyssal er her malet af P.S. Krøyer i 1903, det år, da Niels Finsen fik nobelprisen. Finsen grundlagde instituttet i 1896 med økonomisk støtte fra industrimændene Vilhelm Jørgensen og G.A. Hagemann. I persongruppen i forgrunden ses yderst til venstre Finsens nære medarbejder Axel Reyn efterfulgt af Vilh. Jørgensen, Finsens søn Halldor, Finsen selv med korslagte arme, G.A. Hagemann og yderst til højre læge Holger Forchhammer. Billedet findes på Frederiksborgmuseet.

Finseninstituttets lyssal er her malet af P.S. Krøyer i 1903, det år, da Niels Finsen fik nobelprisen. Finsen grundlagde instituttet i 1896 med økonomisk støtte fra industrimændene Vilhelm Jørgensen og G.A. Hagemann. I persongruppen i forgrunden ses yderst til venstre Finsens nære medarbejder Axel Reyn efterfulgt af Vilh. Jørgensen, Finsens søn Halldor, Finsen selv med korslagte arme, G.A. Hagemann og yderst til højre læge Holger Forchhammer. Billedet findes på Frederiksborgmuseet.

Det danske forskningssystem er vokset frem af offentlige og private initiativer i en mere end 500-årig udvikling. Tre søjler har været bærende: universiteterne og andre højere læreanstalter, offentlige forskningsinstitutioner i øvrigt og private virksomheders forskning.

De samlede udgifter til forskning og udvikling var i 2010 over 55 mia. kr. Heraf stammer godt 17 mia. fra den offentlige sektor, mens den private sektor står for 38 mia. Danmark bruger godt 3 % af bruttonationalproduktet på forskningsindsatsen og er relativt set et forskningsintensivt land.

Da Københavns Universitet grundlagdes i 1479, var sigtet ikke at skabe en forskningsinstitution. Universitetet skulle meddele undervisning inden for den skolastiske tradition, som prægede middelalderens universiteter. Først i 1700-t.s oplysningstid, men udmøntet ved universitetsreformen i 1788, fandt den frie og almene forskning for alvor en selvstændig plads blandt universitetets forpligtelser. I 1800-t. suppleredes med andre højere læreanstalter som Den Polytekniske Læreanstalt (1829), Danmarks Farmaceutiske Højskole (1857) og Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (1858). I 1900-t. kom fire universiteter/universitetscentre til: Aarhus, Odense (i dag Syddansk Universitet), Roskilde og Aalborg.

Annonce

I 2007 blev en række universiteter samt sektorforskningsinstitutioner sammenlagt. 25 forskningsinstitutioner blev reduceret til 11 institutioner, de otte benævnt universiteter og de tre øvrige benævnt sektorforskningsinstitutioner, der nu varetager størstedelen af forskningsaktiviteterne. Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet blev dermed blandt Europas største. Cirka to tredjedele af den offentlige forskning og universitetsuddannelse foregår her. Ved sammenlægningen fremkom derudover fire mellemstore universiteter, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet, der fusionerede med sektorforskningsinstitutioner, samt Copenhagen Business School og Roskilde Universitet. IT–Universitetet i København er Danmarks mindste universitet.

Universiteter

Fælles for universiteterne er, at de via de årlige finanslove modtager basismidler til forskning. Anvendelsen af disse midler sker efter beslutninger, som træffes af universitetsledelsen. Hertil kommer midler fra andre kilder til finansiering af særlige forskningsprogrammer, forskningskontrakter eller deltagelse i forskningssamarbejde med danske eller udenlandske partnere.

Universiteterne har hovedansvaret for dansk grundforskning. Mens en række andre lande har valgt at lade akademier eller tilsvarende nationale forskningsinstitutter varetage den grundlæggende forskning, hviler det danske forskningssystem på de idealer, som Wilhelm von Humboldt udviklede i Preussen i 1800-t.s begyndelse, og som kobler højere uddannelse og fri forskning tæt sammen.

