frihandel

Frihandel, international handel, som ikke søges begrænset ved offentlige indgreb, fx i form af told, mængdemæssige import- og eksportrestriktioner og tekniske handelshindringer.

Frihandelstanken er baseret på økonomiske teorier, som i slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-t. blev udviklet af Adam Smith og David Ricardo. Frihandelen skulle sikre, at produktionen foregik, hvor det var mest fordelagtigt, og at den dermed ville give den bedst mulige udnyttelse af resurserne og den højeste velstand for verdenssamfundet.

I Storbritannien slog frihandelstanken igennem med ophævelsen af kornlovene i 1846, og tilhængerne af frihandel gik så vidt som til at hævde, at det ville være en fordel for et land ensidigt at ophæve importbegrænsninger uden modydelse fra andre lande.

Fra 1914 og især i 1930'erne blev verdenshandelen i stigende grad hæmmet af protektionistiske foranstaltninger, idet hvert enkelt land søgte at beskytte sin egen økonomi og beskæftigelse; efter 2. Verdenskrig har der på ny været bestræbelser i gang for at vende tilbage til en højere grad af frihandel, bl.a. gennem den internationale GATT-aftale og på regionalt plan i form af frihandelsområder og toldunioner.

Siden begyndelsen af 1960'erne har den øgede orientering imod frihandel medført, at den gennemsnitlige toldbeskyttelse i industrilandene er blevet reduceret til 3-5% af importværdien; samtidig er en række ikke-toldmæssige hindringer imidlertid tiltaget i betydning.

Også her er der dog taget skridt hen imod frihandel gennem den sidste omfattende forhandlingsrunde i GATT-regi, den såkaldte Uruguay-runde (1986-94), ligesom landbrugsvarer, tjenesteydelser og intellektuelle rettigheder, der er af stigende betydning i verdenshandelen, er blevet inddraget i de globale handelsaftaler.

Selvom de fleste økonomiske analyser peger på, at der er betydelige nettofordele ved at frigøre international handel, er global frihandel imidlertid fortsat under angreb i den politiske debat i mange lande, også i Europa. Med den ret pludselige indtræden af en række nye deltagere i den globale økonomi, fx Kina, Indien og de central- og østeuropæiske lande, sættes der mange spørgsmålstegn ved det ønskelige i at frigive importen.

Forskelle i omkostninger, især mht. løn, hævdes at være så store mellem industrilandene og de nye handelspartnere, at den hurtige indtrængen af varer fra lavtlønslande vil skabe betydelige problemer mht. at fastholde en tilfredsstillende udvikling i produktion og beskæftigelse i traditionelt vigtige sektorer i industrilandene.

Samhandelen opfattes også i højere grad end tidligere som en trussel pga. de omfattende direkte investeringer i lavtlønslandenes produktionsapparat, som er foretaget af internationale virksomheder i takt med, at det er blevet økonomisk og politisk muligt.

Det er let at argumentere for ulemperne og overse fordelene ved en mere effektiv konkurrence og en billiggørelse af en række varer og tjenesteydelser gennem åbning af samhandelen. En bevægelse i retning af global frihandel kan derfor ikke tages for givet; derimod har der siden 1990 været gjort fremskridt i regionale frihandelsbestræbelser, hvor disse problemer kan være lettere at overskue i mindre målestok.

Med igangsættelsen i 1995 af en mere slagkraftig institution til afløsning for GATT i overvågelsen af verdenshandelen, World Trade Organization, WTO, er der dog skabt institutionelle rammer for at bremse skadevirkninger for lande, der står uden for regionale handelsarrangementer, og for i det hele taget at løse eventuelle konflikter mellem global og regional frihandel.