Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

husflid

Oprindelig forfatter Hess Seneste forfatter Redaktionen

Husflid. Tv. elever og bestyrelsesmedlemmer fra Blidstrup Husflidsskole ved Gilleleje i 1897; skolens lokaler er udlånt af den lokale brugsforening. Eleverne viser prøver på vinterens arbejde: kurvemøbler, natpotteskab, bogindbinding, kufferter mv. Skiltet på høvlebænken bærer de opbyggelige ord: Hvor Tid fordrives i Lediggang, gaar altid meget Ondt i Svang. Brug Aandens Evner og Haandens Snilde, da ej I ville et kostbart Minut af Tiden Spilde. Th. undervisning i hovedfaget træ på Den danske Husflidsefterskole i Skjern, 1995.

Husflid. Tv. elever og bestyrelsesmedlemmer fra Blidstrup Husflidsskole ved Gilleleje i 1897; skolens lokaler er udlånt af den lokale brugsforening. Eleverne viser prøver på vinterens arbejde: kurvemøbler, natpotteskab, bogindbinding, kufferter mv. Skiltet på høvlebænken bærer de opbyggelige ord: Hvor Tid fordrives i Lediggang, gaar altid meget Ondt i Svang. Brug Aandens Evner og Haandens Snilde, da ej I ville et kostbart Minut af Tiden Spilde. Th. undervisning i hovedfaget træ på Den danske Husflidsefterskole i Skjern, 1995.

husflid, hjemmefremstilling af produkter dels til hjemmets eget brug, dels med salg for øje, især anvendt om bondebefolkningens håndværksmæssige aktiviteter; af nogle økonomer omtalt med det latinske ord for flid, industri, som "huuslig industri". Endelsen flid genspejler den sene oplysningstids syn på produktivitet som et mål for samfundet og som en dyd for den enkelte, jf. de ældre udtryk fabriksflid om fabriksproduktion og kunstflid om visse finere håndværk.

Først omkring år 1800 kom ordet husflid ind i sproget. I forbindelse med husflidsbevægelsens opståen i slutningen af 1800-t. kom begrebet tillige til at betegne fritidsbeskæftigelse, der dækker over forskellige former for sløjd og tekstile håndarbejder. Denne dimension er dog ikke omtalt i definitionen af begrebet husflid i næringsloven af 28.4.1931: "Produktion, der ikke fordrer haandværksmæssig eller industriel Uddannelse, og som drives uden Benyttelse af hertil antagen Medhjælp og sædvanlig som Bierhverv".

Den tidlige husflid

For den førindustrielle periodes bondebrug var forskellige husflidsformer, der var en integreret del af økonomien og baseret på selvhjælp, beregnet på både selvforsyning og salg. Selvforsyningshusfliden omfattede kvindernes tekstilfremstilling, spinding, strikning, vævning og syning. Vinterens aftenarbejde med fx garnfremstilling var normalt en del af den daglige arbejdstid for en tjenestepige på en gård. Næsten alle gårde havde et værkstedsrum, i Østdanmark kaldet et huggehus, hvor gårdens mænd kunne fremstille og reparere træredskaber, evt. slå reb og binde kurve af pilevidjer og halm, fx til bikuber (løbbinding).

Annonce

Salgshusfliden omfattede en række egnstypiske bierhverv baseret på husflid. Dette overvejende vestdanske fænomen har ikke mindst sammenhæng med de vanskelige vilkår for almindeligt agerbrug på de jyske hedearealer. I flere regioner skønnes indtægten fra husfliden at have oversteget indtægten fra salg af almindelige landbrugsvarer. Nogle områder var ganske små, fx Bøvling og Nees Sogne nær Lemvig, hvor mange gårdmænd fremstillede hornskeer med salg for øje. Andre områder var større, fx "hosebinderegnen", der omfattede store dele af Midtjylland, hvor tjenestefolkene, både karle og piger, som et led i arbejdsforholdet strikkede uldvarer, der blev videresolgt især til købstæderne af omvandrende handelsmænd (se hosekræmmer). Nær Varde fremstilledes sorte lerpotter, de såkaldte jydepotter, ved Tønder finere kniplinger, i grænseområderne mellem den træfattige hede og de østjyske skove træredskaber og vognhjul mv., i den skovrige egn ved Ry og Them træsko samt på Randersegnen og på Nordfyn lærred.

Staten havde allerede i 1700-t. for at støtte lærredsvævningen indført en frivillig kvalitetsbedømmelse og -mærkning. På den ene side anså man det for godt, at landets råvarer blev udnyttet, på den anden frygtede man, at engagement i husflidsproduktion skulle føre til mindre interesse for det egentlige bondelandbrug og til stigende arbejdsløn til tjenestefolk. Hertil kom, at flere af de egnstypiske husflidsproduktioner gav kvinder mulighed for at nedsætte sig som selvstændige erhvervsdrivende, hvilket vakte bekymring, fordi man frygtede, at de ville foretrække det mere selvstændige og magelige indendørs husflidsarbejde frem for det hårde landbrug. I 1830 klagedes der således i amtsbeskrivelsen for Ribe Amt over, at kniplingsarbejdet i amtet lagde beslag på så mange piger, at tjenestepiger måtte hentes helt fra Nørrejylland.

I løbet af anden halvdel af 1800-t. aftog husfliden på gårdene. En del blev erstattet af fabriksfremstillede varer, mens andet overgik til husmænd og arbejdsmænd. Omkring 1860 var mønstret i de egnstypiske former for salgshusflid dog stadig intakt.

Husflid som fritidsbeskæftigelse

Fra slutningen af 1860'erne skabtes i takt med husflidens faldende erhvervsmæssige betydning en forståelse for, at husfliden som fritidsbeskæftigelse havde særlige pædagogiske og sociale værdier. Skolelæreren N.C. Rom (1839-1919) og ritmester J.A.F. Clauson-Kaas (1826-1906) var fortalere for, at husflid blev en samfundsopgave og en folkelig bevægelse; bl.a. udgav N.C. Rom Den Danske Husflid (1871). Godset Oremandsgård ved Præstø oprettede i 1872 sin egen traditionsskabende husflidsskole.

I 1873 stiftedes paraplyorganisationen Dansk Husflidsselskab, der havde til formål at fremme husfliden, bl.a. gennem oprettelse af lokale husflidsforeninger, uddannelse af husflidslærere, etablering af en rådgivende konsulenttjeneste, udvikling af modeller og arbejdstegninger, udstillingsvirksomhed i Danmark og udland samt udgivelse af medlemsbladet Dansk Husflidstidende (1881), fra 1972 under navnet Husflid.

Bevægelsen, der havde et grundtvigiansk sigte og var beslægtet med højskolebevægelsen og skytte- og gymnastikforeningerne, havde i de første ca. 40 år også et klart socialt sigte på linje med tidens forskellige "hjælp til selvhjælp"-foreninger, fx sygekasserne og brugsforeningerne. Endelig havde bevægelsen også et nationalt sigte, som bl.a. kom til udtryk i arbejdstegninger og forbilleder, idet man målbevidst arbejdede for, at teknikker, ornamenter og formgivning fra den danske bondekultur kunne komme til at leve videre. Denne kulturbevarende side af bevægelsens arbejde falder i tråd med en række samtidige, beslægtede initiativer: Foreningen til Folkedansens Fremme, stiftet 1901, Foreningen til Hedebosyningens Fremme, stiftet 1908, og Foreningen Bedre Byggeskik, stiftet 1915.

Med arkitekt Anton Rosen som drivende kraft oprettede Dansk Husflidsselskab i 1913 institutionen "Vævestuen", der havde til formål at producere kvalitetsstoffer inspireret af gamle danske bondetekstiler. Flere arkitekter engagerede sig i husflidsbevægelsens ledelse i kampen for den gode smag og skønheden i hverdagens brugsting. Denne nyorientering var tydeligvis beslægtet med William Morris' engelske Arts and Crafts Movement.

Det centrale for Dansk Husflidsselskab var arbejdet i sognenes husflidsforeninger. Disse foreninger var normalt stiftet på lokalt initiativ og udgjorde en støttekreds, hvis medlemmer arbejdede for lokal aftenskoleundervisning i husflid for egnens børn og unge. Undervisningen, der foregik to gange ugentlig i perioden ca. 1/11-1/4, rettede sig overvejende mod drenge og karle. Der undervistes typisk i forskellige træsløjdarbejder, kurvefletning, børstenbinding, træskæring og bogbinding mv., og man sluttede med en offentlig udstilling af elevernes arbejder. Husflidsbevægelsen fik i en lang periode stor folkelig tilslutning; således var der midt i 1930'erne over 800 lokale foreninger, og bevægelsen fremstår dermed som pionervirksomheden inden for dansk aftenskoleundervisning.

På ligestillingsområdet har bevægelsen også haft betydning. Allerede i 1800-tallet deltog mange kvinder i Dansk Husflidsselskabs lærerkurser i forskellige træhåndværk. I de lokale husflidsskoler var der efterhånden også piger med i de traditionelle mandefag. Inden for tekstilhusflid markerede selskabet sig allerede i 1800-t. med lærerkurser, der var så respekterede, at Undervisningsministeriet i de første år, efter at håndarbejde var blevet et folkeskolefag, overlod det til Dansk Husflidsselskab at forestå uddannelsen af håndarbejdslærere til folkeskolen.

Dansk Husflidsselskab oprettede i 1951 Den danske Husflidshøjskole i Kerteminde med ca. 100 elever (lukket i 2005) og et håndarbejdsseminarium med 225 elever. I Skjern drives en husflidsefterskole med ca. 100 elever. Omkring 120 regionale foreninger var i 2013 tilsluttet Dansk Husflidsselskab; selskabet gik konkurs i 2014.

Et mangeårigt samarbejde mellem de nordiske lande er organiseret inden for Nordens Husflidsforbund, stiftet i 1927. Den danske husflidsbevægelse er ikke blot den ældste af de nordiske foreninger, men også unik i europæisk sammenhæng ved sin satsning på aftenskoleundervisning og sin dyrkning af husflidens pædagogiske muligheder i ungdomsarbejdet.

Se også hjemmeindustri, hobby, håndarbejde, håndværk og sløjd.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Hess: husflid i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=94007