Kernen i universitetsforskningen er institutterne ved hvert enkelt universitet, og den universitetsansatte forsker har frihed til at vælge sine forskningsemner.

Andre forskningsinstitutioner

Uden for universitetsverdenen findes forskningsinstitutioner til fremme af mere specifikke formål. Vægten er i overvejende grad lagt på anvendt forskning, herunder rådgivning af offentlige myndigheder. Også denne type af institutioner hviler på lange traditioner. Det er værd at fremhæve, at Frederik 2. massivt støttede Tycho Brahe, da han 1580-97 drev en af Europas fornemste forskningsinstitutioner via sit observatorium Uranienborg på Ven. Fra slutningen af 1800-t., men især i tiden efter 1945, blev der inden for alle forskningens hovedområder oprettet sektorforskningsinstitutter, der alle havde forskning som hovedopgave. I 2007 reducerede man antallet af forskningsinstitutioner ved sammenlægninger.

Danmark har 2013 tre sektorforskningsinstitutioner: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) under Beskæftigelsesministeriet, SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd under Socialministeriet samt Statens Serum Institut under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. En sektorforskningsinstitution får sin basisbevilling fra et fagministerium, som det betjener med rådgivning og forskningsresultater som grundlag for politiske og administrative beslutninger. Hertil kommer forskningsorienterede arkiver, biblioteker og museer. Særkendet for sektorforskningen er, at dens emnevalg i højere grad end universiteternes er styret af de behov, som samfundet via ministerierne og deres rådgivende organer formulerer.

Med til billedet af den offentligt finansierede forskning hører endelig den forskning, der udføres på landets sygehuse. De basale udgifter hertil afholdes i hovedsagen af regionerne, idet dog Rigshospitalet og enkelte andre modtager finanslovsbevillinger.

Administrationen af det offentlige forskningssystem varetages af en række ministerier. I 1993 oprettedes for første gang et Forskningsministerium, hvis opgave var at koordinere dansk forskning, mens forskningsbevillinger og -institutioner fortsat henhørte under de traditionelle ressortministerier. Siden 2014 har ministeriet heddet Uddannelses- og Forskningsministeriet. Ministeriets ressortområde dækker de videregående uddannelser, herunder blandt andet de maritime uddannelser, erhvervsakademierne, professionshøjskolerne, flere kunstneriske uddannelser samt universiteterne. Hertil kommer SU-området samt forsknings- og innovationsområdet. Ministeriet har ansvaret for forskningsrådssystemet, der består af en række organer med forskellige opgaver inden for forskningspolitisk rådgivning, forskningsstøtte og styrkelse af henholdsvis samspillet mellem offentlig og privat forskning og samarbejdet mellem forskningsinstitutioner og virksomheder.

Virksomhedsforskning

En pioner i bestræbelserne på at bruge forskning i industriens tjeneste var Carlsberg Bryggeriernes grundlægger, J.C. Jacobsen. Fra sin ungdom var han optaget af videnskab, og i 1875 skabte han Carlsberglaboratoriet på sit eget bryggeri. I 1876 oprettede han Carlsbergfondet, der blev ejer af Carlsberg og dermed en betydelig financier af dansk forskning. Carlsbergfondets direktion udpeges af medlemmerne af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. Formentlig er det enestående i verden, at fem personer, hvis betydeligste kvalifikationer er at være forskere, således er bestyrelse for en meget stor industriel virksomhed. Næsten lige så enestående er det, at Carlsberglaboratoriet siden oprettelsen har været et grundvidenskabeligt laboratorium, hvis forskningsresultater er alment tilgængelige.

Den forskningstunge del af dansk industri er i 2010'erne især medicinalindustrien, og de danske medicinalvirksomheder NOVO Nordisk, Lundbeck og Leo Pharma står for cirka 30 procent af al privat forskning i Danmark. Forskningsafdelingerne har et tæt samarbejde med danske og udenlandske universitetsinstitutter, og der kan iagttages en stigende tendens til, at danske virksomheder som fx NOVO Nordisk etablerer egne laboratorier uden for landets grænser.

Såvel privat som offentlig dansk forskning er afhængig af internationalt samarbejde. En særlig betydning har dansk deltagelse i EU's rammeprogrammer for forskning og innovation. Danmarks hjemtag af midler herfra ligger stabilt på cirka 2,3 pct. af hele den samlede pulje, hvilket svarer til 601 mio. euro (marts 2012).

Centrale forskningsområder

Dansk forskning står stærkt på en række områder. På det humanistiske område er arkæologi og sammenlignende sprogvidenskab væsentlige discipliner med rod i danske universitets- og museumstraditioner. Fysik er med Niels Bohr som det store internationale navn fortsat et styrkeområde, ligesom marinbiologien i dette århundrede har opbygget stærke forskningsmiljøer. Dansk landbrug har formået at opbygge stærke forskningsmiljøer både i universitets- og sektorforskningssystemet, og sundhedsforskningen står stærkt placeret i det internationale forskningssamarbejde. For at fremme dansk forskning på udvalgte områder er der i de senere år gennemført særlige forskningsprogrammer på områder som materialeteknologi, bioteknologi, fødevareteknologi samt energi- og miljøforskning. Målet med disse indsatser er at udvikle nye områder, hvor forskningen både kan fremme dansk erhvervslivs konkurrenceevne og vinde positioner i den internationale forskningsverden.

Forskningshistorie

Egentlig videnskabelig aktivitet opstod i 1100-t. under indflydelse af skolerne i Paris, hvor kredsen omkring Absalon var uddannet. Anders Sunesens store læredigt Hexaëmeron fortsatte en gammel europæisk tradition, mens SaxosGesta Danorum på sirligt latin skildrede Danmarks historie indtil 1185. Modersmålet brugtes ved kodificering af landskabslovene, fx Jyske Lov ved biskop Gunner 1241, såvel som i en medicinsk urtebog af Roskildekannikken Henrik Harpestreng (d. 1244). I 1274 blev systematiske astronomiske observationer foretaget i Roskilde, og herfra udgik også Peder Nattergal (Petrus Philomena), der blev europæisk kendt som matematiker, som konstruktør af astronomiske regneinstrumenter og som forfatter til en uhyre udbredt kalender for perioden 1292-1368. I Paris virkede Boëthius de Dacia og andre danske filosoffer. I senmiddelalderen fremkom en stor samling af ordsprog af Peder Laale, en omfattende medicinsk-astrologisk lærebog af Lundekannikken Laurentius de Dacia og det første kort over de nordiske lande af Claudius Clavus Schwartz (ca. 1425).

I 1479 oprettedes Københavns Universitet, som efter Reformationen i alt væsentligt blev en luthersk præsteskole, og kun teologen Niels Hemmingsen spillede en rolle i europæisk sammenhæng. Uden for universitetet blev hoflægen Peder Sørensen (eller Severinus, ca. 1540-1602) kendt viden om for sin paracelsiske naturfilosofi, kansleren Arild Huitfeldt skrev den første store Danmarkshistorie på dansk, og i Ribe samlede Anders Sørensen Vedel historisk kildemateriale og udgav den første samling af folkeviser. Særlig betydning fik astronomen Tycho Brahe, som grundlagde den moderne astronomi ved på sit rigt udstyrede observatorium på Ven at gennemobservere himlen med en hidtil ukendt nøjagtighed.

Grunden til det danske museumsvæsen blev lagt i 1600-t. med lægen Ole Worms naturhistoriske og arkæologiske samling og med Det Kgl. Kunstkammer. Universitetet gjorde sig fra dette århundrede mere gældende med et nyt observatorium på Rundetårn, et nyt universitetsbibliotek og et anatomisk teater og museum. Caspar Bartholin blev kendt over hele Europa for sin anatomiske lærebog; hans søn Thomas Bartholin identificerede lymfekarrene og udgav landets første videnskabelige tidsskrift, Acta Medica (1673-80), og en anden søn, Rasmus Bartholin, gav den første beskrivelse af lysets dobbeltbrydning, som han havde observeret i islandske kalkspatkrystaller. Af fundamental betydning inden for fysikken blev Ole Rømers påvisning i 1676 af lysets "tøven" eller endelige hastighed. Bartholinfamiliens nepotisme holdt imidlertid mange væk fra universitetet. Matematikeren Georg Mohr virkede i udlandet ligesom Niels Stensen, der foruden at gøre fremragende anatomiske opdagelser huskes som grundlægger af den historiske geologi, palæontologien og krystallografien.

For at styrke de enkelte fag forbød en ny universitetslov i 1732 professorerne at skifte fag; dermed var den polyhistoriske periode forbi. Ti år senere stiftedes Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab med den europæisk kendte historiker Hans Gram som drivende kraft. Meget arbejde blev lagt i studiet af landets natur og kultur. Matthias Moth og Frederik Rostgaard udarbejdede store ordsamlinger, der er blevet benyttet i alle senere danske ordbøger. Vigtige kilder til den ældre historie blev udgivet i Scriptores Rerum Danicarum, som blev påbegyndt af Jacob Langebek i 1772, mens Peter Frederik Suhm skrev sin 14-binds Danmarkshistorie, der dækkede perioden indtil 1400. Landets topografi blev beskrevet i Danske Atlas af Erik Pontoppidan, farvandene opmåltes under søkortdirektør Jens Sørensen, og den store geodætiske opmåling 1760-1820 under Thomas Bugge resulterede i de første nøjagtige Danmarkskort. Den moderne, newtonske fysik blev forsømt på universitetet, men fik en ypperlig fremstilling i et stort værk Forelæsninger over Mekanik (1763) af Sorøprofessoren Jens Kraft. En pionerafhandling om komplekse tal af landmåleren Caspar Wessel gik derimod straks i glemme og blev først genopdaget 100 år senere. Naturhistorien opdyrkedes af entomologen Johan Christian Fabricius og grønlandsforskeren Otto Fabricius, mens zoologen Otto Frederik Müller skrev et stort oversigtsværk over hele Nordens dyreliv. Fjerne lande udforskedes af hhv. Frederik Ludvig Norden og Carsten Niebuhr på store ekspeditioner til Egypten 1737-38 og til Arabien, Persien og Indien 1761-67; Niebuhr hjembragte bl.a. nøjagtige kopier af persiske indskrifter i kileskrift, hvis tydning blev indledt af Friedrich Münter. I Rom virkede Georg Zoëga som egyptolog og som en af grundlæggerne af den moderne arkæologi.

Forskning på internationalt plan

Herefter tog udviklingen fart med etablering af stadig flere forskningsområder ved en voksende række af læreanstalter og specialinstitutter. Her skal kun nævnes områder, hvor dansk videnskab har haft international betydning. Det var tilfældet i filologien, hvor Rasmus Kristian Rask grundlagde den sammenlignende sprogvidenskab og fra en rejse i Østen 1816-23 hjemførte store samlinger af manuskripter. De blev udnyttet af bl.a. iranologen Niels Ludvig Westergaard og blev også grundlaget for en stor, endnu uafsluttet ordbog over buddhismens hellige sprog, pali. Vigtige sproghistoriske bidrag blev desuden givet af Karl Verner, Vilhelm Thomsen og Otto Jespersen. Inden for den klassiske filologi var Johan Nicolai Madvig en førerskikkelse, mens Johan Ludvig Heiberg skabte de kritiske udgaver af Euklid, Archimedes og Ptolemaios, der endnu benyttes verden over. Også Louis Hjelmslev har markeret sig som en af Danmarks største sprogforskere og blev med sprogteorien glossematikken internationalt kendt.

