Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ur

Oprindelig forfatter GRas Seneste forfatter Redaktionen

Ur. Dette renæssancebordur af tårntypen med kasse af forgyldt messing er dateret 1598 og signeret af Steffen Brenner, som er den første danske urmager, hvis ure er bevaret; klokken oven på urkassen er antagelig nyere. Det rigt ciselerede ur, der er fremstillet til et medlem af adelsslægten Bille, er 22,5 cm højt. Skiven har alene timeviser, ikke minutviser. Urværket, der er af jern med fjedertrukket spindelgang, blev oprindelig reguleret af en uro, senere af et pendul. Uret findes på Nationalmuseet.

Ur. Dette renæssancebordur af tårntypen med kasse af forgyldt messing er dateret 1598 og signeret af Steffen Brenner, som er den første danske urmager, hvis ure er bevaret; klokken oven på urkassen er antagelig nyere. Det rigt ciselerede ur, der er fremstillet til et medlem af adelsslægten Bille, er 22,5 cm højt. Skiven har alene timeviser, ikke minutviser. Urværket, der er af jern med fjedertrukket spindelgang, blev oprindelig reguleret af en uro, senere af et pendul. Uret findes på Nationalmuseet.

ur, instrument til måling af tid. I oldtiden og ældre middelalder blev tid registreret ved bl.a. solure, hvis skyggegivere viste Solens gang over himlen, ved vandure og sandure, også kaldet timeglas, som målte tiden vha. rindende vand eller sand, og ved olieure, der registrerede tid ud fra den brændte oliemængde. Senere urtyper er mekaniske ure og elektroniske ure.

Ordet ur kommer via tysk Uhr fra latin hora 'time', af græsk hora 'tid'.

Mekaniske ure

Denne urtype går tilbage til ca. 1250 i Italien. De mekaniske ure er antagelig udviklet i kirker og klostre, hvor gejstligheden til bestemte tider skulle afholde bønner. Fra ca. 1300 har der også eksisteret mekaniske ure i Frankrig, Tyskland og England. Typen, der bl.a. omfattede tårnure i kirker, klostre, slotte og rådhuse, kendes i Norden fra fx domkirken i Lund, der fik sit første ur før 1400, og domkirken i Ribe, hvis ur er fra 1401.

Gangværk. Mekaniske ures gangværk består af fire hoveddele: drivmidlet, som driver hele gangværket, hjulværket, der overfører drivmidlets kraft til hæmværket, som skiftevis standser og udløser værkets bevægelser, og endelig regulatoren, der ved sine regelmæssige svingninger sikrer værket en jævn hastighed.

Annonce

Ur. Tv. tegning af et fjederur, fx et lomme- eller armbåndsur, set fra bagsiden; dog er uro og anker af anskuelighedsgrunde set fra urets forside. Ved optrækskronen øverst spændes fjederen i fjederhuset. Kraften forplanter sig herfra via hjulværket til hæmværket. Dette består af en ankergang, som reguleres af den cirkelformede uro, der holdes i bevægelse af spiralfjederen. Th. tegning af et lodur. Lodurets gangværk drives af et lod, der påvirker en valse, som via drev og tandhjul bevæger hjulværket. Øverst ses hæmværket, her en ankergang, der skiftevis standser og frigiver hjulværkets bevægelse, og som reguleres af pendulets svingninger. Th. ses viserværket, der vha. drev og tandhjul omsætter minutviserens 60 minutters omdrejning til timeviserens 12-timers omdrejning.

Ur. Tv. tegning af et fjederur, fx et lomme- eller armbåndsur, set fra bagsiden; dog er uro og anker af anskuelighedsgrunde set fra urets forside. Ved optrækskronen øverst spændes fjederen i fjederhuset. Kraften forplanter sig herfra via hjulværket til hæmværket. Dette består af en ankergang, som reguleres af den cirkelformede uro, der holdes i bevægelse af spiralfjederen. Th. tegning af et lodur. Lodurets gangværk drives af et lod, der påvirker en valse, som via drev og tandhjul bevæger hjulværket. Øverst ses hæmværket, her en ankergang, der skiftevis standser og frigiver hjulværkets bevægelse, og som reguleres af pendulets svingninger. Th. ses viserværket, der vha. drev og tandhjul omsætter minutviserens 60 minutters omdrejning til timeviserens 12-timers omdrejning.

Mekaniske ure opdeles efter drivmidlets art i lodure, fjederure og elektriske ure. Loduret, der er den ældste type, bevæges af et lod, som via en snor eller kæde trækker på en valse i hjulværket. Fjederuret, der er kendt fra ca. 1450, får sin kraft fra en oprullet fjeder af stål, der driver hjulværket. Den er normalt indkapslet i et fjederhus. Elektriske ure, som er udviklet siden 1870'erne, drives af elektricitet fra et batteri eller fra lysnettet.

Hjulværket, også kaldet løbeværket, består af valser, tandhjul og drev, der overfører drivmidlets kraft til hæmværket; samtidig bevæger det viserne. Hæmværket, også kaldet gangen eller echappementet, modvirker hjulværkets naturlige hastighedsforøgelse og sikrer en jævn ganghastighed; de mest almindelige hæmværker benævnes efter udformningen enten spindelgang, ankergang eller cylindergang. Regulatoren var oprindelig en svingarm. Den blev i anden halvdel af 1400-t. erstattet af en cirkulær uro. Fra 1657 blev også pendulet anvendt som regulator.

Slagværk. Mange ure er forsynet med slagværk, hvis opbygning svarer nogenlunde til gangværkets, og som udløses af dette. I slagværket er regulatoren et roterende vindfang, der består af en aksel med to metalvinger, hvis luftmodstand nedsætter værkets hastighed. Antallet af slag bestemmes i de ældste slagværker af en slagskive, der drejer én gang rundt på 12 timer. I slagskivens rand er der 11 indsnit, og det er længden af kammene mellem indsnittene, som bestemmer det antal slag, der skal slås på et givet tidspunkt. Ved det mere komplicerede rækkeslagværk styres timeslagenes antal af en "snegl", der er fast forbundet med timeviseren.

Ur. Af de tre hæmværktyper er den ældste spindelgangen. Den består af en spindelaksel med to spindellapper, der skiftevis griber ind i ganghjulets tænder. Spindelakslens svingninger reguleres af svingstangen, hvis svingninger styres af to flytbare reguleringsvægte; regulering kan dog også ske ved en cirkelformet uro. Ved ankergangen griber grenene på ankeret, der styres af et pendul eller en uro, skiftevis ind i ganghjulet. Yngst er den uro-regulerede cylindergang. Her er uro-akslen udformet som en lille hul cylinder, hvori ganghjulets hammerformede tænder skiftevis fanges og frigives.

Ur. Af de tre hæmværktyper er den ældste spindelgangen. Den består af en spindelaksel med to spindellapper, der skiftevis griber ind i ganghjulets tænder. Spindelakslens svingninger reguleres af svingstangen, hvis svingninger styres af to flytbare reguleringsvægte; regulering kan dog også ske ved en cirkelformet uro. Ved ankergangen griber grenene på ankeret, der styres af et pendul eller en uro, skiftevis ind i ganghjulet. Yngst er den uro-regulerede cylindergang. Her er uro-akslen udformet som en lille hul cylinder, hvori ganghjulets hammerformede tænder skiftevis fanges og frigives.

Urtyper

Ure kan også opdeles efter deres placering og formgivning, stueure således i standure, vægure, bordure mv., og personlige ure i lommeure og armbåndsure.

Stueure, som i Europa kendes fra anden halvdel af 1300-t., underopdeles efter deres placering i boligen. De ældste bevarede bord-, taffel- og konsolure er fra renæssancen. De er indbygget i metalkasser formet som små tårne med urskiven på siden eller som runde eller kantede dåser med vandrette skiver. Andre bordure er lygteure, der kendes fra ca. 1660-1800 og har lygteformede trækasser med fjedertrukne værker mellem to lodrette værkplader samt pendul. Portaluret, der er opbygget med to eller fire søjler, og hvor urværket er placeret mellem søjlerne, var almindeligt fra slutningen af 1700-t. til midten af 1800-t.

Gruppen standure omfatter ure, der står på gulvet. En særlig dansk gruppe er bornholmerurene, der er fremstillet på Bornholm; benævnelsen anvendes ofte fejlagtigt om alle danske standure.

Af vægure kan nævnes de tidlige lanterneure med åbent messingværk med spindelgang mellem to vandrette værkplader og stor klokke foroven. Af disse ure, der var almindelige 1630-1750, har de ældste uro, og de yngre pendul. I 1800-t. importeredes i stort omfang såkaldte Schwarzwalderure, herunder også kukure, som er fremstillet siden 1700-t. i Sydtyskland. De har hvidmalede træskiver og etdøgns værk med lodder og pendul. Også de amerikanske vægure, som blev fremstillet i USA ca. 1850-1900 og efterlignet i Tyskland i samme periode, var meget udbredte. De har en flad, firkantet trækasse med mahogni- eller nøddetræsfineret rammeforkant; forsiden er en glasdør, hvis øverste del dækker den firkantede, hvidmalede skive, mens den nederste del er udsmykket med et glasmaleri. Værket har ankergang og kort pendul samt lodder i urkassen.

Personlige ure. Med anvendelsen af urfjederen som drivkraft i stedet for loddet fra ca. 1450 blev det muligt at konstruere flytbare ure. Opfindelsen af det bærbare ur ca. 1510 tillægges Nürnbergerurmageren Peter Henlein (ca. 1480-1542). Lommeurets endelige form blev skabt 1675-1700. Det blev hurtigt prestigesymbol, og guld- og sølvkasser blev udsmykket med ciselering, relief eller emalje efter tidens mode. Værkerne i nogle modeller kunne endog udbygges med små, bevægelige figurer. I 1900-t. blev lommeuret erstattet af armbåndsuret som det personlige ur.

Nøjagtighed. Det har til stadighed været et mål for udviklingen af urværkerne at forbedre gangnøjagtigheden. Dette kan opnås ved at holde regulatorens svingningstid konstant, hvorfor pendul og uro ofte er fremstillet af flere metaller med vekslende temperaturudvidelse, der kan udligne hinanden. Nøjagtigheden kan også forbedres ved at øge regulatorens svingninger pr. sekund. Navnlig dette princip er udnyttet i 1900-t. ved konstruktionen af kvalitetsure.

Elektroniske ure

Ur. Principskitse af batteridrevet kvartsur. Uret fungerer ved, at et kvartskrystal bringes i svingninger, når det påføres en spænding fra batteriet. Svingningerne reguleres i et elektronisk kredsløb og overføres derfra til enten en mikromotor, der via en udveksling driver viserne på et analogt ur, eller til endnu et elektronisk kredsløb, der tæller svingningerne og omsætter dem til tal, der vises på et display.

Ur. Principskitse af batteridrevet kvartsur. Uret fungerer ved, at et kvartskrystal bringes i svingninger, når det påføres en spænding fra batteriet. Svingningerne reguleres i et elektronisk kredsløb og overføres derfra til enten en mikromotor, der via en udveksling driver viserne på et analogt ur, eller til endnu et elektronisk kredsløb, der tæller svingningerne og omsætter dem til tal, der vises på et display.

Denne gruppe omfatter kvarts- og atomure. I kvartsuret, der blev opfundet i 1920'erne og i løbet af 1970'erne fik stor udbredelse, er regulatoren et kvartskrystal, der ved anbringelse i et svagt elektrisk felt vil svinge 32.768 gange pr. sekund. Svingningerne omsættes til én impuls pr. sekund, og tiden vises digitalt i form af tal, der skifter i spring, fra helt tal til helt tal; disse ure benævnes digitalure. Kvartsure kan også vise tiden med visere på en urskive. Gangafvigelsen er under 0,1 sekund pr. døgn.

Til videnskabelig brug er kvartsuret afløst af atomuret, der er udviklet i midten af 1900-t. og udnytter svingningerne af bestemte atomer eller molekyler som regulator, fx cæsium-atomet. Denne urtype har en gangafvigelse på højst ét sekund pr. 1 mio. år.

Selvom kvartsure efter 1970 har været stærkt efterspurgt som armbåndsure, vækkeure og stueure på grund af nøjagtighed og prisbillighed, er der stadig forbundet en vis prestige med mekaniske ure af høj kvalitet.

Ure er i øvrigt en betydningsfuld faktor i industrisamfundets udvikling af teknologisk avanceret udstyr, fx computere.

Se også astronomiske ure, automat-ur, Big Ben, frøken klokken, Jens Olsens Verdensur, kronometer, tidsbestemmelse og urmager.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunner Rasmussen: ur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=177309