Washington Consensus, oprindelig en fælles opfattelse af succesfuld makroøkonomisk politik i udviklingslande formuleret i 1990 af medlemmer af Den Internationale Valutafond (IMF), USA's finansministerium og Verdensbanken. Hovedpunkterne var, at de nødvendige betingelser for en positiv økonomisk udvikling er (1) makronomisk stabilitet, herunder især balance i offentlige indtægter og udgifter, (2) fri handel (reduktion af toldsatser og afregulering) og (3) privatisering.

I løbet af 1990'erne blev disse principper i stor udstrækning lagt til grund for den neoliberalistiske økonomiske politik i en lang række lande især i Latinamerika. Den økonomiske udvikling i de fleste af disse lande var imidlertid langtfra tilfredsstillende, og i visse lande, herunder Argentina, der i mest udstrakt grad efterlevede principperne, oplevede man fra slutningen af 1990'erne en økonomisk krise. Der er i dag ikke enighed om, at de anførte principper er nødvendige, men derimod nok, at de hver især kan være af betydning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig