Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Odense Universitet

Oprindelig forfatter Slott Seneste forfatter Redaktionen

Odense Universitet, oprettet ved lov i 1964. Baggrunden for universitetsvirksomhed i Odense var den uddannelseseksplosion, der fra slutningen af 1950'erne førte til et stort pres på universiteterne i København og Århus, hvor studentertallet blev mangedoblet 1960-70.

Odense Universitet blev det første af de i alt tre nye universiteter, der skulle aflaste de gamle. Universitetets første ansatte, universitetsadministratoren, begyndte i november 1964 sin virksomhed med den opgave at gøre det muligt at påbegynde undervisningen ved efterårssemesteret 1966. Det lykkedes, og universitetet kunne fire år efter mønstre over 1000 studerende; det var på mange måder en imponerende bedrift. Ved udgangen af 1900-t. havde Odense Universitet knap 11.000 studerende og ca. 5000 ansatte. Hvor Aarhus Universitet i sine første år måtte kæmpe imod en betydelig modstand fra den etablerede universitetsverden og store økonomiske vanskeligheder, og Roskilde Universitetscenter i 1970 begyndte sin virksomhed i strid politisk modvind, havde Odense Universitet fra begyndelsen opbakning fra det omgivende samfund og de øvrige universiteter.

Gennem en energisk indsats i de sidste årtier af 1900-t. markerede Odense Universitet sin profil. I 1998 begyndte et nyt kapitel, da det gik sammen med Sydjysk Universitetscenter, Handelshøjskole Syd og Ingeniørhøjskole Syd i det nye Syddansk Universitet. Odense Universitet var på det tidspunkt organiseret i fire fakulteter: Det humanistiske fra 1966; det lægevidenskabelige, der begyndte som medicinsk-naturvidenskabeligt fakultet samme år, indtil naturvidenskaberne fik deres eget fakultet i 1976; i 1983 blev der oprettet et samfundsvidenskabeligt fagråd inden for det humanistiske fakultet, og i 1989 blev samfundsvidenskaberne organiseret som et selvstændigt fakultet. Universitetets undervisning og forskning foregik på mere end 30 institutter, centre mv.

Annonce

En konkurrence om det nye universitetsbyggeri blev i 1967 vundet af arkitektfirmaet Krohn og Hartvig Rasmussen (KHR AS arkitekter) ved Knud Holscher og Svend Axelsson. Bygningerne er opført i etaper siden 1971.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ejvind Slottved: Odense Universitet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134443