Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

væver

Oprindelig forfatter Fode Seneste forfatter Redaktionen

væver, person, der ernærer sig ved vævning, i Norden traditionelt et kvindearbejde og først fra senmiddelalderen et professionelt mandserhverv i byerne. I begyndelsen af 1800-t. dukkede drejls-, tvist- og bomuldsvævere op på landet, så der blev variationsmuligheder fra det traditionelle uldne klæde. Skønt vævning på dette tidspunkt således var et af de mest almindelige håndværk på landet, var det også stærkt udbredt som husflid.

Mekaniseringen satte tidligt ind i dansk klædeindustri. Allerede fra 1820'erne indførtes maskiner, drevet først med vandkraft, siden med damp og elektricitet. Dampkraftens indtog førte til en regional omlægning af klædeindustrien sidst i 1800-t. Industrialiseringen betød også, at de små landsbyvævere blev presset stadig hårdere, og efterhånden fremkom forskellige organisationsformer, bl.a. forlagssystemet, hvor forarbejdningen foregik i hjemmet af råvarer leveret af en købmand eller klædegrossist, som også påtog sig salget af de færdige produkter.

Den kraftige konkurrence fra udlandet, som var en følge af industrialiseringen, betød, at toldbeskyttelse i 1800-t. var en fast bestanddel af den nationale industripolitik, jf. toldarkivernes rige samlinger af stofprøver i de såkaldte stemplingsprotokoller.

Annonce

I nutiden forestås vævning i industrisektoren ofte af tekstilarbejdere, som har gennemført arbejdsmarkedsuddannelser eller den i 2000 nedlagte treårige erhvervsuddannelse til tekstiloperatør. Teknikere på området uddannes på den toårige erhvervsakademiuddannelse til designteknolog. Vævning kan også foregå som kunsthåndværk, og væverne kaldes da undertiden tekstildesignere. Uddannelsen hertil er en op til femårig videregående uddannelse, der tilbydes af Danmarks Designskole i København og Designskolen Kolding (2000).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Fode: væver i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=181602