Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mellemskole

Oprindelig forfatter VS-P Seneste forfatter Redaktionen

mellemskole, fireårig skoleafdeling, efter norsk forbillede oprettet ved gymnasier i 1903 for at bygge bro mellem folkeskole og gymnasium. Elever blev optaget ved en "mellemskoleprøve", normalt efter folkeskolens 5. klasse; mellemskoleeksamen efter 4. mellem gav adgang til gymnasiet eller til den etårige realklasse. Da mellemskole også kunne oprettes ved skoler uden gymnasium, vandt den hurtigt stor tilslutning. Men nederlaget for de elever, der ikke bestod mellemskoleprøven, og frafaldet ved undervisningspligtens ophør efter det syvende skoleår medførte alvorlig kritik.

Med 1937-loven blev mellemskolen en del af folkeskolen, i det købstadordnede skolevæsen opdelt i eksamensmellemskolen og den eksamensfri mellemskole eller "fri mellem". Den fri mellem, der i sit sigte var erhvervsorienteret, blev ingen succes, og mellemskolen blev afskaffet med 1958-loven for at undgå en sortering af elever allerede i 11-årsalderen.

Se også dansk skolehistorie.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Skovgaard-Petersen: mellemskole i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123911