Buntmager er en håndværker, der forarbejder pelsværk af dyre- og fugleskind. De vigtigste skind foruden fugleskind er mår, ilder, hermelin, zobel, bjørn, ræv, hare, kanin, bæver, chinchilla, opossum og får.

Buntmageren forarbejder skindene ved en form for garvning, hvorved huden skrabes og behandles med mel, fedt, æggeblomme m.m., afhængigt af skindets art. Skindene farves derefter ved påstrygning eller neddypning. Senere sorteres de færdige skind efter farve, størrelse og hårlængde, ordnes ved afskæring af mindre pæne partier og skæres i facon. Derefter fugtes de, formes og spændes til tørring, og til sidst markeres, hvor buntmagersyeren skal sy.

Buntmagerfaget udskilte sig i 1500-tallet af det tidligere skinderfag, der indtil da også omfattede tilvirkning af pelsskind. De københavnske buntmagere dannede lav i 1515. Buntmageren uddannes i dag som beklædningshåndværker med speciale i buntmageri.

Læs mere i Den Store Danske

håndværk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig