Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lærling

Oprindelige forfattere Degn og MBle Seneste forfatter Redaktionen

lærling, person under uddannelse i et butiks-, handels- og kontorfag eller et håndværk indtil 1991; herefter betegnet elev i erhvervsuddannelse.

Lærlingeuddannelserne blev ved Lov om Lærlingeforholdet af 30.3.1889 lagt i fastere rammer og i 1991 afløst af erhvervsuddannelser.

I lavstiden foregik uddannelsen som mesterlære, ved at lærlingen arbejdede sammen med en uddannet person. Vilkårene var fastsat i en kontrakt mellem mester og lærlingens forældre eller værge.

Annonce

Kontrakten omhandlede uddannelsens indhold og varighed og havde bestemmelser om underhold eller aflønning. Lærlingen var således til gengæld for sin arbejdsindsats sikret ansættelse og oplæring i læretiden, der varierede fra tre til syv år i de forskellige fag og kunne afsluttes med udførelse af et svendestykke og en svendeprøve.

Uddannelsen var i sin moderne form en vekseluddannelse, hvor eleven skiftevis fik oplæring i virksomheden og undervisning på en teknisk skole eller handelsskole. Se også efg, håndværk og lav.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Degn, Michael Blegvad: lærling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=119735