Inden for arkæologi og forhistorie indførte museumsmanden Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865) den nu alment benyttede inddeling i sten-, bronze- og jernalder. Af stor betydning for faget var tillige opdagelsen af køkkenmøddingerne ved Japetus Steenstrup og J.J.A. Worsaae. Senere har talrige udgravninger i Nærorienten befæstet dansk arkæologi på verdensplan, bl.a. med opdagelsen af den gamle Bahrainkultur ved P.V. Glob.

Hans Christian Ørsted opdagede elektromagnetismen i 1820, hvilket bragte fysikken ind på nye baner, mens Ludvig August Colding etablering af energiprincippet forblev upåagtet. Også den matematiske fysik ignoreredes, indtil den blev indført af Ludvig Valentin Lorenz og Christian Christiansen (1843-1917). Til deres skole hørte Niels Bohr, der i 1913 blev verdenskendt for sin anvendelse af kvantemekanikken på brintatomet og for sin forklaring af grundstoffernes periodiske system, som i 1922 gav ham nobelprisen. Universitetets Institut for Teoretisk Fysik (1920, nu Niels Bohr Institutet) har siden været et internationalt forskningscentrum. Her opdagedes grundstoffet hafnium i 1923 af Georg de Hevesy, mens Christian Møller blev kendt for sit arbejde med relativitetsteorien. Også en nobelpris i kernefysik i 1975 til Aage Bohr og Ben Mottelson viser livskraften i denne skole, som også den alsidige teoretiker Jens Lindhard tilhører.

Væsentlige bidrag til kemi blev ydet af termokemikeren Julius Thomsen og senere af J.A. Brønsted vedrørende syre-base-begrebet. I astronomien foretog Heinrich Louis d'Arrest banebrydende observationer af stjernetåger, mens den i udlandet virkende Ejnar Hertzsprung blev en af pionererne i astrofysikken, til hvilken også Bengt Strömgren gav meget afgørende bidrag.

Havforskningen har haft udbytte af de store danske jordomsejlinger, der begyndte med Galatheas ekspedition 1845-47, som bl.a. hjemførte Peter Wilhelm Lunds store palæontologiske samlinger fra Brasilien; senere fulgte bl.a. de tre Dana-ekspeditioner 1920-30 og endelig en ny jordomsejling med Galathea 2. i 1950-52, der opnåede rige oceanografiske og naturhistoriske resultater. Nævnes må også de etnografiske rejser til de arktiske områder, specielt udforskningen af Grønland, i første halvdel af 1900-t., ledet af Kaj Birket-Smith, og til Centralasien, gennemført af Henning Haslund-Christensen.

På det biologiske og medicinske område blev Hans Christian Gram kendt for sin metode til farvning af bakterier (1884). I 1903 fik Niels Ryberg Finsen for lysbehandlingen af lupus Danmarks første nobelpris i medicin. I 1920 fulgte endnu en nobelpris til August Krogh for hans arbejde over respirationens fysiologi. En tredje blev i 1943 givet til biokemikeren Henrik Dam for opdagelsen af K-vitaminet. Af afgørende betydning for eftertiden blev de arvelighedsstudier af W. Johannsen, der blev udgangspunkt for genforskningen, samt Peter Boysen Jensens opdagelse af planternes væksthormoner.

I 1997 modtog lægen Jens Christian Skou en delt nobelpris i kemi for sin opdagelse af natrium-kalium-pumpen, der i form af enzymet natrium-kalium-ATPase opretholder mineral- og væskebalancen mellem vævsvæsken og legemscellerne.

Læs mere om Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Larsen, Nils Engelbrecht, Olaf Pedersen, Uffe Rasmussen, Vagn Skovgaard-Petersen: Danmark - forskning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61062