Verdenshandelen, de strømme af varer og tjenesteydelser, som udveksles over landegrænser. Verdenshandelen voksede igennem anden halvdel af 1900-t. ca. halvanden gang så hurtigt som den globale produktion.

Årsagen var dels den gradvise afvikling af told og andre handelsrestriktioner, dels de vedvarende relative prisfald på transport og kommunikation, som gjorde importerede varer mere konkurrencedygtige over for indenlandsk produktion.

Omkring årtusindskiftet var især to træk bemærkelsesværdige sammenlignet med tidligere. For det første har en række nye deltagere i verdensøkonomien fået stærkt stigende betydning i udveksling af industrivarer og tjenesteydelser; de mest markante eksempler findes i Øst- og Sydasien og i mindre grad i Latinamerika og de tidligere socialistiske lande i Central- og Østeuropa. Et stort antal ulande, især i Afrika, er dog fortsat fastholdt i en traditionel rolle som eksportører af råvarer.

For det andet er der væksten i multinationale virksomheder. Moderne produktionsteknologi har gjort det muligt at opdele produktionsprocesserne i hidtil uset omfang, således at nogle med fordel kan henlægges til lande med relativt lave lønomkostninger kombineret med nye kapitalapparater og ny infrastruktur.

Forudsætningen for denne udvikling har været en vidtgående liberalisering af mulighederne for direkte investeringer i disse lande, se internationale kapitalbevægelser. Hen ved 1/3 af verdenshandelen har efterhånden karakter af import/eksport inden for multinationale virksomheder.

De enkelte landes voksende åbenhed øger den indbyrdes afhængighed mellem nationalstaterne, således at svingninger i efterspørgslen og i valutakurserne i et land forplanter sig med stadig større styrke til dets handelspartnere. Det skaber behov for en styrkelse ikke blot af det handelspolitiske samarbejde inden for den globale institution WTO, men også af koordinationen af den generelle økonomiske politik.

Verdenshandelens intensivering, der er en vigtig del af begrebet "globalisering", skaber mulighed for hurtigere vækst i produktion og beskæftigelse globalt, men den skaber også uligheder. Regionalt vokser ulighederne mellem de lande, der deltager i processen, og de fattigste lande, som står uden for.

I det enkelte land, som deltager, risikerer de befolkningsgrupper, hvis beskæftigelse trues af import fra bl.a. konkurrencedygtige nye deltagere i verdensøkonomien, at blive marginaliseret; samtidig vokser ulighederne i nye eksportørlande mellem dem, der finder beskæftigelse i sektorer orienteret mod verdensmarkedet, og resten af arbejdsstyrken i mere traditionelle erhverv.

Den store udfordring for de internationale institutioner og især for de lande, der deltager i globaliseringen, er derfor at sikre, at gevinsterne fordeles bredt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig